Måske føler vi os lidt svigtede af sommeren, når solen ikke længere skinner fra en skyfri himmel, men planterne nyder den fugtige jord og lidt skyet vejr. Det er dog ikke hele landet, som er ude af risiko for tørke, men forhåbentlig begunstiges de sidste lokaliteter også med masser af regn i løbet af ugen.
Fugtig jord og regnbyger giver alle de gode danske grønsager som kål, porrer og rodfrugter god tilvækst. Og når bare solen skinner lidt ind imellem, så får vi også masser af dejlige søde tomater, sprøde agurker, søde majs og lækre bønner. August er overflodens tid i køkkenhaven, det er bare at gå ud og vælge.
Krukkeplanterne og måske især dem, som vander dem, kan også godt bruge lidt mindre vandkrævende vejr. Krukkerne er ved at være fyldt til bristepunktet med velvoksne planter, og det betyder hyppig vanding, når solen bager dagen lang. Krukkeplanterne har stadig nogle måneder foran sig, så det er en god ide at overveje, om de skal gødskes.
Pelargonier skal passes både med vand, gødning og nipning af visne blomster, hvis de skal være flotte. Foto: Karna Maj
Havens blomsterflor er på sit højeste lige nu – især sommerblomsterne står allerflottest lige nu. Ofte køber man nye stauder med øjenene, og så bliver det let dem, som blomstrer i de gode plantemåneder i april/maj og september. Hvis man mangler blomster i staudebedet her efter ferien, så se på mulighederne, skriv ned og køb om en måned, når det er plantesæson igen. Hvis man ikke kan vente, så køb bare nu, men husk at holde de nyplantede i fugtig jord den næste gode måneds tid, så de kommer godt i gang.
Men det fugtige vejr giver også gode forhold for udvikling af en række plantesygdomme. Værst går det ud over grønsager, frugt og bær, men også de flotte blomster kan blive grimme og ødelagte af regn.
Lige nu er der nok selv i den mindste have af og til flere afgrøder, end man kan følge med til at spise. Hvis man har en fryser, kan det meste gemmes her til senere brug, men det er vigtigt, at man har styr på, om grønsager skal blancheres før nedfrysning, da det er afgørende for, om de er brugbare. Bønner og ærter skal f.eks. blancheres. Bær kan nedfryses uden blanchering, men drys gerne med lidt sukker, så er det lettere at tage lidt bær fra en pose.
Men det er sjovere at sylte et par glas marmelade, lave et par flasker saft eller kaste sig ud i eddikesyltning af drueagurker eller asier. Man kan også sylte surt med en blanding af løg, agurker, bønner, blomkål, rød peber og gulerødder i en krydret sauce – det kaldes pickles. Pickles er i øvrigt fin at bruge til hjemmelavet remoulade. En anden mulighed er at lave pesto af havens krydderurter.
Hjemmegjort er velgjort og velsmagende og noget helt andet end at købe tingene.
For at være sikker på at få drueagurkerne i en pæn lille størrelse, er det en god ide at høste dagligt eller minimum hver anen dag. Drueagurker kan alt efter sort have forskelligt udseende. Foto: Karna Maj
Stort set i hele landet er der høj risiko for kartoffelskimmel lige nu – der har været et meget højt infektionstryk i sidste uge. Så hold godt øje med kartoffelbedene, hvis de ikke allerede er ramt, og du har måttet toppe kartoflerne af.
Kartoflerne er så langt i deres udvikling nu, at de er store og flotte, så man kan vælge af toppe kartoflerne af forebyggende, så man er sikker på, at knoldene ikke udsættes for skimmelangreb. Kartoflerne skal blive liggende i jorden i ca. 3 uger, inden de tages op. De skal nå at afmodne og danne en god overflade, inden optagning, tørring og opbevaring.
Bekymringen for kartoffelskimmel på det her sene tidspunkt er især, om den angriber de store flotte tomatplanter, som netop er ved at få modne tomater på friland. Her er der god grund til at være på vagt og fjerne alle angrebne blade. I drivhuset kan der også forekomme angreb.
Fugtigt vejr giver uværgeligt småproblemer med rådangreb på både knopper, blomster, blade og frugter.
I drivhuset giver høj luftfugtighed let problemer med skimmel på blade og rådpletter på store peberfrugter, og det er derfor vigtigt at have fuld udluftning. Tomater og agurker kan fint klare åbne vinduer her i august. Døren kan også stå åben, hvis det ikke blæser direkte ind. Luft er vigtigere end et par graders varme mere, når vi er sidst på sommeren.
Luftcirkulationen i drivhuset begrænses af de mange frodige planter, og midt på sommeren risikerer man, at agurkplanterne vokser for vildt i forhold til pladsen, hvis de ikke beskæres konsekvent. Foto: Karna Maj
Selleribladplet kan nærmest eksplodere i et vejr med hyppige regnbyger, da smitten spredes med vandstænk. Der er kun et at gøre: Fjerne angrebne blade effektivt fra køkkenhaven.
Igen i år er der angreb af gitterrust på pæretræernes blade. Gitterrust er en svamp, der lever skiftevis på pære og enebær. De orange pletter er ikke til at tage fejl af. Du kan læse mere i artiklen Gitterrust/pæregitterrust.
Fremspirende ukrudt er kun et problem, hvis det får lov til at blive stort. Det ødelægges let ved hakning og kultivering, hvis det sker i kimbladestadiet.
I rækker med grønsager kan man kvæle kimplanter ved hypning, og det kan bruges ved langt de fleste afgrøder i køkkenhaven. Dog ikke knoldselleri, agurker, græskar og jordbær. Lige nu er det en god ide at hyppe jord op omkring gulerødderne, da der forhindrer grønnakkede gulerødder og gør det sværere for gulerodsfluen at lægge æg i bede, som ikke er dækket med net. Også i porrerækkerne er det en god ide at hyppe, da det giver længere hvidt skaft, men ikke væsentlig længere skaft. Vil man have porrer med langt skaft, skal man købe sorter med denne egenskab, og de langskaftede sorter er som regel sommerporrer.
Man får en udsøgt snaps ved at lade grønne valnødder trække i neutral snaps i min. 3 måneder. Det er lige nu, at det er tid at høste et par grønne valnødder hertil. De skal være på størrelse med en stor hasselnød, når de høstes, og de skal høstes senest 15. august. I år er de store nok allerede.
Hvis man ikke selv har valnødder i haven, kan man sikkert få lov til at høste et par på et træ i nabolaget, hvis man spørger pænt. Bor man i de dele af landet, hvor valnøddetræer ikke trives, er det straks sværere. Måske har man forbindelser i de sydlige og østlige egne, så man kan få sendt nogle stykker. Der er mange opskrifter at finde på nettet – f.eks. hos Forenede Dram Bryggere.
Der er mange andre spændende urter og bær at lave snaps på, som man givet kan finde i egen have eller den stedlige natur – se årstidsartikler om snaps og bjesk.
Mange drømmer om lave buksbomhække rundt om blomsterbede og urtebede, og så kan det godt betale sig selv at lave planterne. Buksbom stikkes i august–september i sandblandet jord med sand øverst, enten i kasser eller direkte på bede.
Stiklingerne klippes 8–12 cm lange, og bladene fjernes på den nederste tredjedel af stiklingen. Dæk med hvid plast eller et par lag fiberdug. Stiklingerne skal stå et skygget sted. Til forår begynder planterne at slå rod og kan plantes ud i rækker eller i potter til næste efterår eller næste forår igen.
Der findes flere arter af buksbom. Det er en rigtig god ide at tage alle stiklingerne fra en busk, hvis man skal lave en hæk af dem, da man så er sikker på, at hækken bliver ensartet at se på.
Stiklingeformering er den letteste måde af formere en lang række arter. Det kræver bare, at man gør det på det rette tidspunkt. Lige nu kan man f.eks. stiklingeformere salvie. Riv et skud af med hæl – det er det udtryk, man bruger for, at man river skuddet af en mere forveddet gren og får en lille stykke med af grenen. Skuddet sættes i en sandblandet jord og med 1 cm sand øverst. Sæt en hvid plastpose over og sæt potten eller kassen med stiklingerne et sted i skyggen. Man kan let se, om det lykkes, da de sætter nye skud, når stiklingen har dannet rod.
Vejret er perfekt til at plante nye jordbærplanter ud i med lidt regn hen over ugen. Men det kan knibe med, at de har slået rod endnu, hvis man satser på egne planter. Husk kun at bruge egne planter, hvis de er sygdomsfrie. Når man har taget de jordbærplanter, som man skal bruge, renses bedet for ukrudt og udløbere og gødskes, så planterne kommer i god vækst igen. Jordbær skal ikke gødskes for kraftigt, da kan give for frodig vækst og for få bær.
Udløberne har brug for fugtig jord, når de skal slå rod. Foto: Karna Maj
Jordbær plantes normalt med minimum 50–60 cm afstand mellem rækkerne. Det giver både god luftcirkulation i år med fugtigt vejr og nok lidt færre skimlede bær, og god plads til at gå og plukke bær. Man kan dog vælge at tættere planteafstand, f.eks. 3 rækker på et 120 cm bed, men så skal den miderste række evt. ryddes efter 1. år og senest efter 2. år. Bedet skal forberedes grundigt, og gerne tllføres kompost, da planterne skal vokse her i 2–3 år. Efter plantning holdes bedet fugtigt, indtil planterne er kommet i god vækst.
Mellem 1. års jordbær er der god plads til at dyrke en række hvidløg. Hvidløg sættes fra sidst i september og senest midt i oktober. Minusset er, at det er sværere at dække jordbærbedet med net mod fugle – i hvert fald bør man vælge blødnakkede hvidløgssorter og ikke hårdnakkede med stive meterhøje stængler. Man kan også vælge at så en 20 cm bred række med sneglebælg eller jordkløver mellem jordbærrene. Det holder på jordstrukturen vinteren igennem og giver en god jord, når det hakkes om i foråret.
Allerede nu er der efterhånden høstet en del afgrøder. Det giver mulighed for at så grøngødning i haven. Og netop nu er vejret med til at bredså grøngødning på fugtig jord og måske med lidt regn i de kommende dage. Eller måske så rækker med f.eks. moderatvoksende kløverarter, f.eks. jordkløver, eller sneglebælg ind mellem rækker med grønsager.
Hvis man har bygget nyt hus, kan det også være en god start at så jorden midlertidig til med grøngødning, som bare kan fjernes, når man har fået lavet en plan for haven og skal til at plante.
Hvis jorden ikke er særlig god, er det en god ide at give den en jordforbedringskur. En jordforbedringskur virker dels ved den direkte løsnende jordbearbejdning, dels ved at rødderne gennemvæver jorden og endelig ved, at jorden tilføres en mængde organisk stof, når den store grønmasse indmuldes sent efterår eller formulder efter nedfrysning.
På en almindelig god havejord er der ikke brug for at give en jordforbedringskur. Men jorden indeholder stadig mange næringssalte, som udvaskes med regnen, hvis der ikke er planter til at optage dem. De udvaskede næringsstoffer går haven glip af. Og når de udvaskes til havmiljøet, er de med til at skabe efterårets iltsvind. Det er derfor en særdeles god ide at så en efterafgrøde, som kan optage og oplagre plantenæringsstofferne vinteren over. En mindre del af grøngødningen kan være kvælstofsamlende planter, så man ikke kun opsamler næringstoffer, men også tilfører haven ny ressourcer af kvælstof.
Her er sået en efterafgrøde med vintervikke, honningurt og havre. Havren og honningurten ødelægges af frosten, mens vintervikken overvintrer, men er let at hakke om i foråret. Foto: Karna Maj
Hvis man har klippet sine løvfældende hække tidligt i juni, så trænger de måske til at blive klippet igen. Nogle klipper altid hækken to gange. Andre gør det efter behov. Se på hækken – det afhænger meget af, hvilken slags hæk, man har i haven. Det er vigtigt at klippe anden gang så tidligt, at nye skud når at afmodne inden vinter.
Det er vigtigt at beskære vinplanten hen over sommeren, så der kommer lys og luft til vindruerne, som ser meget lovende ud i år. Her en ukendt sort med meget små, men søde kernefri druer. Foto: Karna Maj
Både bier og sommerfugle er vilde med lavendel. Det er derfor en god ide at få fat i lavendler med lidt forskudt blomestringstidspunkt. Foto: Karna Maj
Rødbeder og de andre rodfrugter kan godt lide regnvejr og fugtig jord. Foto: Karna Maj
Ribsene er røde og plukkemodne og fine til rysteribs. Ribssaft slukker tørsten godt, og så er den uundværlig til hjemmelavet rødkål. Foto: Karna Maj
Har du ikke nået at få spist alle ærter, inden de blev overmodne, så høst dem, lige inden bælgene åbner sig og gem frøene til at så næste forår. Foto: Karna Maj
Når jorden pludselig bliver meget våd, kan de store modne tomater på friland sprække. Brug dem med det samme, inden der kommer mugangreb i revnerne. Foto: Karna Maj
De grønne umodne valnødder kan bruges til at lave en udsøgt kryddersnaps på. Foto: Karna Maj
Purpursolhat er en af de gode sensommerstauder, som begynder sin langvarige blomstring sidst i juli. Foto: Karna Maj
Sådan ser en stikling med hæl ud – salvie kan lige nu formeres ved hælstiklinger. Foto: Karna Maj
Anisisop findes både i en hvid og en lilla udgave, og den er også en god insektplante. Foto: Karna Maj
De tidlige sorter af knudekål er nu så store, at man kan servere knudekål for familien. Foto: Karna Maj
Lyserøde cosmos lyser op i haven på de meterhøje stængler. Foto: Karna Maj
Sommerhvidkålene er store, sprøde og saftige, men det store flotte kål kan være sprækket næste dag, hvis der pludselig er meget vand i jorden.