Fredløs

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Der findes flere forskellige arter af fredløs, nogle er vildtvoksende i den danske natur, men de fleste, man kan købe, er indførte arter. For havefolk er det en god planteslægt, både til naturhaven og til den lidt mere friserede. De fleste har gule blomster, enkelte hvide. Fredløs er i primulafamilien sammen med bl.a. alpeviol, gudeblomst, skovstjerne og naturligvis primula.

Prikbladet fredløs

Prikbladet fredløs, Lysimachia punctata, er den mest almindelige fredløs i haverne, en god og smuk staude, som er let at have med at gøre. Den stammer fra Mellemeuropa, Østeuropa og Tyrkiet, hvor den vokser ved søer, på enge og i det hele taget, hvor det kan være lidt fugtigt. I Danmark er den efterhånden forvildet flere steder.

Under de rette betingelser bliver det en godt 1 m høj, opret staude, som blomstrer i juli – august med gule blomster i åbne klaser med lancetformede blade mellem blomsterne.

Planten breder sig og kan efterhånden danne fine grupper, den er dog nogenlunde let at styre. Ofte kan man hive de planter op, som er kommet på afveje, eller man kan lette dem med en spade, og derefter plante dem et nyt sted. Den er af samme grund let at formere ved deling

Almindelig fredløs

Almindelig fredløs, Lysimachia vulgaris, er vildtvoksende i Danmark, og kan minde en del om prikbladet, men i blomstring er den mere bladrig og blomsterklaserne og vokser lidt mere voldsomt. I naturen vokser den særligt, hvor det er sumpet, eller i hvert fald hvor der er fugtighedsbevarende jord.

Duskfredløs

Duskfredløs, Lysimachia thyrsiflora, vokser også vildt enkelte steder i Danmark, særligt i Jylland. Duskfredløs er en virkelig sumpplante, som ofte vokser direkte i vand. Den bliver mellem 40–60 cm høj og har ikke så voldsom en blomstring som mange andre fredløs. I juni – juli får den små gule blomster samlet i runde duske på stilke. Blomsterstandene sidder parvis og er elegante, men på ingen måde prangende. En fin plante til sumpbedet eller ved et vandhul eller havedam.

Pengebladet fredløs

Pengebladet fredløs

Pengebladet fredløs er en krybende staude, der også kan bruges plantes i krukker med rankerne hængende ud over kanten. Foto: Karna Maj

Pengebladet fredløs, Lysimachia nummularia, er en krybende staude. Den har runde meget urteagtige blade og store gule blomster i juni – juli. Den er naturligt forekommende i lyse fugtig skove og på enge.

I haven er det en god bunddække, som er tæppedannende og flot – kan vokse på mange slags jorde, dog ikke på sandjord

Hvid fredløs

Hvid fredløs, Lysimachia clethroides, er naturligt hjemmehørende i fugtige enge og i fugtige bjergskove i Kina og Japan. Hvid fredløs er en opret staude, som i blomst er en meget elegant staude med sine buede blomsteraks.

Den kan trives i meget forskellig jord, bare jorden kan holde på fugten. Den kan lide at vokse på en varm plet i sol eller halvskygge.

Hvid fredløs har lancetformede smalle blade som får fine gulbrune høstfarver. Den blomstrer juli til september med masser af små hvide stjerner samlet i et fint buet aks. Det er en let staude, som ikke kræver megen pleje, og som kun breder sig moderat. Den let at formere ved deling om foråret.

Hvid fredløs egner sig fint til at plante i en stor gruppe, hvor blomsteraksene virkelig kommer til sin ret.

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Forhandlerguide

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Solsikken

Alt til den økologiske have

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Fredløs

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider