Spørg eksperterne

Kan kvikgræs bekæmpes med aviser og gødning?

Jeg har læst om at man ved at lægge aviser på et område med meget kvikgræs og derefter dække med tykt lag gødning/kompost skulle kunne bekæmpe kvikgræsset og endvidere dyrke tidlige kartofler i gødningen/komposten.

I artiklen anvendte de hestegødning. Kan man anvende fåregødning i stedet eller eventuelt blande det med hestegødningen, da jeg har adgang til meget fåregødning?

Kan man dyrke kartofler direkte i halvt omsat dyregødning eller skal der tilsættes kompost?

Kan jeg eventuelt dække området med klar plast for at få højere jordtemperatur og dermed få kartoflerne tidligt i jorden, eller bliver temperaturen for høj?

Med venlig hilsen
Berit Nybirk, marts 2003

Svar

Der er flere ting i det, du overveje at gøre, som du skal tage stilling til.

Metoden til at bekæmpe kvik på vil virke, hvis dækket lægges omhygeligt ud, så aviserne overlapper godt, da planterne ellers nok skal finde vej op, hvor der ikke er 10–15 cm overlap. Metoden virker uanset, hvad du dækker med for at holde på aviserne.

Der er et minus ved at bruge aviser frem for plast. Når aviserne begynder at opløses – sikkert næste vinter/forår, så kan solsortene, når de begynder at lede efter orm og andet, i løbet af en formiddag få din have til at ligne en losseplads med små avispapirstykker over det hele. Jeg har prøvet det – og vil ikke bruge aviser igen af den grund.

Hvis du lægger et godt tyk lag husdyrgødning ud, så vil der uværgeligt ske udvaskning af næringsstoffer, og det er ikke så godt, da det ender ude i vores havmiljø og vil være med til at give iltsvind. Derfor er det selvfølgelig godt at dyrke planter, som kan udnytte plantenæringsstofferne, efterhånden som de i løbet af vækstsæsonen bliver frigivet.

Planter gror ikke bedre, jo flere plantenæringsstoffer, de har til rådighed. Faktisk gror de dårligere, hvis koncentrationen bliver for høj. De fleste planter tåler i øvrigt ikke frisk husdyrgødning, men her adskiller kartoflerne sig ved, at man godt kan gøde med frisk husdyrgødning. Det er dog ikke ensbetydende med, at de kan gro i ren hestemøg. For megen kvælstof vil give stor topvækst og ikke tilsvarende mange kartofler.

Desuden skal du tage hensyn til, at kartofler bliver grønne, hvis de får lys, så dækket skal være tykt, så det ikke når at formulde, inden du har brugt kartoflerne. Jeg har hørt om metoden, men aldrig afprøvet den. Men jeg tror, at kartoffelplanten vil placere rødderne ovenpå avislaget. Ellers vil kvikplanterne hurtigt finde vej op, hvis der først er skabt et hul i dækket.

Hvor megen husdyrgødning, du kan anvende, afhænger jo i høj grad af, hvor megen halm, der er i, og hvor omsat det er. Hvis det er faldet sammen og næsten omsat er alle næringsstofferne jo tilgængelige på udbringningstidspunktet. Her bør du kun tilføre en god skovlfuld pr. kartoffeltop.

Det du skal have til det her formål er derimod halmrigt og uomsat gødning. Er det f.eks. meget halmrigt hestemøg, så kan du godt dække med 10–15 cm. Ellers tilsæt halm. Jeg ville nok dække hver kartoffel med et skovlfuld jord/kompost, så kartoffelplanten har noget at etablere rødderne i, indtil dækket falder lidt sammen og bliver gennemvædet af regnvand. Hold i øvrigt øje med, om der er fugtighed under dækket. Der skal megen regn til, førend det når ned. Til gengæld fordamper der næsten ikke noget fra jordoverfladen – men fra planterne.

Du bør ikke bruge hønse- og dyremøg, som har et meget højt kvælstofindhold (1,5%). Fåregødning har også et højere kvælstofindhold (0,8%) end heste-, kvæg- og svinegødning (0,6%).

Der er gode erfaringer med at dyrke kartofler lagt ovenpå en gødet jord og dække med 20–25 cm halm.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

ECOstyle A/S

Effektiv ukrudtsmiddel, hurtigt nedbrudt

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Kan kvikgræs bekæmpes med aviser og gødning?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider