Den duftende konvalbusk

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

I september er de fleste buske afblomstrede, en del står med frugter, andre står småkedelige og samler energi ovenpå blomstring og frugtsætning.

Der er heldigvis en del gode stauder som drejeblomst og bjergmynte, men det begynder at blive lidt småt med blomstringen i haverne.

Hvis eftersommeren ikke har været alt for varm, står en enkelt busk dog stadig i blomst, nemlig konvalbusken, som lyser op med sine fine hvide blomster.

Konvalbusk i naturen

Konvalbusk, Clethra alnifolia, er en østamerikansk plante, som trives godt her i landet, uden at den på nogen måde er aggressiv. I hjemlandet vokser den i underskovens og i skovbrynets halvskygge, særligt i blandede løv- og nåleskove. Som regel i en neutral til let sur fugtighedsbevarende jord, i frodige skovarealer med masser af svampeliv, urter og græsser.

I naturen vokser den sammen med bl.a. storfrugtede blåbær, Vaccinium corymbosum, surbær, Aronia melanocarpa, og hvor det er mest fugtigt sammen med den fine knopbusk, Cephalanthus occidentalis.

Alle disse planter klarer sig fint i Danmark, hvis de tilbydes de rette vækstbetingelser. Nogle steder kan konvalbusken vokse i kystnære områder og tåler nogenlunde hav­gus.

Knopbusk

I naturen vokser konvalbusken bl.a. sammen med knopbusk, som blomstrer i juli–august og er i familie med kaffebusken.

Konvalbusken

Konvalbusken er en opret, løvfældende busk, som bliver et sted mellem 1 og 1,5 m høj. Som regel kommer den med flere grene fra jorden og udvikler sig ofte til en uregelmæssig busk. Den har fine grønne og ovale, blanke, skarpt savtakkede blade, men det er bestemt, når den blomstrer, at den er noget særligt.

Blomstringen begynder som regel sidst i august og varer ved omkring 6 uger. Blomsterne er små og hvide samlet i endestillede, klaselignende stande. Der kommer en kraftig, konvallignende duft fra dem, en duft, som virkelig kan berige en septemberhave.

Bier, sommerfugle og svirrefluer er glade for blomsterne og kan derfor væ­re med til at give haven liv.

Konvalbusk i haver

Konvalbusk har kvaliteter, så den både kan bruges i den naturnære have og i en mere traditionel have. Det er en sund og god busk, som kan trives i forskellige ha­vemiljøer. Den kan klare næsten fuld sol og klarer også forholdsvis megen skygge.

Man kan plante den i en almindelig fugtighedsbevarende havejord, og den trives også i et surbundsbed. Konvalbusken kan stå med en bund af surbundsplanter som: canadisk hønsebær, Cornus canadensis, melbærris, Arctostaphylos uva-ursi eller Bjergte, Gaultheria procumbens, hvis der ikke er for meget skygge.

Pleje og formering

Det kan godt lade sig gøre at klippe konvalbusken, men den er også flot som en uklippet busk, da den ikke bliver særlig høj eller bred.

Man kan selv lave sine konvalbuske. Har man en ældre busk, kan man faktisk dele den, som var det en staude. Man kan også frøformere planten, men man er så ikke så sikker på blomstringen. Hvis man har en god plante eller en udvalgt klon, kan man lave sommerstiklinger.

I Danmark er der udvalgt en blomsterrig dansk klon af konvalbusk, Clethra alnifolia ‘Clea’ Dafo®. Men der findes mange gode udvalgte kloner i andre lande, nogle med lidt større blomster, nogle med rødlige blomster osv.

Dafo betyder dansk forskning

Dafo er et varemærke, som garanterer for beskrevne kvalitetsegenskaber, sortsægthed og sundhed i plantematerialet. I dag findes der mange sorter af landskabsplanter, frugt- og bærsorter og potteplanter, som har betegnelsen Dafo. Det er Danmarks JordbrugsForskning, som ejer varemærket.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Forhandlerguide

Primabolig

Se hvor billigt det kan gøres

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Bjarne’s frø og planter

ikke bare æbler men også de sjovere ting

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Gamlefrugtsorter.dk

Vi opformerer gerne frugttræer.

Blomstergården

Prydtræer og prydbuske.

Rhododendron-Haven

En verden med rhododendron

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Træer og buske > Den duftende konvalbusk

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider