Havenyt uge 48, 2015

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Snestorm i november som på et halvt døgn dækkede en stor del af landet med sne, er heldigvis ikke normalt. Og i stormens centrum faldt der op til 60 cm sne. Andre steder kom der ikke et snefnug. Det viser bare, hvor forskelligt vejret kan være selv i et lille land som Danmark. Også frostmæssigt har der været stor forskel fra hård nattefrost til let nattefrost.

Det var overvældende at stå op søndag morgen til så megen sne mange steder i Danmark. Her en have i Smørum. Ikke overraskende at grene og træer knækkede i stor stil – selv på grenene lå der store mængder sne. Foto: Ane Hag

Vi får igen mildere vejr, men der kan dog stadig komme lidt nattefrost i løbet af ugen. Efterhånden som sneen smelter, kan man se, hvad der er sket med de forskellige afgrøder Sneen har beskyttet rodfrugterne, som er helt gemt i jorden, mens rødbeder og knoldselleri, som man ikke har nået at høste måske er ødelagte. Men der er større chance for at de har overlevet under sne end udækket. Det samme gælder for georgineknolde, som stadig er i jorden.

Har man haft dækket godt, har den lune jord nedefra beskyttet mod nattefrosten, og et snedække har isoleret mod hård frost ovenfra. Måske er der stadig salat, bladselleri, knoldfennikel osv. at hente derude. Men først skal sneen smelte.

Der bliver oven i købet et par fine dage med sol i ugens løb, og det betyder, at man igen kan gå i haven uden at fryse på figrene, selv om man roder i jorden, river visne blade sammen eller har gang i spade og greb. I hvert fald hvis man finder et sted med læ og sol.

Hvis man har mulighed for at komme ud midt på dagen, så er det om at benytte sig af det og nyde en solbeskinnet november- eller decemberhave. Der er stadig masser af små og store opgaver at gå i gang med. Mange har sikkert siddet i snestormen og tænkt på mere end en ting, som burde have været gjort derude, inden sne og frosten indfandt sig. Det er med at få det gjort nu. f.eks. en god ide at få taget georgineknolde op, inden der kommer mere frost. Dagene er så korte, at det kan være svært at nå ret meget derude, hvis man kun har dagene i weekenden til rådighed. På den her årstid er man nødt til at tage skumringen til hjælp.

Det kan være ganske overvældende, hvor meget de opgravede georgineknolde egentlig fylder. Vil man have styr på sorter og farver, er det en god ide at mærke dem. Men allerede nu kan det være for sent, da planterne efter frosten er helt brune. Foto: Karna Maj

Trods det milde vejr fremad er der nu mindre end en måned til juleaften, og på søndag skal vi have tændt det første lys i adventskransen. Det er også nu, at der skal pyntes op med stedsegrønt i krukker og baljer ved husets dør. Og der skal lægges gran og kranse på familiens gravsted, hvis man har et sådant. Det er derfor dejligt, hvis man har så mange stedsegrønne træer og buske, at man kan hente det meste ude i haven.

Dæk over, dæk af, dæk over…

Selv om Danmark ikke er et ret stort område geografisk set, så kan vi på den her årstid tydeligt se forskellene. I de indre dele af landet er nattefrosten hård, ude ved kysterne er der kun let nattefrost, eller man slipper helt. Derfor er der lige nu mange haver, hvor alt er lukket ned, alle de frostfølsomme planter er enten hentet ind, eller de er døde, mens der langs kysterne stadig står morgenfruer i blomst, og det stadig er muligt at overdække de frostfølsomme ved nattefrost, så man stadig har salathoveder, dild og kål rødbeder og selleri stående i jorden.

Men alt får en ende, og på et tidspunkt opgiver selv de mest energiske haveejere og erkender, at nu er nattefrosten så tit et problem, at man lige så godt kan gå i gang med de sidste vinterforberedelser. Men det kan være svært at lade dild, bladselleri og salat dø i en gang nattefrost. I stedet for at dække ved udsigt til nattefrost og dække af næste morgen, kan man dække permanent med to lag fiberdug og se, hvorlænge den overdækning kan holde frosten ude.

Hos den inkarnerede selvforsyner er der en drøm om at have salat, dild, radiser, bladselleri og knoldfennikel osv. i hvert fald helt til jul, så man kan sætte flest mulige af egne grønsager og frugter på bordet i julen. Men det er ikke så tit, at det lykkes. Mange må sikkert allerede erkende, at det er slut.

På et tidspunkt må man kapitulere over for kulde, regn, blæst, frost og helt urimeligt korte dage. Og så er der alle juleforberedelserne, der tager over, og der bliver mindre tid til at nurse haven.

Et dække med to lag fiberdug kan godt redde salaten mod nattefrost. Lige nu er det lidt spændende, om der stadig er liv i de frostfølsomme afgrøder. Der er en chance, hvis de har været overdækket, og sneen har isoleret mod kulden. Jorden er nogle grader varm, og den har ikke været frosset under et godt lag sne, så rodfrugterne har nede i jorden ikke taget skade. Foto: Karna Maj

Jordtemperaturen er stadig høj nok til at plante

Jordtemperaturen er stadig høj med ca. 4° de fleste steder, og den vil i løbet af ugen stige lidt, når dagtemperaturerne måske når helt op i nærheden af 10° C.

Med andre ord jorden er stadig lun nok til at plante løvfældende træer, buske, hække og roser. Mens det, man måske har mest lyst til at plante i den bladløse tid, nemlig de stedsegrønne, må vente til april. December er faktisk bedste plantemåned for bøg, da planterne først her er så afmodnede, at de overlever vinteren bedst muligt.

1. søndag i advent

På søndag er det 1. søndag i advent, og så begynder en dejlig tid med flotte dekorationer og masser af lys i vinduer og stuer. Det er måske en god ide at få hentet pyntegrønt i hus dagen før, så det er tørt, når man skal kreere nogle smukke adventsdekorationer eller kranse. Man kan også tage en tur i skoven for at samle gran- og fyrkogler eller mos og lav. I år kan man rationalisere og lave dekoration til kalenderlys og 1. søndag i advent på en gang.

Pyntegrønt fra egen have

Hvis man i haven har stedsegrønne træer og buske, som er så store, at man nænner at klippe af dem, så har man mulighed for hente pyntegrønt fra egen have og at lave lidt anderledes dekorationer. I virkeligheden behøver man ikke mange og store grene, man kan lave fine dekorationer med små mængder pyntegrønt. Har man eget pyntegrønt, kan det være en god ide i løbet af december at lave en ny frisk adventsdekoration med friskklippet grønt, når den gamle begynder at se lidt kedelig ud. Det gran og pyntegrønt, man køber, er ofte klippet uger i forvejen, mens det nyklippede fra haven er både helt frisk og dufter af mere. Bruger man grene med røde bær fra haven, holder de ikke til 4 uger stueliv.

Hvis man har et bredt udvalg af forskellige slags stedsegrønt, kan man lave nogle virkelig flotte dekorationer, og samtidig er der mange penge at spare på pyntegrønt. Almindelig normannsgran og andre ædelgran er dog så billige at købe, at at man ikke skal bruge plads i en villahave på grantræer for at kunne binde f.eks. en adventskrans. Det er mere lønsomt at plante kristtorn, ene, ædelcypres, taks, buksbom og arboreaformer af vedbend (ikke klatende buske), da det er disse arter, som er dekorative og samtidig meget dyre at købe op mod jul. Den eneste grund til at have f.eks. en normannsgran til at klippe af er, at man efter behov let kan hente et par nye grene.

I mange haver er der også masser af bær, frøstande og visne blomster, som kan bruges i dekorationer. F.eks. de afblegede blomster på hortensia, som kan have alle nuancer fra rødligt til hvidgrøn, japanlygter og judaspenges pergamentagtige frøstande med sorte frø.

Det er en god ide at holde sig til det naturlige pynt og undgå de miljømæssigt problematiske guld- og sølvspray. Ønsker man at bruge dem, så spray udenfor – og uden børn i nærheden. Eller drys med lidt glimmer i stedet for.

Har man bare nogle få stedsegrønne buske, kan man være selvforsynende med pyntegrønt. Måske kan man bytte nogle grene med naboen, hvis I har forskellige stedsegrønne buske. Foto: Karna Maj

Bind selv kranse til gravstedet

Det er tid til at pynte op på familiens gravsted, hvis man har et sådant at tage vare på. Selvfølgelig kan man købe en færdig krans til gravstedet, men man kan også se sig om i haven og ved hjælp af fantasien skabe nogle meget flotte kranse, som ikke ligner alle dem, man kan købe for en halvtredser i supermarkedet.

Man kan købe halmkranse for det halve, og de kan bruges i flere år til at binde nye kranse på, hvis man napper bindetråden over og hiver gran m.m. af til foråret. Og der er masser af ting at finde i haverne: Bær, stedsegrønne blade, mos, lav, smukke grene og kogler. Det kræver selvfølgelig, at man har plantet mange forskellige slags buske i haven.

Selv om det er til et gravsted, kan man godt lade fantasien råde og binde alternative smukke dekorationer og måske kombinere med smukke figurer og lys.

Smukke hvide snebær til dekorationer

Om sommeren er en snebærhæk ikke ligefrem en drømmehæk. Den sætter masser af irriterende rodskud og skal klippes flere gange i løbet af sommeren. Men her i november er det hele tilgivet, for da er den ganske flot, fyldt med hvide bær på lange tynde grene. Et par grene i en vase sammen med et par stedsegrønne grene ser flot ud nogle dage, indtil de flotte hvide bær begynder at blive mindre pæne at se på. Men så kan man jo hente et par nye – evt. kombineret med et par grene med røde hyben eller andre røde bær.

Lav, mos og svampe

Hvis man har gamle træstammer eller træstubbe, dukker der her i det fugtige efterår masser af svampe, lav og mosser op på disse steder. Og det er netop nu, at man kan nyde disse ude i haven. Men man skal have øje for dem, for nogle af dem er meget små. De er allerflottest i regnvejr og med rim på. Det giver lyst til at lade flere gamle træer ligge og formulde rundt om i haven over de næste årtier i stedet for bare at save det hele til brænde. Hvis man nænner det, kan nogle af svampene bruges i dekorationer.

Saml gran, mos og lav til dekorationer i skoven

Der er ikke frit slag med hensyn til at hente ting i skovene – reglerne herfor kan man finde i Naturbeskyttelsesloven og Råstofloven – men det er lettere at læse de praktiske vejledninger på Naturstyrelsens hjemmeside i artiklen Hvad må jeg samle i skoven. Der er forskel på, hvad man må indsamle i de private og offentlige skove.

I områder, hvor det skæres til pyntegrønt er det ikke tilladt at indsamle pyntegrønt. Til gengæld kan man være så heldig at bo i nærheden af et areal i en statsskov, hvor man gratis kan hente grene og kviste af gran her op under jul. Det annonceres ofte i de lokale aviser eller med skilte i skovene. Man kan også på Naturstyrelsens hjemmeside se en liste over arealer med gratis gran

Drivning af hyacinther og tarzetter

Hvis man synes, at det er lidt for tidligt at starte julen, så kan man i stedet for drive løgblomster frem. Man kan købe potter med hyacinther og juletarzettet i knop, som springer ud på få dage, men man kan også selv sætte forårsløg til drivning. Det er også en gammel smuk tradition at sætte hyacinter til drivning på hyacintglas.

Netop nu er der mulighed for at købe billige forårsløg, da løgene for længst burde have været lagt ude i blomsterbedene. Hvis man ikke vil drive dem, kan man i stedet for plante dem i krukker i drivhuset, hvor de vil kunne nå at danne et godt rodnet, hvis vi får nogenlunde mildt vejr i december. Selv om de sættes sent, vil de inde i drivhuset kunne komme med tidlige blomster i foråret.

Hyacinter kan også bruges her først i december til at skabe liv i vindueskarmene og duft i stuen. Foto: Karna Maj

Forår i syne – blomsterløg begynder at titte op

Ude i haven kan man under de visne blade se spidserne af både vintergækker og narcisser stikke op af jorden. Perlehyacinterne står allerede med grønne blade, som overvintrer. Det er med andre ord ikke unormalt at hilse på foråret i november – dejligt at vide, at det allerede er på vej.

Lidt anderledes ser vi på det, hvis vi pludselig kan se hvidløg på vej op. For her er det bedre, at de venter med at dukke frem til sidst på vinteren. Men sker det, er det en trøst, at de normalt overlever fint alligevel.

Ny bog:Vintertid og stjernestunder

Op til jul kommer der altid nye smukke bøger om at pynte op i husets rum med dekorationer. En rigtig smuk og inspirerende ny bog er Vintertid og stjernestunder af Margit Engen og Peter Bilde Fogh. Margit Engen er blomsterbinder, og det naturlige er hendes særkende, hun samler materialer i natur og have. Peter Bilde Fogh er fotograf med speciale i blomster, planter, have. I bogen kan man finde inspiration til at lave egne dekorationer, men der er også trin for trin vejledninger i, hvordan man binder f.eks. dekorative kranse af forskellige materialer. Langt de fleste materialer kan hentes i natur og have, f.eks. grene, kogler, valnødder, men der bruges også blomster, og de må jo købes på den her årstid.

Ny bog: Frøbytte. Lær at dyrke, samle og bytte dine egne frø

Det bliver stadig mere populært at være frøsamler i egen have – og gerne også i andres. Så selvfølgelig måtte er også komme en bog: Frøbytte. Lær at dyrke, samle og bytte dine egne frø. Den er skrevet af Josie Jeffery, originaltitel: Seedswap og udgivet første gang i England i 2012. Turbine Forlaget udgiver den i samarbejde med Frøsamlerne, som er den forening, som danske frøsamlere kan melde sig ind i for at være med til at bevare gamle sorter. Bogen handler ikke kun om at bytte frø, men også om at dyrke til frø, høste, tørre, sortere, opbevare osv. Der er specifikke vejledninger for 49 arter med hensyn til at dyrke til frøavl, og hvilke forhold, man skal tage hensyn til. I den oversatte bog har man ikke kunnet ændre rækkefølgen af de mange omtalte arter, hvorfor de står i alfabetisk rækkefølge i forhold til det engelske artsnavn. Det kan være lidt svært at finde rundt i. Indtil nu den eneste danske bog om emnet.

Græskar

Det er let at tage græskarfrø. Men græskar krydser, så har du haft flere sorter i haven (eller i nabohaverne), er det ikke godt at vide, hvordan afkommet bliver. Der er endda en risiko for at få frø, som giver giftige græskar, hvis sorten har krydset med pyntegræskar. Det kræver både viden og omhu at avle frø af en bestemt græskarsort og være sikker på, at sorten ikke har krydset med andre græskar. Foto: Karna Maj

Her er du: Forsiden > 2015 > Havenyt uge 48, 2015

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider