Havenyt uge 30, 2008

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Der er ekstra knald på farverne lige nu, ikke kun i blomsterbedene, men også i køkkenhaven. Og hvis man planter og vælger sorter ud fra ønsket om en farverig have, så er der virkelig muligheder i juli- og augusthaven. Der er både muligheden for det store farverige blomsterbed, at bruge enkelte farver og farvekombinationer, eller at sætte enkelte farveeksplosioner ind midt i en ellers grøn have.

Hele farvepaletten er i brug i blomsterbedet

Blomsterne i juli fylder hele farvepaletten ud: Gule prikbladet fredløs, lilla kattehale, blå riddersporer, gul pragtrøllike, brændende kærlighed, hvide madonnaliljer, lathyrus og stokroser i mange farver, sommersolhat med kæmpestore gule blomster, georginer i mange spraglede farver, meterhøje cosmos i hvid og rødlige nuancer og nattens flotteste den meterhøje natlys med store lysgule blomster – for bare at nævne nogle af de mest iøjefaldende blomster i haven lige nu. Og så er der selvfølgelig alle de mange pragtfulde roser og hortensiaer, for slet ikke at snakke om alle de spraglede sommerblomster.

Havens mange flotte blomster og planter nærmest inviterer til at blive plukket og forvandlet til nogle flotte buketter og dekorationer.

Bøger om blomster fra haven til buketter og dekorationer

Mange af os har masser af flotte blomster og spændende planter i havens bede, men mangler lidt inspiration og kreativitet til at lave flotte buketter og dekorationer, som ligner noget til en million. Men der er hjælp at hente i en hel række nye bøger om blomsterbinding, som er udkommet her i 2008.

De tager alle udgangspunkt i de blomster, som er i haven samtidig, så man kan slå op og finde buketter og dekorationer med højsommerens blomster, som man kan lade sig inspirere af. Man kan også bruge bøgerne den anden vej rundt og finde nye arter og sorter, som er særligt gode til buketter, når man skal plante nyt eller vil etablere en egentlig skærehave.

Forlaget Klematis har lige udgivet bogen Blomster fra haven – dyrkning til buketter og dekoration af Claus Dalby og Hanne Ploug. Her er både flotte buketter og blomsterdekorationer sammensat af Hanne Ploug med blomster fra Claus Dalbys Have. Som titlen siger er bogen både om planterne og at binde dem sammen til flotte årstids buketter og dekorationer.

En farverig køkkenhave

Også i køkkenhaven er der masser af farver, især hvis man har udvalgt sorter efter dette kriterie. På bærfronten er der farveorgie med sorte solbær og solstikbær og skinnende røde og hvide ribs. Nogle æblesorter er ved at begynde at få lidt rød kind, de modne kirsebær er fra gule til røde, og de første blommer er begyndt at modne. Hvis man har plantet tomater med forskellige farver, så er der nu både røde, gule, brunlige og grønlige modne tomater. I krydderurtebedet er det især den røde basilikum, som gør opmærksom på sig selv – på friland får den en dybere rød farve end i drivhuset. Op fra jorden kan man trække de flotteste orange gulerødder. Og rødløg er yderst dekorative, når de er hængt til tørre i bundter under tagudhænget.

Natlys

Om aftenen er det en oplevelse at se natlys folde et nyt hold sart lysegule blomster ud hver aften i løbet af en lille times tid. Natlys kaldes også for klokken otte. Navnet er fra før sommertidens indførsel, så i dag bør den faktisk hedde klokken ni, da det nu er tidspunktet for, at den åbner sine blomster. Næste formiddag visner de, og nye knopper folder sig ud om aftenen. Natlys er toårig og er en af de planter, som sår sig selv villigt, når man først har den i haven. Den er dog let at hakke om, hvor man ikke ønsker at have den. Frøene er godt vinterfoder til fuglene, og de kan i øvrigt bruges på bagværk i stedet for birkes.

Lathyrus skal have fjernet de visne blomster

Lathyrus påkalder sig opmærksomhed med sin fine duft, og her skal man ikke undlade at plukke masser af buketter, for jo flere man plukker, jo flere kommer der. Eller rettere sagt: det er meget vigtigt, at lathyrus ikke får lov til at sætte bælge, da de så holder op med at danne nye blomster. Der er i øvrigt rigtig mange blomster, som blomstrer længere og mere, hvis man fjerner de visne blomster. Det gælder også roser.

Hvis man gerne vil have et vildnis af klatrende ærteblomster, men altid glemmer at få sået dem, så kan man i stedet for etablere nogle af de flerårige ærteblomster. De dufter ikke, men er til gengæld meget livskraftige og kommer sikkert år efter år med et væld af rødlilla eller hvide blomster.

Kirsebærtræer er til de store haver

Hvis man har masser af plads og lyst til at plante træer for at få skygge, så kan man jo overveje at plante kirsebærtræer. Sidst i juli og først i august er det højsæson for både spise- og syltekirsebær. Det er således nu, at man skal ud og smage på sorter, hvis man vil plante sødkirsebærtræer til efteråret. I butikkerne er der som regel ikke sortsnavn på – en rigtig uskik som også gælder jordbær. Hvis man køber sødkirsebær i boder ved vejen, kan man måske få sortsnavnet at vide. Man kan også holde udkig efter nabolagets kirsebær og kan måske få lov til at smage – og være så heldig, at haveejeren kender sorten.

Når man skal plante sødkirsebær, skal man være opmærksom på, at ikke alle kirsebærsorter er selvbestøvende. Hvis man kun har plads til et kirsebærtræ, skal man vælge en selvbestøvende kirsebærsort og har da disse tre gode sorter at vælge imellem: Stella, Sunburst og Sweetheart. Sorter som Ulster, Büttnes Rote og Merton Late skal bestøves af andre sorter og kræver derfor mindst to træer.

Fugle elsker kirsebær, så derfor er det en god ide at overdække dem med net, hvis træet har en sådan størrelse, at det er overkommeligt. Surkirsebær spiser fuglene normalt ikke, førend de er meget modne og mørkerøde, næsten sorte. Det gælder derfor om at plukke dem, lige før de når denne modenhedsgrad. Surkirsebærtræer bliver i øvrigt ikke så store og kan holdes i en passende størrelse ved beskæring.

Kartoffelskimmelvejr

Kartoffelskimmel er i følge Planteinfo.dk endnu kun konstateret i Jylland, først og fremmest i Midtjylland. Det er også her, at risikoen for skimmel er størst i øjeblikket. Kartoffelskimmel danner sporer hurtigere og i større antal, når det er varmt i en fugtig periode. Der er højrisiko (skimmelvejr), når luftfugtigheden er mindst 90% i mindst 10 timer, hvor temperaturen er mindst 10°C.

Du kan læse mere om kartoffelskimmevejr og den aktuelle risiko på Planteinfo.dk under afgrøder/kartofler/kartoffelskimmel.

Hvis man konstateret kartoffelskimmel, skal toppen fjernes øjeblikkelig, hvis kartoffelsorten har en lav resistens mod knoldskimmel. Sava har f.eks. en høj resistens, så her er der minimal risiko for at knoldene let angribes. Hvis kartoflerne er ved at være udvoksede, kan det være en fordel at fjerne toppen nu, da kartofler, som selv visner ned, bliver mindre kogefaste. Med andre ord skal man tage stilling til, om man vil have kogefaste kartofler eller kartofler til mos. Hvis kartoflerne har manglet vand og udbyttet er lille, kan det være en fordel at lade dem vokse videre nogle uger endnu, hvis der ikke kommer skimmelangreb.

Kartoffelskimmel kan også angribe tomater, og det er langt alvorligere, da det kan ødelægge hele høsten. Eneste mulighed er hurtigt at fjerne alle angrebne blade dagligt. Hvis man får en varm og tør periode, kan man være heldig at stoppe angrebet. Det er ved at være en hel del år siden, at vi har haft en sommer, hvor frilandstomater ikke er gået til i kartoffelskimmel. I år ser det foreløbig ud til, at vi når at få i det mindste nogle modne tomater på friland.

Såmajroer og salat som 2. afgrøde

Når man har fået ryddet bede efter høst af tidlige kartofler, løg og ærter og ryddet de jordbærbede, som skal nedlægges, har man pludselig en hel del kvadratmeter til rådighed, hvor der kan plantes nye jordbærplanter ud og sås nye afgrøder. Eller man kan vælge at give jorden en jordforbedringskur ved at løsne jorden grundigt og så en grønafgrøde.

Det er nu allersidste chance for at så salat, hvis man satser på de skal give fuldt udviklede salathoveder i efteråret. Brug igen de sorter, som udvikles hurtigt. Med andre ord de sorter, som først gav salat i foråret. En anden mulighed er at så en række vårsalat til efterårsbrug. Til overvintring sås først i sidste halvdel af august. Man kan også så en række almindelig rucola – men kun en lille række, da det endnu er så tidligt, at man måske kan risikere, at den går i blomst. Først hen i august sås til efterårshøst.

Her sidst i juli er det tid at så majroer til efterårsbrug og vinteropbevaring. Man kan efterhånden købe en hel del forskellige sorter. Kommer man til f.eks. Tyskland og Frankrig kan man finde mange flere sorter, da man her har en meget større tradition for at dyrke og navnlig bruge majroer i madlavningen. Læs mere om dyrkningen i artiklen Majroer

Løg kan med lidt held overvintres som småplanter og give tidligere løg næste år. De kan enten sås nu eller sættes som stikløg i september/oktober.

Orientalske bladgrønsager kan man stadig nå at så, og også her er det næsten en nødvendighed, at der dækkes med fiberdug, hvis man vil kunne høste flotte bladgrønsager som f.eks. pak choi og mizuna. Daikon, som i daglig tale og på grønsagshylderne i supermarkedet hedder kina- eller japanradis, kan man også så nu til høst i sensommeren.

Hvis man har småplanter af grønkål, kan disse stadig plantes ud. Men da de ikke når at blive så store, kan de plantes med 30 cm mellemrum. Har man stadig porrerplanter, kan de også plantes ud og vil give nogle fine små porrer.

En længere sæson for jordbær og hindbær

Hvis man er væk fra haven i sommerferien er det næsten uundgåeligt, at man tager væk, mens der er enten jordbær eller hindbær at høste. Det er derfor en god ide at plante flere sorter, så sæsonen bliver længere. Der findes jordbærsorter, som modner fra midt i juni til omkring 1. august. Desuden er der remonterende sorter af jordbær, som giver en lille høst samtidig med de almindelige sorter og derpå den egentlige hovedafgræde i august og september.

Der findes også en række efterårssorter af hindbær, de fås sorter med gule og røde hindbær. Se mere om hindbærsorter i artiklen Hindbær

Gamle og nye jordbærplanter

Jordbærplanter giver mindre bær med årene. De største bær får man de første 2 år, men udbyttemæssigt giver jordbærplanter normalt også et godt udbytte 3. år. Bærrene er mindre, men har en fin størrelse til at sylte. Jordbærplanter skal rengøres efter bærhøst og de ranker, som ikke skal bruges til nye planter, skal fjernes. Jordbærene gødes efter bærhøsten med et tyndt lag kompost, så de får ny bladvækst og kommer til kræfter ovenpå bærsætning. Gødes der for meget eller først i foråret, sætter jordbærplanterne mange blade og færre blomster og bær.

Jo tidligere man planter de nye jordbærplanter, jo større udbytte vil de give næste år, og i år er jorden oven i købet dejlig fugtig til at plante i.

Man kan bruge udløbere af egne planter til det nye jordbærbed, hvis alle planter i jordbærbedet ser sunde og frodige ud. Udløbere tages fra 1. års jordbær, evt. 2. års. Hvis der er bare nogle enkelte planter, som er små og ikke ser ud til at trives, så køb nye sunde planter. Det er ikke en formue – man får ca. 25 planter for 100 kr. Så kan man også samtidig afprøve nogle af de ny sorter, og ved at plante både tidlige og sene sorter, kan man have jordbær fra midt i juni til 1. august. Hvis man yderligere planter en remonterende jordbærsort, kan man også have jordbær i hele august og september måned.

Egne planter tages til udplantning, når de har slået rod. Man kan evt. grave urtepotter ned i bedet og få planterne til at slå rod her. Men det kræver, at man holder potterne fugtige, da de lettere tørrer ud end jorden i bedet. Til gengæld giver det en mere sikker udplantning.

Jordbær plantes normalt med minimum 50–60 cm afstand mellem rækkerne. Det giver både god luftcirkulation i år med fugtigt vejr og nok lidt færre skimlede bær, og god plads til at gå og plukke bær. Man kan dog vælge at tættere planteafstand, f.eks. 3 rækker på et 120 cm bed, men så skal den miderste række evt. ryddes efter 1. år og senest efter 2. år.

Mellem 1. års jordbær er der god plads til at dyrke en række hvidløg. Hvidløg sættes fra sidst i september og senest midt i oktober. Minusset er, at det er sværere at dække jordbærbedet med net mod fugle – i hvert fald bør man vælge blødnakkede hvidløgssorter og ikke hårdnakkede med stive meterhøje stængler. Man kan også vælge at så en 20 cm bred række med sneglebælg eller jordkløver mellem jordbærrene. Det holder på jordstrukturen vinteren igennem og giver en god jord, når det hakkes om i foråret.

Besøg åbne haver eller inviter selv til åben have

Det er altid sjovt at besøge andres haver. Der arrangeres mange steder i landet åben have i private haver, både af Det danske Haveselskab og forskellige havekredse og private – se vores arrangementskalender. Hvis du har en sjov, smuk, interessant eller spændende have, som du gerne vil vise frem til andre haveinteresserede, så kan du gratis annoncere en Åben havedag her på Havenyt.dk. Du skal blot indsende arrangementet til os.

Sommernummeret af Praktisk Økologi

I vores tidsskrift Praktisk Økologi kan man i sommernummeret for juli og august bl.a. læse en artikel af Torben Thim om roser i køkkenhaven, en mynteartikel af krydderurtegartnerne fra Nielsen&Nielsen, og Gitte Kjeldsen, Danmarks JordbrugsForskning, har skrevet om humlesorter og dyrkning af humle. Der er desuden artikler om at skabe rum til børn i haven, om bekæmpelse af dræbersnegle og om økologiens fremmarch i Cuba. Se indholdsfortegnelsen for Praktisk Økologi 4/2008.

Tidsskriftet får man som medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi, som også står bag Havenyt.dk. Som medlem har man desuden mulighed for at deltage aktivt i havenetværket Havelyst.dk, hvor der er livlig aktivitet, og hvor der på få måneder er oprettet 75 medlemshaver, man kan følge med i.

Her er du: Forsiden > 2008 > Havenyt uge 30, 2008

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider