Havenyt uge 31, 2011

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Fugtig jord og hyppige regnbyger giver alle de gode danske grønsager som kål, porrer og rodfrugter god tilvækst. Og når solen og varmen tilmed kommer forbi, så får vi også masser af dejlige søde tomater, sprøde agurker og lækre bønner. August er overflodens tid i køkkenhaven, det er bare at gå ud og vælge.

Blomkål Trevi F1 har et limegrønt hoved.

Det er svært at få blomkål til at lykkes, men her er en våd sommer en god hjælp – sammen med en velgødet jord. Sorten er den limegrønne Trevi F1. Foto: Karna Maj

Krukkeplanterne er forslugne, og der er nok at gøre med vandkanden. Krukkerne er ved at være fyldt til bristepunktet med velvoksne planter, og det betyder hyppig vanding, når solen bager dagen lang. Sommerblomsterne har stadig nogle måneder foran sig, så det er en god ide at overveje, om de skal gødskes, enten topdresses eller vandes med gødningsvand.

Havens blomsterflor er på sit højeste lige nu – især sommerblomsterne står allerflottest i de kommende uger. Ofte køber man nye stauder med øjnene, og så bliver det let købt flest af dem, som blomstrer i de gode plantemåneder i april/maj og september. Hvis man mangler blomster i staudebedet her efter ferien, så se på mulighederne, skriv ned og køb om en måned, når det er plantesæson igen. Hvis man ikke kan vente, så køb bare nu, men husk at holde de nyplantede i fugtig jord den næste gode måneds tid, så de kommer godt i gang.

Kålsommerfugl

Kålsommerfuglen på besøg i havens orange stolte kavalerer – Cosmos bipinnatus Bright Lights. Foto: Karna Maj

Den regnrige juli med 113 mm nedbør, og ikke mindst den fugtigvarme luft, vi har lige nu, giver gode forhold for udvikling af en lang række plantesygdomme. Værst går det ud over grønsager, frugt og bær med sygdomsangreb, mens de flotte blomster kan blive grimme og ødelagte af regn. Men fortvivl ikke, der springer nye blomster ud, og går der f.eks. skimmel i tomaterne, så kan man stadig nå at så f.eks. en række salat, lidt spinat, dild, pak choi eller rucola i stedet for. Eller man kan så en grønafgrøde for at gøre jorden bedre eller binde næringsstofferne.

Rådproblemer i fugtig vejr

Fugtigt vejr giver uværgeligt småproblemer med råd- og skimmelangreb på både knopper, blomster, blade og frugter, især hvis de allerede er beskadigede.

I drivhuset giver høj luftfugtighed let problemer med skimmel på blade og rådpletter på store peberfrugter, og det er derfor vigtigt at have fuld udluftning. Tomater og agurker kan fint klare åbne vinduer her i august. Døren kan også stå åben, hvis det ikke blæser direkte ind. Luft er vigtigere end et par graders varme mere, når vi er sidst på sommeren.

Høj risiko for kartoffelskimmel

Stort set i hele landet er der høj risiko for kartoffelskimmel lige nu – der har været et meget højt infektionstryk i den sidste uges tid. Så hold godt øje med kartoffelbedene, hvis de ikke allerede er ramt, og du har måttet toppe kartoflerne af.

Kartoflerne er så langt i deres udvikling nu, at de er store og flotte, så man kan vælge af toppe kartoflerne af forebyggende, så man er sikker på, at knoldene ikke udsættes for skimmelangreb. Kartoflerne skal blive liggende i jorden i ca. 3 uger, inden de tages op. De skal nå at afmodne og danne en god overflade, inden optagning, tørring og opbevaring.

Bekymringen for kartoffelskimmel på det her sene tidspunkt er især, om den angriber de store flotte tomatplanter, som netop er ved at få modne tomater på friland. Her er der god grund til at være på vagt og fjerne alle angrebne blade. I drivhuset kan der også forekomme angreb – her gælder det om at have maksimal udluftning.

