Spørg eksperterne

Hvad kan vi plante i forhaven til andelsbolig?

Vi har en andelsforening på Nørrebro og skal etablere en forhave ud imod gaden: Er arkitektens trøst et godt bud til afskærming mod gaden? Hvornår skal de plantes og hvor tæt? Er der flere sorter, og fås de i alle havecentre?

Vi skal have dækket bund i et bed med stedsegrønne, og tænker på vinca. Hvor tæt skal de plantes, og hvor lang tid tager det, før bunden er dækket? Derudover blomster i krukker.

Har I forslag til hvilke blomster der vil være gode, smukke og kunne klare sig godt hele sommeren?

Med venlig hilsen
Astrid van Webber, april 2010

Svar

Det er to meget voldsomme planter, I har i kikkerten. Arkitektens trøst er en klatreplante, som hurtigt og effektivt dækker store arealer i mange meters højde. Den er næppe egnet ud mod gaden, med mindre I vil have dækket alt. Den skal have noget at klatre op ad.

Vinca er effektiv til at dække jorden. Den har lange ranker, som slår rod og danner nye planter. Bunden vil være helt dækket på nogle år. Men hvis I ikke klipper den tilbage hver forår vil den blive helt ustyrlig. I øvrigt vil den danne så tæt et rodnet, at selv buske kan have svært ved at gro i et bunddække af vinca. De lange ranker virker som snubletråde, så det dur ikke, hvis der er legende børn.

Jeg fornemmer, at der ikke rigtig er nogen i jeres andelsforening, som har forstand på at vælge de rette planter til forhaven. Valg af planter afhænger meget af, hvor meget sol, skygge, læ eller blæst der er på stedet. Og selvfølgelig af hvad I som beboere har af drømme for området.

Jeg vil derfor foreslå, at I betaler en havearkitekt for at komme og se på forhaven og vækstbetingelserne og lave en plan for den grønne og let holdte have, som jeg ligeledes fornemmer, at I ønsker jer. Med en haveplan med tilhørende planteliste kan I købe planter, som kommer til at trives, og I vil få en flot og funktionel forhave. Prisen kan variere meget – antagelig kan I få det for 3–8.000 kr, alt efter omfanget af hjælpen, men en del sparer I ved at få købt de rigtige planter fra starten.

I kan finde en række havearkitekter i vores forhandlerguide. Et andet sted at hente hjælp til haveanlæg ved institutioner og boligforeninger m.m. er i Byhavenetværket, hvor man har lavet mange spændende projekter. De inddrager beboerne i anlæg og plantning og diskuterer vedligeholdelsen af haven fremover.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Grønne Grunde

Dine Havedrømme bliver til virkelighed.

Robinie.dk – SkovTrup

SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven

BIOBYG– lidt mere levende

Sansekassen-Fordybelse og leg.

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Hvad kan vi plante i forhaven til andelsbolig?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider