Jeg er ny haveejer, og i haven er der forskellige ældre/store æbletræer. Det ene får mindre røde æbler, med helt hvidt og fint frugtkød. Men de smager ikke som pigeoner, omend de har en lidt særlig, men også dejlig sødelig-frisk smag. Jeg har i »litteraturen« set at der både omtales pigeoner og Ildrøde Pigeoner – er det det samme?
Med venlig hilsen
Mette Rasmussen, september 2002
Det kan være vanskeligt at fastslå en æblesort uden at bedømme frugten visuelt. Især i ældre haver findes træer og sorter, der ikke plantes længere og derfor ikke er i handlen. I 1930’erne udfasede man rigtig mange sorter, der ikke vurderes at være konkurrencedygtige og dermed dyrkningsværdige nok. Et kvalificeret bud lyder på, at der har været mere end 1000 danske æblesorter ved indgangen til forrige århundrede. Idag skønnes antallet af danske sorter at ligge omkring et par hundrede.
Prøv at være opmærksom på, om der kan være tale om ‘Rød Ananas’; det er ret lille, homogent og modner nu i september–oktober. Smagen er frisk og velsmagende. Sorten kendes på små fine, hvidgule hudpunkter og grundfarven er karminrød. ‘Skovfogedæble’ modner tidligere, i august–september, og er mere mørk rød til rødbrun med en aflang form. Denne sort smager frisk sødt og dejligt, men bliver hurtigt melet.
Med hensyn til pigeoner findes en række sorter, hvoraf ‘Ildrød Pigeon’ er mest almindelig. Sortens oprindelse er ukendt men visse kilder peger på, at sorten måske er en muteret variant (sport) af ‘Pigeonnes Jerusalem’ fra Normandiet. Flere af de øvrige er muligvis uddøde eller dyrkes i meget begrænset omfang.
Afhængig af litteraturens kvalitet omtales ‘Ildrød Pigeon’ ofte bare som ‘pigeoner’. Sorten stammer fra Fyn og er udbredt fra Korsør Planteskole efter, at den kom hertil i 1870 og derefter opformeredes. Den er saftig og har en karakteristisk aroma. Æblet kan ved plukning omkring 1. oktober gemmes til jul. At ‘Ildrød Pigeon’ nu dominerer skyldes, at sorten er sundere og kraftigere end ‘Rød Pigeon’. Navnet ‘Ildrød’ henviser tíl den kraftige røde dækfarve, der opnås ved solpåvirkning efter plukning.
Nært beslægtet med ‘Rød Pigeon’ er sorten ‘Broholms Rosenæble’. ‘Rød Pigeon’ er muligvis forældersort til sorterne ‘Woldikes Pigeon’ og ‘Herskindsgave Frøæble’, der henregnes til pigeonerne. Begge regnes for fine og gode sorter. Endvidere findes sorten ‘Stribet pigeon’. Jeg er usikker på om sorten ‘Rød Vinter Pigeon’ er identisk med ‘Rød Pigeon’.
Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent
Søg i forhandlerguiden:
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Flerårige spiselige planter til haven
Udlejning af mosteri
Gamle sorter af frugttræer på vildstamme
Gamle danske sorter
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Æbler > Er »pigeoner« det samme som »ildrøde pigeoner«?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…