Hvis frilandstomaterne angribes på mange blade, så er det ofte det mest fornuftige at fjerne alle blade og håbe, at frugterne ikke er nået at blive smittet. Er stænglen angrebet, så fjernes hele planten øjeblikkelig, og evt. store grønne og farvede frugter plukkes af og lægges i en kasse til eftermodning.

Tomatblade med kartoffelskimmel

Dagens høst af nye tomatblade angrebet af kartoffelskimmel. Foto: Karna Maj

Selleribladplet

Selleribladplet kan nærmest eksplodere i et vejr med hyppige regnbyger, da smitten spredes med vandstænk. Der er kun et at gøre: Fjerne angrebne blade effektivt og væk fra køkkenhaven. Gør man det effektivt hver eller hveranden dag, kan man stoppe angrebet.

Persillebladplet

Persillebladplet ligner selleribladplet i miniudgave. Her er det nærmest små prikker, og det er som ved selleribladplet de ældre blade, der angribes. Fjerne angrebne blade. Bredbladet persille angribes ofte mere end kruspersille.

Løgskimmel

Er løgene angrebet af løgskimmel, er det vigtigt at sørge for en ekstra omhyggelig tørring. Og alt plantemateriale skal væk fra haven, da det ellers kan smitte næste års løgafgrøde. Løgskimmel går også på pibeløg og forårsløg.

Skurv på æbler og pærer

Den fugtige sommer har givet gode udviklingsmuligheder for svampen, som forårsager skurv, og derfor ser vi allerede nu meget angrebne æbler og pærer. Æbleskurv angriber kun æbletræer, men der findes en tilsvarende som angriber pære. Hvis frugterne allerede nu er meget angrebne, er det en god ide at fjerne dem, så træet kan bruge energien til at andre ikke angrebe eller mindre angrebne æbler kan blive større. Tynd evt. ud i grenene, så der kommer mere luft ind i træets krone. Når man skal plante nye træer, er det en god ide at fravælge sorter, som er kendt for at få skurv.

Æbler angrebet af skurv

Enkelte skurvpletter på et æble er ikke noget problem, men er æblerne så angrebne allerede nu, så er det normalt bedst at fjerne dem. Foto: Karna Maj

Gitterrust på pæretræernes blade

Gitterrust er en svamp, der lever skiftevis på bladene af pære og enebær. De orange pletter er ikke til at tage fejl af. Du kan læse mere i artiklen Gitterrust/pæregitterrust.

Gul monilia på blommer og æbler

Det fugtigvarme vejr får antallet af rådne frugter på frugttræerne til at eksplodere. Især blommetræer med modne blommer er hårdt angrebet af gul monilia. Sørg for at fjerne angrebne frugter, så de ikke tørrer ind til mumier og smitter næste års blommer.

Fremspirende ukrudt

Fremspirende ukrudt er kun et problem, hvis det får lov til at blive stort. Det ødelægges let ved hakning og kultivering, hvis det sker i kimbladestadiet.

I rækker med grønsager kan man kvæle kimplanter ved hypning, og det kan bruges ved langt de fleste afgrøder i køkkenhaven. Dog ikke knoldselleri, agurker, græskar og jordbær. Lige nu er det en god ide at hyppe jord op omkring gulerødderne, da der forhindrer grønnakkede gulerødder og gør det sværere for gulerodsfluen at lægge æg i bede, som ikke er dækket med net. Også i porrerækkerne er det en god ide at hyppe, da det giver længere hvidt skaft, men ikke væsentlig længere skaft. Vil man have porrer med langt skaft, skal man købe sorter med denne egenskab, og de langskaftede sorter er som regel sommerporrer.

Det har bare været enormt svært i juli i år at finde et par tørre dage til at få taget ukrudtet i opløbet. Resultatet er bede med masser af ukrudt, som nu skal håndluges og fjernes fra bedet, da det ellers gror igen i den fugtige jord. Og der er udsigt til nye dage med regn sidst på ugen.

Rødbeder og fremspirende ukrudt

Rødbeder af sorten Bulls Blood har røde blade, og her får man let øje på, hvor meget grønt ukrudt, der er kommet alt for godt i gang i bunden af bedet. Til højre i billedet blå isop, til venstre koriander i blomst. Her skal luges! Foto: Karna Maj

Grønne valnødder til snaps

Man får en udsøgt snaps ved at lade grønne valnødder trække i neutral snaps i min. 3 måneder. Det er lige nu, at det er tid at høste et par grønne valnødder hertil. De skal være på størrelse med en stor hasselnød, når de høstes, og de skal høstes senest 15. august. I år er de ved at være store nok allerede.

Hvis man ikke selv har valnødder i haven, kan man sikkert få lov til at høste et par på et træ i nabolaget, hvis man spørger pænt. Bor man i de dele af landet, hvor valnøddetræer ikke trives, er det straks sværere. Måske har man forbindelser i de sydlige og østlige egne, så man kan få sendt nogle stykker. Der er mange opskrifter at finde på nettet – f.eks. hos Forenede Dram Bryggere.

Der er mange andre spændende urter og bær at lave snaps på, som man givet kan finde i egen have eller den stedlige natur – se årstidsartikler om snaps og bjesk.

Stiklingeformering af buksbom

Mange drømmer om lave buksbomhække rundt om blomsterbede og urtebede, og så kan det godt betale sig selv at lave planterne. Buksbom stikkes i august–september i sandblandet jord med sand øverst, enten i kasser eller direkte på bede.

Stiklingerne klippes 8–12 cm lange, og bladene fjernes på den nederste tredjedel af stiklingen. Dæk med hvid plast eller et par lag fiberdug. Stiklingerne skal stå et skygget sted. Til forår begynder planterne at slå rod og kan plantes ud i rækker eller i potter til næste efterår eller næste forår igen.

Der findes flere arter af buksbom. Det er en rigtig god ide at tage alle stiklingerne fra en busk, hvis man skal lave en hæk af dem, da man så er sikker på, at hækken bliver ensartet at se på.

Stiklingeformering af salvie

Stiklingeformering er den letteste måde af formere en lang række arter. Det kræver bare, at man gør det på det rette tidspunkt. Lige nu kan man f.eks. stiklingeformere salvie. Riv et skud af med hæl – det er det udtryk, man bruger for, at man river skuddet af en mere forveddet gren og får en lille stykke med af grenen. Skuddet sættes i en sandblandet jord og med 1 cm sand øverst. Sæt en hvid plastpose over og sæt potten eller kassen med stiklingerne et sted i skyggen. Man kan let se, om det lykkes, da de sætter nye skud, når stiklingen har dannet rod.

Plante jordbær nu eller senere

Vejret er perfekt til at plante nye jordbærplanter ud i med lidt regn hen over ugen. Men det kan knibe med, at de har slået rod endnu, hvis man satser på egne planter. Husk kun at bruge egne planter, hvis de er sygdomsfrie. Når man har taget de jordbærplanter, som man skal bruge, renses bedet for ukrudt og udløbere og gødskes, så planterne kommer i god vækst igen. Jordbær skal ikke gødskes for kraftigt, da kan give for frodig vækst og for få bær.

Jordbær plantes normalt med minimum 50–60 cm afstand mellem rækkerne. Det giver både god luftcirkulation i år med fugtigt vejr og nok lidt færre skimlede bær, og god plads til at gå og plukke bær. Man kan dog vælge at tættere planteafstand, f.eks. 3 rækker på et 120 cm bed, men så skal den miderste række evt. ryddes efter 1. år og senest efter 2. år. Bedet skal forberedes grundigt, og gerne tllføres kompost, da planterne skal vokse her i 2–3 år. Efter plantning holdes bedet fugtigt, indtil planterne er kommet i god vækst.

Mellem 1. års jordbær er der god plads til at dyrke en række hvidløg. Hvidløg sættes fra sidst i september og senest midt i oktober. Minusset er, at det er sværere at dække jordbærbedet med net mod fugle – i hvert fald bør man vælge blødnakkede hvidløgssorter og ikke hårdnakkede med stive meterhøje stængler. Man kan også vælge at så en 20 cm bred række med sneglebælg eller jordkløver mellem jordbærrene. Det holder på jordstrukturen vinteren igennem og giver en god jord, når det hakkes om i foråret.

Så grøngødning på de afhøstede arealer

Allerede nu er der efterhånden høstet en del afgrøder. Det giver mulighed for at så grøngødning i haven. Og netop nu er vejret med til at bredså grøngødning på fugtig jord og måske med lidt regn i de kommende dage. Eller måske så rækker med f.eks. moderatvoksende kløverarter, f.eks. jordkløver, eller sneglebælg ind mellem rækker med grønsager.

Hvis man har bygget nyt hus, kan det også være en god start at så jorden midlertidig til med grøngødning, som bare kan fjernes, når man har fået lavet en plan for haven og skal til at plante.

Hvis jorden ikke er særlig god, er det en god ide at give den en jordforbedringskur. En jordforbedringskur virker dels ved den direkte løsnende jordbearbejdning, dels ved at rødderne gennemvæver jorden og endelig ved, at jorden tilføres en mængde organisk stof, når den store grønmasse indmuldes sent efterår eller formulder efter nedfrysning.

På en almindelig god havejord er der ikke brug for at give en jordforbedringskur. Men jorden indeholder stadig mange næringssalte, som udvaskes med regnen, hvis der ikke er planter til at optage dem. De udvaskede næringsstoffer går haven glip af. Og når de udvaskes til havmiljøet, er de med til at skabe efterårets iltsvind. Det er derfor en særdeles god ide at så en efterafgrøde, som kan optage og oplagre plantenæringsstofferne vinteren over. En mindre del af grøngødningen kan være kvælstofsamlende planter, så man ikke kun opsamler næringstoffer, men også tilfører haven ny ressourcer af kvælstof.

Blomsterkarse

Landløber er også en god plante til at dække havens jord i sensommeren. Den har ikke jordforbedrende evne, men smuk er den, og insekterne er vilde med den. Den tilhører kålslægten og kållarverne æder gerne bladene, så den kan blive helt ribbet. Foto: Karna Maj

Klip hækken anden gang i august

Hvis man har klippet sine løvfældende hække tidligt i juni, så trænger de måske til at blive klippet igen. Nogle klipper altid hækken to gange. Andre gør det efter behov. Se på hækken – det afhænger meget af, hvilken slags hæk, man har i haven. Det er vigtigt at klippe anden gang så tidligt, at nye skud når at afmodne inden vinter.

Syltning og frysning af overskuddet fra haven

Lige nu er der nok selv i den mindste have af og til flere afgrøder, end man kan følge med til at spise. Hvis man har en fryser, kan det meste gemmes her til senere brug, men det er vigtigt, at man har styr på, om grønsager skal blancheres før nedfrysning, da det er afgørende for, om de er brugbare. Bønner og ærter skal f.eks. blancheres. Bær kan nedfryses uden blanchering, men drys gerne med lidt sukker, så er det lettere at tage lidt bær fra en pose.

Men det er sjovere at sylte et par glas marmelade, lave et par flasker saft eller kaste sig ud i eddikesyltning af drueagurker eller asier. Man kan også sylte surt med en blanding af løg, agurker, bønner, blomkål, rød peber og gulerødder i en krydret sauce – det kaldes pickles. Pickles er i øvrigt fin at bruge til hjemmelavet remoulade. En anden mulighed er at lave pesto af havens krydderurter.

Hjemmegjort er velgjort og velsmagende og noget helt andet end at købe sig til tingene. Især hvis man tør eksperimentere med at bruge havens krydderrurter og mange grønsager i nye kombinationer. Og man kan næsten ikke få for meget af havens overflod på glas – det er altid gode værtindegaver, eller de kan gemmes til jule- eller fødselsdagsgaver til familie og gode venner. Forsyn glassene med fine etiketter, hvor modtageren kan læse, at indholdet er hjemmeavlet i din have. Man skal være stolt af sine gode produkter.

Her er du: Forsiden > 2011 > Havenyt uge 31, 2011

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider