Jeg er helt ny med drivhus. Jeg har agurk og tomat stående i jorden.
Jeg har læst en del indlæg og får et indtryk af, at flere ikke vander. Er det rigtigt forstået?
Jeg havde ellers tænkt mig et drypvandingssystem med regnvand, men er det unødvendigt. Lige nu vander jeg med regnvand med vandkanden ca. hver anden dag.
Med venlig hilsen
Louise, maj 2015
Du gør det helt rigtige – du vander efter behov. Og lige nu skal planterne passes godt med vand, da deres rodsystem endnu er lille. Når rodsystemet bliver stort og dybt, kan du vande med flere dages mellemrum, men med større mængder vand. Men hele sommeren skal tomat-og agurkplanter passes med vand.
Om det er vandkande eller drypvandingssystem, er planterne ligeglade med, men rødderne udnytter bedst jorden i hele drivhuset, når jorden vandes med kande, ellers søger de hen mod det vådeste sted.
Sidst i juni har jeg trænet mine planter til kun at få vand hver 5.-7. dag, alt efter vejret, så jeg kan fint nøjes med en vandkande. Jeg har en stor vandtønde tæt på drivhuset, hvor jeg bare kan fylde vandkanden ved at sænke den ned, så det går hurtigt at give hver plante 10–20 l vand i forhold til det lovede vejr for de næste dage. Jeg vander altid på tørre dage, så klimaet bliver så tørt som muligt i drivhuset.
Sidst på sommeren kan man skrue ned for vandmængden og lade tomatplanterne hente vandet i jorden. Det er normalt sidst i august til først i september, at jeg holder op med at vande drivhuset – hvis der stadig er agurkplanter, vandes de fortsat. Det giver nogle utroligt velsmagende, søde tomater, og så giver det et mere tørt klima i drivhuset og dermed færre problemer med skimmelangreb på tomatplanterne.
Det sidste er også vigtigt at undgå om sommeren, og derfor får du lige et godt råd med som ny drivhusdyrker. Fra sankthans skal der være åbne vinduer døgnet rundt i drivhuset.
Du kan løbende få gode råd om drivhuset i Ugens Havenyt – meld dig evt. til nyhedsbrevet
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Søg i forhandlerguiden:
Dyrkningskurser, smagninger m.m
Skabt til det danske vind og vejr
Funktionaliteten eminent.
Alt til den økologiske have
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Drivhuset > Hvor meget skal drivhuset vandes?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…