Spørg eksperterne

Kan I anbefale planter til en lille »skov« med skygge i bunden?

Vi har et ønske om at etablere et ca. 30 m² stort område med »skov« i vores have. Det skal ikke være træer, som vokser ud af kontrol, men kan holdes nede med kraftig beskæring og evt. holdes i sjove faconer. I bunden vil vi gerne have bregner og skyggeelskende planter. Kan I give os et forslag til, hvordan vi griber denne opgave an, og foreslå hvilke planter/træer, der kunne bruges. På forhånd tak!

Med venlig hilsen
Elizabeth Berg, maj 2003

Svar

Det er egentlig meget let, for hvis man lige undtager nåletræerne og bøg, så egner alle træer og buske sig til opgaven. Det kan så komme an på, om man holder af tætte løvmasser eller mere luftige, om man vil have farverne i mørkegrønt eller lysere, om der skal være efterårsfarve eller blomstring om foråret osv.

Idéen med bregner og andre skyggetålende stauder er god og vil give et smukt resultat, og det er bare med at komme igang med at få plantet det, som skal danne skyggen. Det er nemlig afgørende, at der opstår det specielle skovbundsmiljø ved jorden, og derfor går det heller ikke at være alt for heftig med beskæringen af træer og buske. Måske burde udgangspunktet være et eksisterende plantesamfund. Her kan jeg anbefale, at man tager afsæt i løvengene på Öland og Gotland. De er utroligt smukke, og plejen af dem svarer – i store træk – til det skitserede.

De træagtige planter er småbladet lind, vintereg, hvidtjørn, hassel, avnbøg og birk, som står med ret stor afstand og sådan at der hele tiden er skift mellem lys og vandrende skygger hen over jorden. I bunden står der f.eks. liljekonval, skov-fladbælg, dag-pragtstjerne, hulkravet kodriver, blå, hvid og gul anemone, storkonval, skovmærke, firblad, majblomst, flitteraks, skov-star, almindelig mangeløv, engelsød. Hvis I begynder med disse planter, får I hurtigt bugt med ukrudtet. Senere kan man supplere med fremmede planter i det store sortiment, der findes med skyggeplanter.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

Scandinavian Gardening

Klipper grene over med Ø op til 5,8 cm

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Dansk Hjemmeproduktion

Opbindingsmateriale

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Kan I anbefale planter til en lille »skov« med skygge i bunden?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider