Spørg eksperterne

Hvordan holder jeg bænkebiderne væk fra mine tomater?

Jeg er meget glad for de tomater, jeg kan dyrke på en stribe jord mellem terassen og muren. Men det er bænkebiderne også, og de når normalt at komme først, og de starter allerede, når tomaterne er grønne.

Hvordan kan de holdes væk fra tomaterne? Måske skal planterne i potter?

Med venlig hilsen
Bodil Rohde, marts 2002

Svar

Bænkebidere finder man, hvor det er fugtigt og helst også mørkt. Ofte under brædder, sten og lignende steder. De lever af plantedele, som er ved at forrådne. De deltager i nedbrydningen af havens organiske affald, og er som sådan nyttige dyr i haven.

Men de kan af og til også gå i gang med friske plantedele. Det er som regel frugter som agurker, tomater og figner, at de gnaver lidt i.

Hvis vi overvejer det, vi ved om bænkebiderne, er der fire muligheder, som du kan bruge til at minimere skaderne på dine tomater.

Dyrkning i potter

Som du selv foreslår, kan du dyrke dem i potter. Hvis du vælger potter med en glat overflade og forhindrer, at der er anden plantevækst, som bænkebiderne kan bruge som »trappe«, kan du sikkert rent fysisk forhindre dem i at komme op til tomaterne. Man du skal muligvis også sørge for, at de ikke kan komme ind ad de nødvendige huller i bunden af potterne. Læg f.eks. en plade mellem potte og jord.

Jorddække som føde

Hvis bænkebiderne foretrækker plantedele under nedbrydning frem for tomater, burde et godt lag jorddække få dem til at blive nede i jorddækket, hvor der både er føde, fugtighed og mørkt. Men det kan også være, at de simpelthen har smag for tomaterne og går efter dem under alle omstændigheder. Det kan kun afprøves i praksis. Hvis strategien med jorddækket lykkes, er det det letteste, samtidig med at tomaterne vil trives godt med jorddække. Jorddækket vil gøde, mindske fordampningen og dermed nedsætte behovet for vanding.

Indsamling

Du kan mindske antallet af bænkebidere ved at indsamle dem og deportere dem til kompostbunken, hvor der er føde, fugtighed og mørke. Og så håbe, de bliver der. Du kan fange dem ved at udlægge f.eks. nogle gamle vandmættede, gerne halvrådne brædder. Her vil de samle sig under. Eller stil nogle urtepotter fyldt med sammenkrøllet fugtigt avispapir på hovedet i tomatbedet. Du kan så tømme fælderne for bænkebidere en gang dagligt, det vil mindske bestanden.

Skrubtudser og fugle

En god bestand af fugle og skrubtudser vil også kunne nedbringe antallet af bænkebidere til et rimeligt antal.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Forhandlerguide

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

ECOstyle A/S

Nematoder, fælder og midler

Solsikken

Alt til den økologiske have

Revira – det usynlige hegn

Det usynlig hegn mod uønskede dyr.

Robinie.dk – SkovTrup

Beskyt afgrøder med insektnet – bionet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Skadedyr > Hvordan holder jeg bænkebiderne væk fra mine tomater?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider