Havenyt uge 42, 2013

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Vi har længe undgået nattefrosten, men nu er der igen risiko for at der kommer nattefrost natten mellem fredag og lørdag. Risikoen er størst de indre dele af af landet, men husk at de lovede temperaturer er i 2 m højde, så der kan godt komme frost i jordhøjde, selv om der forudsiges nogle få grader over frysepunktet. Vi er derfor alle nødt til at tage frostrisikoen alvorligt og følge med i vejrudsigten.

Inden der kommer nattefrost, er det en god ide at få høstet græskar, som bestemt ikke har godt af at være ude længere, medmindre de endnu ikke er modne. Umodne græskar kan man dække mod nattefrosten. De modne skal ind og eftermodne i varme. Tomater, chilier og agurker bør man også høste de modne af, selv om det er i drivhuset. Bønner og majs tåler heller ikke frost. Salathoveder tåler ikke frost, så her bør der dækkes. Det gælder også bladselleri, som man kan have i god kvalitet til jul, hvis de dækkes omhyggeligt ved udsigt til nattefrost. Med andre ord, så skal alle stykker fiberdug og andet i brug ved udsigt til nattefrost – og der bliver brug for det flere gange i løbet af efteråret, så lad det bare ligge klar på stedet. Det giver den bedste beskyttelse at hæve fiberdugen over afgrøden ved hjælp af buer, men fiberdug kan god lægges direkte på planterne, især hvis der er to lag.

Tomater i drivhus i oktober

Der er stadig tomater, der modner i drivhuset, men en enkelt frostnat kan ødelægge tomaterne. Pluk de modne, evt. også de orange, som kan eftermodnes. De grønne modner dårligt og kommer aldrig til at smage helt godt, så efterlad dem evt. og håb på at det ikke bliver frost. Foto: Karna Maj

I blomsterhaven kan man overveje at plukke et par store flotte buketter med sommerblomster og georginer, da evt. frost vil ødelægge dem. Men det er også lidt ærgerligt at fjerne alle de smukke blomster, hvis frosten springer haven over i denne omgang. Krukkeplanter kan pakkes ind i fiberdug, mindre krukker flyttes ind.

Hvis man er så heldig at have efterårsferie i denne uge, er der mange gøremål i haven ud over at få frostsikret haven – der skal bl.a. plukkes vinteræbler og sættes hvidløg. Det bliver lidt vådt og ret blæsende et par dage, men også dage med sol. Den bedste taktik på denne årstid, er at flytte indsatsområdet lidt rundt efter solstrejfene og finde de steder, hvor der er læ i haven. Måske skal der plantes mere læ nogle steder eller indrettes små hyggekroge med efterårssol og -læ. Om efteråret er der ofte ikke længere sol der, hvor der var midt på sommeren – solen står stadigt lavere på himlen, og træerne har endnu blade og kaster lange skygger.

Ingrid marie æbler ved modenhed

Ingrid Marie æblerne hænger mørkerøde af sommerens sol, mens bladene bliver lysere dag for dag og snart daler ned. Foto: Karna Maj

Cykle- eller gåture i efterårsskoven er også en mulighed. Træer og buske har endnu de fleste blade i behold, så der er dejlig læ. Skoven er så småt ved at komme i efterårsfarver, og landskabet står i afdæmpede lyse grønne nuancer, som kan give mindelser om lysegrønne forårsskove, og så alligevel ikke – der mangler friskheden. Det er dog kun nogle arter, der har dette lysegrønne, lidt gennemskinnelige løv, løvet på mange andre er allerede rødt, gult og brunt. Der er i år også rigtig mange fine svampe, som man kan nyde synet af, og de spiselige kan man tage med hjem til fortæring.

Hvilke planter kan ikke tåle nattefrost?

De planter, der ikke tåler frost overhovedet, er tomater, græskar, squash, agurker, chili, mange sommerblomster, dild, bønner, bladselleri, knoldfennikel, majs, salat. De samme som i foråret skal plantes sent af hensyn til frostrisiko. Desuden de mere eksotiske krydderurter – se nedenfor. Alle disse skal enten høstes eller overdækkes mod frost. Da jorden stadig er varm, vil to lag fiberdug være beskyttelse nok for lave planter. Hos blomsterne gør selv let frost det bl.a. af med georginer, landløber og flittiglise, som slet ikke tåler frost. Enkelte sommerblomster overlever mere eller mindre den første lette nattefrost.

Der er også en række afgrøder, som ikke tåler frost, men som kan tåle let nattefrost. Her må man vurdere ud fra DMI og sit lokalkendskab, hvor hårdt nattefrosten vil slå til, om der skal dækkes eller ej. Her er der tale om afgrøder som hovedkål, sommerporrer, æbler, druer, pærer og blommer. De sidstnævnte kan tåle lidt frost på grund af deres høje sukkerindhold, men pluk dem, hvis de er modne nok. Sene æbler er ikke plukkemodne endnu, så de må blive på træet. Kartofler, som endnu ikke er taget op, klarer også nattefrost – jorden er jo endnu varm.

De afgrøder, der kan tåle nattefrost uden problemer, er grønkål, rodfrugter, vinterporre, knudekål, savoykål, knoldselleri, persille. Først når der bliver udsigt til mere vedvarende frost, behøver man at dække gulerødder, selleri og persillerødder – eller tage dem op. Lige nu sidder de beskyttet i en lun jord og med top hen over. Selleri skal man dog overveje at dække op omkring knoldene, hvis der loves hård nattefrost.

Knoldfennikel tåler ikke frost

Knoldfennikel kan måske godt tåle ganske let nattefrost, men dæk for en sikkerheds skyld. Det er ærgerligt, at efterårets lækre knoldfennikel ødelægges af frost. Foto: Karna Maj

Høst og opbevaring af græskar

Squash kan ikke opbevares andet end i kort tid, mens man kan opbevare vintergræskar, f.eks. Hokkaido, til langt hen på vinteren. Men det kræver, at de høstes modne, eftermodnes og opbevares ved en korrekt temperatur. Vintergræskar skal have dannet en hård skal – om de er modne nok til at høste ses bedst på stænglen, som skal være tør. Det er vigtigt, at de høstes med stilkstykket på græskarret. Løft ikke i stilken, da den let brækker af.

Vask evt. jord af og sæt dem til eftermodning i ca. 10 dage et varm sted, gerne 25° C. F.eks. i et fyrrum, i sydvendt vindueskarm, ved siden af brændeovnen. Derefter flyttes de til et rum med en temperatur på ca. 12° C. Holdbarheden bliver kortere, hvis græskarrene udsættes for temperaturer under 10° C og over 15° C. Korrekt opbevaret kan de opbevares til i februar–marts. Men græskar kan pludselig begynde at rådne, så sørg for både et vandtæt og et sugende underlag og tjek dem jævnligt.

Hvad gør vi ved de mange frostfølsomme planter?

Udsigten til nattefrost, giver store problemer i vore haver, da udbuddet af planter, som ikke kan tåle frost stiger – og vi synes ikke problemet er så stort i maj måned. Det finder vi nok ud af, tænker vi, når vi køber ind.

Men nu står vi der. Der er tre muligheder: Planterne får lov at dø en stille død, og vi køber nogle nye næste forår. Vi forsøger at beskytte dem bedst muligt ved at bruge drivhus, udhuse, udestuer og vindueskarme. Hvis planterne er store, så er et plantehotel måske eneste mulighed.

Det er vigtigt at have udtænkt en handlingsplan på forhånd.

Krukkeplanter i vinterhalvåret

Dyrkning af flerårige planter i krukker og potter er blevet meget populært, men det kræver en hel del arbejde, også ud over vanding og gødskning. Hvis man vil være sikker på, at planterne overlever vinteren, skal planternes rodsystem beskyttes. Det gør man bedst ved at tage rodklumpen op og grave den ned i jorden. Den kan så sættes tilbage i potten i foråret, hvor der samtidig kan tilføres kompost og måske gives en større krukke.

Det afhænger helt af art, hvor og hvornår rodklumpen skal graves ned. Hvis planten normalt tåler klimaet på friland, er det godt nok at grave den ned på friland, men gerne et beskyttet sted, f.eks. langs en mur. Er det en mere sart art, kan man grave den ned i drivhuset. De mere hårdføre arter, kan man vente med at grave rodklumpen ned, til der er udsigt til dagsfrost eller i november – vi vil jo gerne have, at krukkerne ser pæne ud længst muligt.

Alternativt kan man forsøge at isolere potten mod kuldepåvirkninger. F.eks ved at stille dem i plastsække og fylde op uden om potten med isolerende materiale som vissent løv, halm, tørt ålegræs m.m. I hårde vintre er det dog ikke lige så godt som at nedgrave potteklumpen. Potterne skal desuden være frostsikre for at man kan vælge den løsning. Hvis man vælger denne løsning, skal man også passe potterne med vand mere omhyggeligt, end hvis rodklumpen er nedgravet i jorden.

Vinteropbevaring på plantehotel

Hvis man har planter, der ikke tåler frost, så er der to muligheder. Enten skal krukken med planten tages ind og opbevares frostfrit, eller også må man indstille sig på, at der skal købes ny plante næste år.

Har man store planter, som man gerne vil bevare, og ikke selv mulighed for frostfri opbevaring, er der flere steder i landet mulighed for at købe plads hos professionelle gartnere, der har indrettet plantehoteller til vinteropbevaing af alle de mange store planter, som er blevet købt i de seneste år. Prisen herfor ligger typisk på omkring 500 kr pr. m² (incl.moms). Nogle steder er der mulighed for at få aftale om at få hentet og bragt planter til opbevaring. Nogle steder tilbydes beskæring, gødskning og bekæmpelse af sygdomme og skadedyr.

De frostfølsomme krydderurter

Det et er en god ide at overveje, hvordan de forskellige krydderurter klarer vinteren. Arter, som slet ikke tåler frost, er man nødt til tage ind i en frostfri vindueskarm, udestue eller udhus. Det gælder f.eks. rosmarin, laurbær og citronverbena. Andre kan man nøjes med at slå ind i drivhuset – det gælder også rosmarin og laurbær, hvis vinteren bliver mild og de beskyttes med fiberdug. Og atter andre klarer fint vinteren på friland.

Hvis man bor i de meget milde dele af Danmark kan man vælge at satse på, at f.eks. rosmarin og laurbær overlever vinteren derude, hvis de er plantet i en veldrænet jord og står et beskyttet sted. De sidste vintre har det dog betydet, at planterne er gået til

Pluk æbler i egen have eller i pluk selv-plantager

Efterår og æbler hører sammen, og efterårsferien kan også bruges til at sørge for at få plukket havens æbler og de sidste pærer sikkert ned i kasser. Men ikke før de er plukkemodne. Det en god ide mindst en gang om ugen at tjekke, om de er plukkemodne. I nogle haver har fuglene også den uvane at hakke i de æbler, som endnu hænger på træerne, og de store gedehamse finder stadig føde i de søde æbler.

De nedplukkede æbler og pærer står foreløbig bedst i f.eks. en carport eller under et halvtag, og de tager ikke skade af let nattefrost. Det er dog altid en god ide at tildække dem ved udsigt til frostnætter.

Hvis man ikke har flere æbler i sin egen have, kan man overveje at besøge en af de mange pluk selv-plantager, som findes næsten alle steder i landet. Her kan man i de kommende uger plukke gemmeæbler som Jonagold, Cox Orange, Mutzu, Golden Delicious, Ingrid Marie og Belle de Boskoop – alt efter hvad den enkelte selvpluk kan tilbyde. Hvis man er heldig, er der måske også pærer som Conference og Doyenne de Comice til selvpluk.

Hvis man tør spørge, er der måske også mulighed for at få lov til at plukke æbler i gode venners haver. Det er tit, at æbler bare får lov til at falde ned på grund af manglende tid til at plukke. Måske kunne man dele de pænt nedplukkede med havens ejer. Eller man kan holde øje med Del Jorden efter tilbud fra haveejere om at komme og hente overskudsfrugt. Man kan også selv sætte et opslag op med et ønske om at få lov til at hente frugt i haver, hvor der er for meget.

flotte jonagold æbler

Flotte vinteræbler, som snart skal plukkes ned. I år har æblesorterne fået usædvanlig røde farver efter en dejlig varm sommer. Foto: Karna Maj

Kvæderne er modne

Men det er ikke alle frugter, som man kan købe sig til. Det gælder f.eks. æble- og pærekvæder, som lige nu tiltrækker sig opmærksomhed med deres meget gule frugter mod den blå oktoberhimmel. Man kan nyde synet i andres haver, men man skal helt tæt på for at nyde den næsten himmelske duft. Kvæderne tåler lidt frost, så de kan blive siddende på træerne lidt endnu og pynte, men skal selvfølgelig plukkes, inden de falder ned.

De kan holde sig til efter jul på et fad i stuen, hvor synet og duften kan nydes. De kan ikke spises rå, men kan bruges til kvædemarmelade og kvædebrød, delikatesser som det er vanskeligt at købe.

Hvis man har plads til endnu en lille busk eller træ i haven, er det værd at overveje, om det skal være en pære- eller æblekvæde. Blomsterne er større end æbleblomster, de er smukke og populære hos insekterne.

Det er tid for at sætte hvidløg

I de næste par uger er det optimalt at sætte hvidløg i køkkenhaven. Danmarks største avler af økologiske hvidløg gennem mere end 20 år Lotte Ravn Lei på Sydsjælland vælger at sætte sine løg fra sidst i denne uge – helst efter nogle dage med lidt tørvejr, så jorden ikke er alt for våd at arbejde med.

Hvidløg skal sættes nu, så de kan nå at danne et godt rodsystem, inden vinteren sætter ind. Husk at de i modsætning til kepaløg, som sættes med løgspidsen i jordniveau, skal sættes med løgspidsen 3–4 cm under jordniveau.

På et 110–120 cm bredt bed kan man sætte 3–4 rækker. Afstanden i rækkerne mellem de enkelte løg skal være 10–12 cm, afhængig af, hvor store hvidløgsplanterne bliver. Kender man ikke plantestørrelsen, så vælg 12 cm. Meget store sorter som Estisk Rød kan med fordel sættes med en afstand på 13–15 cm.

Hvis du mangler sætteløg, er du måske for sent ude. De er udsolgt hos de fleste forhandlere, men kan endnu fås hosHvidløg og vin. De kan måske også fås i lokale havecentre. Flere steder, bl.a. hos Camilla Plum kan man købe topløg af slangehvidløg, men topløg giver først hvidløg om to år. Man kan også sætte fed af købte spisehvidløg, hvis man finder velsmagende hvidløg, som ser sunde ud. De købte sorter er man dog sikre på kan dyrkes med godt resultat.

Hvidløgsfed til at sætte

Det er de enkelte hvidløgsfed, der sættes i oktober og danner et stort hvidløg frem til høst i juli. Bruger man egne sætteløg, gælder det om at vælge fed fra store flotte hvidløg. Foto: Karna Maj

Sæt vinterkepaløg

Kepaløg sætter man normalt i april måned og høster fra sidst i juni. Det betyder, at man har et par måneder, hvor man ikke har egne zittauerløg. Det gab kan man mindske ved at sætte stikløg af en vintersort her midt i oktober, eller tidligere. De kan normalt høstes fra sidst i maj og lidt før, hvis man i drivhuset sætter at antal løg i en kasse, og flytter den ud af drivhuset sidst i marts, når man skal bruge drivhuspladsen.

Også her ser det ud til, at der er ved at være udsolgt de fleste steder.

Majroer og ræddiker

Har man i sidste halvdel af juli sået nogle række med majroer, ræddiker og orientalske bladgrønsager, så er der nu masser af fine afgrøder.

Majroerne har en fin størrelse til at begynde at bruge, men de kan også blive stående og vokse videre. På den her årstid bliver de ikke træede og de løber ikke i stok. De kan opbevares lige som andre rodfrugter langt hen på vinteren. Der findes flere forskellige sorter, de fleste med hvidt indre, men enkelte sorter er lysgule.

Ræddiker smager som radiser, og de kan nu høstes og skæres i skiver eller snittes fint i salaten. Den skarpe smag mildnes i varme retter. Ræddiker kan udvendig være røde, sorte eller blålilla, men er hvide indvendig. De kan opbevares som andre rodfrugter langt hen på vinteren. Kinesisk radis med rødt indre er også ved at være spiseklare.

majroer

Majroerne er nu ved at have så god en størrelse, at man kan begynde at bruge af dem. De kan vokse videre endnu nogle uger og kan så evt. tages op og gemmes i kule eller sand. Foto: Karna Maj

Ryd op med måde i efterårshaven

Når nattefrost, blæst og regn har taget pynten af haven her i efteråret, rammes vi af den store oprydningsfeber. Nu skal der ryddes op, alle visne planter skal fjernes, køkkenhaven skal vintergraves, de visne stauder skal klippes ned og bladene skal fjernes. Lørdag formiddag kan man møde rigtig mange biler med en trailer på vej til genbrugspladsen med et læs planteaffald.

Problemet er bare, at alle disse gøremål måske nok får haven til at se ryddelig ud, men har nogle uheldige virkninger:

  • Jordstrukturen forringes i løbet af vinteren.
  • Stauderne klarer overvintringen dårligere.
  • Der bliver færre regnorme, da blade og planterester er deres føde.
  • Færre af havens nyttedyr og mikroorganismer vil overleve vinteren uden et naturligt plantedække.
  • Vi snyder os selv for synet af rim- og isbelagte planter vinteren igennem
  • Vi bruger energi – og tid – på at bortskaffe »affaldet«

Vi er derfor nødt til at finde det rigtige kompromis mellem en pæn vinterhave og hensynet til jorden og havens beboere. Havens blade skal blive i haven og ikke kommes i plastsække og transporteres væk. Det kan indebære, at vi skal justere vores forestilling om en pæn have, og styre oprydningstrangen. Naturen rydder faktisk selv op i løbet af vinteren ved, at regnormene æder bladene, og fuglene æder nedfaldsfrugt og frø.

Nedfaldne blade og able

Nu er det ikke kun æblerne, der falder ned. Bladene lægger sig på græsplænen og snart kan den første trillebørfuld rives sammen og bruges til at dække med. Foto: Karna Maj

Brug bladene til at lægge mellem vintergrønsagerne

Når de første visne blade rives sammen er det en god ide at lægge dem mellem vinterporrerne, så man kan grave porrer op i frostperioder. Har man mange blade, kan de også lægges mellem vintergulerødder eller bruges til at beskytte selleri med mod den første frost.

Ukrudt med frø skal fjernes effektivt

Det lune efterår har givet gode vækstmuligheder for frøukrudtet, og meget af det, som er spiret i sensommeren begynder nu at give jorden et grønt dække. Det kan derfor være en god ide at hakke det om nu, mens jorden er til det, da en del arter kan nå at blomstre i løbet af vinteren og det tidlige forår. Det er en dejlig årstid at hakke ukrudt på, for det varer lang tid, før nyt spirer frem. Men ukrudtet skal rives sammen og fjernes, da det ellers let gror igen.

I det hele taget er det en god forebyggelse af ukrudtsproblemer at se kritisk på haven og få fjernet alt ukrudt, som er gået i frø. Ikke mindst aggressive arter som melder, hyrdetaske, stolt henrik, kortstråle og sort natskygge, der alle smider rigtig mange frø, og de kan fint modne frø her sidst på efteråret – eller i en måske mild vinter.

Ukrudt med frø skal ikke på kompostbunken. Små mængder kan kommes med i den kommunale affaldssæk, større mængder kan afleveres på genbrugspladsen, eller det kan lægges i en seperat samlebunke, som ikke spredes ud i haven. Bunken kan overdækkes med ukrudtsdug eller sort plast, så frøene ikke spirer. Den gode kompost nedenunder kan man udnytte ved at plante f.eks. græskar eller squash ned gennem dugen næste år i maj.

Læg vinterdække på køkkenhavens bare jord

Køkkenhaven er den del af haven, hvor der er mest brug for at beskytte jorden i løbet af vinteren. Hvis man har fået sået grøngødning på bedene, efterhånden som man har høstet grønsagerne, vil havens bede nu være fyldt med grønne planter, og jorden er godt beskyttet.

Det for sent at så efterafgrøder nu, men der er andre muligheder for at dække jorden. I naturen dækkes bar jord af grønne planter, nedfaldne blade og visne plantedele. I køkkenhaven kan man dække med et 6–8 cm tykt lag vinterdække.

Man kan bruge alle former for plantemateriale til vinterdækket. Nederst kan man anbringe frisk husdyrgødning og/eller delvis omsat kompost, øverst mere eller mindre frisk plantemateriale fra oprydningen i haven, visne blade, tang eller halm. Hvis jorden er meget kompakt, kan man vippe jorden løs med gravegreben, inden man dækker. Men lad være med at vintergrave og vende jorden rundt, det skader både din ryg og livet i jorden. Alle jordens smådyr, bakterier m.m. findes i bestemte lag af jorden, hvor de trives bedst, og derfor skal man ikke endevende jorden mere end allerhøjst nødvendigt.

Hvis man tvivler på effekten, så prøv at vinterdække et stykke og sammenlign. Allerede til forår kan man se en forskel, og den bliver større år for år.

Frostramte georginer og knoldbegonier

Georginer (dahlia) og knoldbegonier tåler ikke frostnætter, så i en del haver er det slut for denne gang med at glæde sig over deres farvepragt. Men hvis man gemmer knoldene, kan man få de samme smukke sorter igen næste år.

Er de ikke ødelagt af frost, skal man selvfølgelig fortsat nyde blomsterne og vente med at tage dem op, til toppen fryser ned. Nogle år får vi først nattefrost i december. Man kan også lade knoldene blive i jorden nu, selvom frosten har ødelagt toppen. Jorden er stadig lun, så knoldene tager ikke skade af at blive i jorden, tværtimod. Den væsentligste grund til at tage de frostramte op nu, er risikoen for at glemme dem.

Lav din egen græskar- eller sukkerroelygte

Ser man på udbuddet af Halloween græskar i butikkerne, så har de vokset ganske godt i den gode sommer. Har man dyrket sine egne, og de endnu ikke er helt modne, kan man trøste sig med, at Halloween ikke er før den 31. oktober, men dæk mod nattefrosten.

Men det er lidt tradition at begynde at lave græskar- eller roelygter med børnene allerede i efterårsferien.

Den traditionelle danske lygte er lavet af sukkerroer, som den i generationer har været lavet af børnene i de områder, hvor man har dyrket sukkerroer. Roerne har børnene altid skaffet gratis ved at holde øje med roer tabt af roevognene i sving og lignende steder, eller ved at spørge en landmand om lov til at få en stor flot roe.

Men inden for den sidste snes år, er det blevet til græskarlygter, som både ser flottere ud og er nemmere at skære i og udhule.

Hvis man skraber kødet ud af græskarrene under nogenlunde hygiejniske forhold, kan man fint spise det, kvaliteten er dog ikke på højde med f.eks. Hokkaido. Men det er fint til en dejlig gang varm græskarsuppe på en kølig efterårsdag.

Hvis man overvejer selv at dyrke Halloweengræskar næste år, så skal man sørge for at købe frø af den gængse sort til Halloweeengræskar.

Hjemmedyrkede Halloweengræskar

Man kan fint dyrke egne Halloweengræskar, bare man køber de rigtige frø. Forkultiveres de med såning omkring 1. maj, vil de normalt nå at blive modne først til midt i oktober. Foto: Karna Maj

DM i kæmpegræskar 2013 i Tivoli – vinderen vejede kun 210 kg

I lørdags var der DM i græskar i Tivoli, og vinderen blev Nina Tin Rasmussen fra Mørke i Jylland med et kæmpegræskar på 210,2 kg. Det var dog langt fra rekorden fra sidste år, hvor et kæmpegræskar på 451.4 kg vandt – det var fremavlet af ægteparret Hanne og Lasse Kolding fra Slagelse.

Det er sorten Atlantic Giant, som bruges til at fremavle disse kæmpegræskar. På hjemmesiden www.xlg.dk, som arrangerer Danmarksmesterskabet i græskar sammen med Tivoli, tlilbyder de særlige superfrø af sorten.

Hvis man vil forsøge sig, skal man regne med minimum 10m2 til planten, og så skal der ellers gødes ud over normen for græskar. Resultatet er mest til pral – sorten skulle smagsmæssigt ikke være særligt interessant.

På verdensplan er det dog kun et lille græskar. Det årlige verdensmesterskab i kæmpegræskar blev afholdt i Half Moon Bay i Californien og vinderen var et 900 kg tungt kæmpegræskar. Verdensrekorden er dog 921 kg.

Kom med til Mere Liv i Haven Festival

Så er det ved at være allersidste chance for at komme med til Mere Liv i Haven Festival, som Landsforeningen Praktisk Økologi arrangerer i år for første gang. Der er allerede langt over 100 deltagere og flere kommer til hver dag – sidste frist for tilmelding er 17. oktober. Det afholdes på Makvärket, som er et gammelt teglværk ved Holbæk, der er ved at blive omdannet til et kulturcenter af en flok frivillige unge mennesker.

Der bliver et brag af en faglig festival, hvor man kan udveksle erfaringer og viden om at dyrke have, der er 25 værksteder, man kan besøge dagen igennem, og så kan man træffe en masse spændende mennesker, som er vilde med at dyrke have. Der er børneværksted hele dagen. Der afsluttes med en økologisk middag, musik, snak og dans. Det koster 300/350 kr incl. alle dagens måltider. Deltagelse uden mad koster kun 100/150 kr. Børn får rabat.

Se Festivalprogrammet

Se mere om de 25 værksteder

Tilmeld dig Festivalen – sidste frist er 17. oktober

Her er du: Forsiden > 2013 > Havenyt uge 42, 2013

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider