Spørg eksperterne

Stor gren er flækket af stammen – hvad gør vi?

Det ser voldsomt ud, når en stor gren flækker af ned af en stamme. Foto: Line Brogaard

Vi er de heldige ejere af et gammelt æbletræ. Vi ved ikke meget om det, da vi har overtaget huset i efteråret 2015 og desuden ikke kender meget til æbletræer i sig selv.

Vi ved, at det skal beskæres, og havde fået det råd at vente til foråret. Det nåede vi ikke, førend at stormen blandet med sneen havde taget livet af en større gren.

Nogen giver os det råd at fælde træet, andre mener at vi kan beskære det og lade det hele af sig selv, og så er der dem, der mener, at træet med tiden vil blive sygt, fordi der nu er åbent ind til stammen.

Vi er i syv sind, og vi vil rigtig gerne beholde træet, både for frugten og for at afskærme vores have, og ikke mindst den skygge træet giver.

Vi håber meget I kan hjælpe.

Grenen flækkede af under snestormen i november. Foto: Line Brogaard

Det flotte æbletræ i sommers – hvor det giver en dejlig skygge. Foto: Line Brogaard

Med venlig hilsen
Line Brogaard, december 2015

Svar

Det er altid ærgerligt når så fint et gammelt træ får skader. Det forkorter træets levetid, men træet er mange år om at dø, så det kan stadig være en pryd og give mange æbler i de kommende år. Måske hele 20–30 år.

At (æble)træer skal beskæres er noget sludder. Det er os, som måske ønsker en bestemt form, eller andet af træet, som det ikke giver på naturlig vis; det er os, der ønsker at beskære. Hver gang vi skærer en gren af træet forkorter vi dets levetid. Jo større gren, eller del af træets krone, vi fjerner, des hurtigere går det mod døden.

Dermed ikke sagt at man aldrig skal beskære sine træer, men her ser jeg et smukt, velformet, fuldkronet æbletræ, som ikke tidligere er beskåret nævneværdigt, og jeg ville lade sav og saks blive i skuret. Bevar dog det fine træ, så længe som muligt.

Den store gren der er flækket af, skal selvfølgelig fjernes. Sav den blot af så hurtigt som muligt. Gør det så tæt på stammen som muligt, og endelig uden at beskadige stammen yderligere. Lad endelig være med at få den idé, at såret skal smøres med et eller andet (maling, sårbalsam, voks, eller andet) – det skader kun træet yderligere!

Ja, stammen vil blive angrebet af svampe og der vil gå råd i stammen, via det store sår. Men lad det endelig bare være, også efter en årrække. Træet har sine egne forsvarsmekanismer, og blander vi os, gør vi som regel mere skade end gavn. Ad åre, bliver jeres træ nok hult. Efterhånden som der dør grene i kronen fjernes disse og på et tidspunkt vurderer I måske, at træet ikke længere bidrager positivt til jeres have, og så må det fjernes. Men, som sagt, der kan gå mange år!

Hvis man ønsker at beskære sine træer, er det bedste tidspunkt 1. august. Tidsrummet kan dog udvides til fra sidst i juni til 1. september. Dette gælder uanset træart. Det kan altså fx være eg, bøg, birk, valnød, alle frugttræer – også de mere eksotiske. Et frugttræ vil i dette tidsrum stå med frugter, der er under udvikling. Mange nænner derfor ikke at beskære, da der så mistes noget af frugthøsten. Generelt vil jeg sige, at frugtens kvalitet blot stiger ved en udtynding. Er der taget en beslutning om at der skal beskæres, er det blot om at komme i gang, og så se det som en fordel at frugten bliver tyndet samtidigt.

Men inden der gribes til sav og saks, er det vigtigt at man har gjort sig klart hvad man vil opnå med en beskæring. Et mindre træ? At nå al frugt fra en stående position på jorden? En opstamning, så man kan gå under træet? Eller give plads og lys til en underplantning? Osv. Vi har mange grunde til at foretage en beskæring. Der er nogle grundregler, som bør følges ved beskæring af træer, uanset art. Se mere her:
Beskæring af træer om sommeren
Hvordan beskæres frugttræer?

Ofte opstår ønsket om beskæring, fordi der er foretaget et forkert valg af træart ved plantningen, eller at træets placering ikke er hensigtsmæssig, når det gror til. Nogle træarter bliver store træer, og ved plantningen lyder »om 20 år« som en evighed, men det er det ikke! Så når der skal plantes, bør der nøje overvejes hvilken art og placering af træet. Men det er en anden historie.

Den store gren, der flækkede af jeres træ, vil kunne give masser af liv til jeres have, hvis I har mulighed for at lade den ligge i fred og ro et sted i haven. Helst i ét stort stykke, men ellers som en brændestabel der får lov at blive liggende og rådne op. Et rigtigt godt bidrag til biodiversiteten!

Med venlig hilsen
Hanne Søgård
Jordbrugsteknolog Landskab og Anlæg, anlægsgartner og konsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Stor gren er flækket af stammen – hvad gør vi?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider