Spørg eksperterne

Er rodsnøre i pottede træer et problem?

Hej,

Jeg har i de seneste 3 år dyrket træer i potter, da jeg ønsker at tage den med mig, når vi finder vores drømmehus.

Men jeg er lidt nervøs for, om rødderne begynder at cirkulere rundt. Når jeg planter dem ud, kan jeg så skille rødderne ad og strække dem ud?

Håber I kan hjælpe.

Med venlig hilsen
Alex Voigt agerbo, januar 2020

Svar

Kære Alex,

Træer er store planter, og de skal gro i store potter for at kunne trives. Står de i for små potter, kan de begynde at mistrives på grund af den begrænsede plads til jord, vand og næring, og så kan rødder begynder at gro rundt langs potten – rodsnøre.

Er skaden sket, og der er opstået rodsnøre, kan rødderne skilles ad med hænderne inden plantning. Er rodklumpen tæt filtret sammen, skæres alle snørende rødder over med en kniv, saks eller ved brug af en skarp spade. Det betyder, at alle overfladiske rødder både i siden og bunden skal skæres.

Det kan virke som et drastisk indgreb, men rodklumpen vil have langt lettere ved at sende nye finrødder ud i den omgivende jord, når de snørende rødder er skåret bort. Det er vigtigt at få stoppet den cirkulære vækst, som rødderne har været i for at få et stabilt og sundt træ.

De første par år kan træet vokse pænt, men når det bliver større, kan der særligt i blæsevejr ske skader på rødderne og dermed hele træet, såfremt det ikke har fået brudt rodsnøren og lavet en fast forankring med et bredt rodsystem.

Hvis der er tale om et begrænset stykke tid, er den nemmeste løsning at sørge for, at træerne står i tilstrækkeligt store potter, indtil de kan komme fast i jorden. Eventuelt skal der en eller flere ompotninger til i den periode.

En plante der har rodsnøre, skal også have rødderne skilt ad og bredt ud, ved omplantning til en større potte. Plantes et træ med rodsnøre i en ny potte, som det også danner rodsnøre i, vil det være næsten umuligt at få rødderne skilt ad på tilfredsstillende vis, når træet skal plantes i jorden på det blivende sted.

Hvor hurtigt der opstår rodsnøre, afhænger af træarten. Lind, pil og ahorn er hurtige til at danne rodsnøre, mens andre træer vokser langsommere, og derved kan stå længere i den samme potte.

Med venlig hilsen
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Er rodsnøre i pottede træer et problem?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider