Spørg eksperterne

Hvad kan være årsagen til dødt græs i græsplænen?

Min græsplæne blev anlagt sommeren 2010 og har siden været fin. Er blevet plejet med gødning og kalk.

Men på et tidspunkt i vinter opdagede jeg, at plænen var gået ud et sted, som om der havde ligget en planke i lang tid oven på græsset.

Nu har miséren bredt sig, så græsset er gået ud i en halvcirkel, der udgår fra ligusterhækken og et godt stykke ud på plænen. Det er IKKE sneskimmel.

Hvad i alverden kan det skyldes?

Med venlig hilsen
Lene Rasmussen, marts 2012

Svar

Ud fra det beskrevne kan der være tale om to (muligvis tre) ting.

Hvis den døde halvcirkel breder sig videre udad, mens græsset kommer igen »bag« den døde halvkreds, skyldes fænomenet, at der er opstået en heksering. Hekseringen dannes af en svamp, som forgiver græsset, mens den fortærer rødder og døde plantedele. Da svampen har sit mycelium i en dybde på helt ned til 2 m, er der ikke meget andet at gøre ved sagen end at betragte den som én af naturens mange charmer. Med tiden vil hekseringen arbejde sig tværs over plænen og blive usynlig på den anden side.

Hvis den døde halvcirkel ikke bevæger sig udad og forbliver uden græs, så er der snarest tale om, at der ligger en kvælstofkrævende stub eller rod begravet under plænen. I så fald kan man vælge at grave den fri og få den fjernet med en stubfræser. Ellers må man belave sig på at skulle tilføre ekstra kvælstofgødning på halvcirklen, men husk: giv det ad mange gange (5–6 gange i sæsonen) og så fint som muligt.

Endelig kan der være tale om, at der ligger ét eller andet giftigt nedenunder græsplænen. Det kan kun afsløres ved at grave sig derned, men gør det med forsigtighed: brug gummistøvler og -handsker og lad være med at rode for meget rundt med den opgravede jord. Hvis denne mistanke ser ud til at blive bekræftet, må der foretages en jordbundsanalyse, som kan klarlægge, hvad der findes på stedet. Husk at opbevare analyseresultater m.m. til brug ved en eventuel erstatningssag!

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Lynge Naturgødning

Naturgødningskompost, dækbark, muldjord

Havehandel.dk A/s

Skab en flot, tæt og slidstærk græsplæne

ECOstyle A/S

Organisk gødning, nematoder, fælder m.m.

FAUSOL A/S

HORNUM græsfrø: Kvalitets græsblandinger

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Hvad kan være årsagen til dødt græs i græsplænen?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider