Havenyt uge 1, 2016

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Frosten bider derude, og det er vigtigt at huske at fodre havens fugle og sørge for frisk vand til dem. Planterne kan vi ikke gøre ret meget for – de hårdføre klarer sig, og de mere sarte gør normalt også, hvis man har beskyttet dem.

Frost og blæst gør livet surt for et par salatsennep af sorten Red Giant og en mizuna. De overlever måske frosten, men ser lige nu ret påvirkede ud – der er ingen tvivl om, hvor vinden blæser fra. Foto: Karna Maj

Barfrost og blæst

Men lige nu har vi barfrost og en bidende kold og hård vind, og det kan dræne planter med løv for væske på grund af fordampning fra bladene. Det er især de vinter- og stedsegrønne bladplanter, der er i fare for at få brune blade, bl.a. rhododendron.

Heldigvis er jorden stadig ikke frosset så langt ned i jorden, så planternes rødder vil stadig kunne hente vand i et vist omfang. Og så kan vi håbe, at meterologerne får ret i, at vinterkulden slutter på fredag – eller der kommer sne, som kan beskytte jorden mod yderligere afkøling.

Hvis der kommer større mængde sne, så husk at de bladbærende buske let kan knække under tung tøsne – det så vi november.

For få dage siden stod juleroser udsprungne og Helleborus orientalis var på vej med store knopper. Nu ligger de henad jorden – men heldigvis plejer de at klare kuldeperioder og rejser sig igen, så snart vi får plusgrader. Foto: Karna Maj

Dæk med juletræets grene

Hvis man følger den gamle tradition med, at juletræet skal stå til efter Hellig Tre kongers aften den 6. januar, så er juletræet lige ved at være ikke klar til at vinterdække med. Og der er lige nu virkelig brug for dække af de sartere planter mod frost.

Som regel er det først i det tidlige forår, hvor frost veksler med klart solskin, at grangrene yder deres største beskyttelse og gør mest gavn. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide at lægge grenene hen over de mere sarte af havens planter. Lange grangrene kan stikkes ned i sneen eller jorden, hvis den ikke er frossen, så de arrangeres eller bindes rundt om sarte buske.

Hvis man ikke har nok fra juletræet, kan man ofte få lov til at hente nogle af de grene, som ligger i områderne i skovene, hvor der er klippet pyntegrønt inden jul. Måske ligger der stadig en stak usolgte juletræer nogle steder – de må være billige her efter nytår. Måske vil naboerne gerne have afhentet deres.

Man kan dog også drapere fiberdug rundt om sarte planter for at beskytte mod vinterklima og forårssolen, men det skæmmer havens udseende mere end grangrene. Man kan også købe store poser af fibermateriale til at trække ned over sarte større planter og mindre buske.

Hold øje med den frostfri opbevaring

Hvis man stadig har kartofler, rodfrugter og æbler på lager her midt på vinteren, er man heldig, men det er også svært at opbevare det køligt og frostfrit, hvis man ikke har gode opbevaringsforhold. Lige nu kravler kulden ind, og opbevaringsforhold, som de tidligere år har været frostfri i en uges tid, er det måske ikke i hård frost. Hold øje med det.

Gamle tæpper, vattæpper, dyner og isoleringsmåtter lagt over kasserne kan forsinke at frosten når ind. Man kan evt. give et varmetilskud ved at lægge dunke med varmt vand ned under overdækningen lige inden nat. Kasserne skal stå på gulvet, eller der skal isoleres helt ned til gulvniveau, da den eneste varme, der er, kommer nedefra.

Hvis temperaturen er på vej mod frysepunktet, må kasserne flyttes til varmere omgivelser, eller der må etableres opvarmning. Kartofler skal helst opbevares ved min. 5° C, mens æbler tåler at komme lige under frysepunktet i korte perioder. Man kan få elektriske blæsere, som har en frostindstilling, så de holder rummet frostfrit. De virker ikke alle lige godt – mange giver for høj en temperatur. Det er en god ide at minimere rumfanget af opbevaringsrummet, som skal opvarmes, og at isolere det.

Hvis man flytter æbler, kartofler og rodfrugter ind i for varme og tørre omgivelser, mister de hurtigt saftspændingen og æblerne bliver runkne. Det bør man så vidt muligt undgå, men er det eneste mulighed er det bedre, end at de går til. De skal selvfølgelig flyttes ud igen, så snart det bliver tøvejr.

Knoldselleri

Flotte knoldselleri bragt i sikkerhed lige inden frosten satte ind. De store er sorten Bergers Weisse Kugel, de små er sorten Ibis. Ibis giver mindre knolde, men er en mindre plante og de kan derfor dyrkes med mindre planteafstand. Foto: Karna Maj

Vinterkål i haven

Hvis man har grønkål, palmekål og rosenkål i køkkenhaven, så er det et flot syn her midt på vinteren, når solen skinner og får planterne til at se grønne og indbydende ud. Men i hård barfrost kan de godt begynde at hænge lidt med bladene.

Selv på frostdage kan man hente en favnfuld sunde grønne blade eller en skålfuld friske rosenkål. Blade af grønkål og palmekål kan man høste selv i frostvejr uden problemer, men rosenkål skal helst plukkes dagen før og tø langsomt op inden brug. Det tager ikke så lang tid at skylle og koge grønkålsbladene, og når man selv hakker sin kål med en kniv, kan vælge at hakke så groft eller fint, som man synes. Den købte frosne er næsten altid meget finthakket. Både blade af rosenkål og grønkål kan også bruges friske i salatskålen.

Fizz Kale

Der er mange typer af bladkål – her en sort ved navn Fizz F1, som afprøves i dansk barfrost. Den skulle være vinterfast, når den er vokset til. Foto: Karna Maj

Harer, mus og rådyr søger føde i haven

De fleste af de små nytte- og skadedyr i haverne ser man ikke så meget til på den her årstid. De har puttet sig på lune overvintringssteder i jorden eller under organiske planteaffald. Mange håber på at frosten tager livet af skadedyrene – men desværre gør den det også af med mange nyttedyr. Balancen mellem de nyttige og skadelige er nok ca. den samme til foråret.

Derimod kan vi måske inden længe se spor efter de sultne harer, mus og rådyr i haverne. Det kan være gnav i frugttræernes bark, grene som spises på træer og buske eller grønne planter, som afgræsses. Det er flot at se rådyrene ude på marken, men ikke så sjovt, når det går ud over historiske roser, frugtræer og -buske, når spinat og bladbeder ædes ned til jordoverfladen, og grønkålsbladene forsvinder. Rådyrene finder selvfølgelig alle de bedste fødeemner i området, og her er haver gode steder.

Hvis man ikke kan leve med rådyr i haven, så må man opsætte et 2 m højt hegn hele vejen rundt, så der er lukket effektivt af. De professionelle bruger et 1,65 m højt dyrehegn, som er haresikkert forneden, og supplerer med 3 rækker pigtråd foroven. Man kan også forsøge at dyrke planter, som de godt kan lide og gerne må æde, og så håbe at de bliver mætte her. F.eks. græsser de gerne på sneglebælg, som man kan underså majs og kål med først i juni, og som overvintrer grøn.

Frugttræernes bark kan man på forskellig vis forsøge at beskytte mod gnaverne, hvis de er et problem. Desværre er der ingen sikre metoder. Nogle steder virker det at ophænge friske uldtotter fra får, andre steder er det mindre virkningsfuldt, og man må i stedet for etablere en fysisk beskyttelse. Smøring med hjortetaksolie afskrækker med lugten, men regner efterhånden af. Ifølge bogen Frugt og bær, som er rettet mod de økologiske avlere, kan man lægge en skovlfuld muslingeskaller rundt om frugttræets stamme som værn mod musegnav. Se også svaret Hvordan beskytter man nye frugttræer mod harer?

Pas på æblerne

Hvis man stadig er selvforsynede med æbler, så er det en god ide ikke kun at holde øje med, at de ikke fryser, men også at fjerne eventuelt rådne æbler, da de kan smitte dem, de rører ved. Desuden udskiller de rådne æbler ethylen i en sådan mængde, at andre frugter og grønsager får kortere holdbarhed. Og så er der musene, som også tit er et problem i æblekasserne.

Fuglene foretrækker æbler, hvor rådprocessen er i gang, så alle rådne æbler skal ud i haven til fuglene. Solsortene er på pletten, så snart der er synlige æbler i sneen eller på foderbrættet. Ligger der nedfaldsfrugt på jorden under æbletræerne, så skal de nok bliver spist nu, hvor jorden er helt frosset til.

Æbler til fuglene

Fuglene nyder godt af skurvangrebne æbler, som er resultatet af en sommer med gode vilkår for skurvsvampen. Foto: Karna Maj

Beskær ikke i hård frostvejr

Der skal være en helt klar og vigtig grund til at beskære træer og buske, for når man beskærer, fjerner man dele af plantens produktionsapparat. Der bliver færre blade til at forsyne træet med energi, og man skaber mulige indfaldsveje for svampeangreb.

Frugttræer kan beskæres her i vintermånederne, men den bedste sårheling får man ved sommerbeskæring.

Man kan godt beskære i frostvejr, men ikke når det fryser meget. Kraftig frost kan betyde, at grene på flere træer bliver som glas og springer, det gælder f.eks. ask. Kraftig frost kan også betyde, at der kan komme efterfølgende frostsprængninger ved de friske beskæringssår. Så det er bedre at vente, til vejret bliver mildere igen – hvis man vil beskære om vinteren.

Hvis man vil skære egne podekviste til at pode med i det tidlige forår, skal man vente til en frostfri periode.

Også styning af træer bør udsættes til lidt mildere vejr indfinder sig. Styning af træer skal foregå i januar, da man har brug for at træet sætter vanris.

Beskæring af birk, ahorn og vin må vente

Hvis man har et birketræ eller en ahorn, som man har planer om at beskære her i vinter, så må man nok indse, at det ikke kan blive i denne vinter. Vi har for hård frost til at beskære, og det ved at være allersidste chance, da de har tidlig saftstigning og vil bløde ved såring (miste masser af saft og dermed energi). Valnød har saftstigning allerede fra december. Selve blødningen er dog ikke så alvorlig for træet, det er det derimod, at træer i vinterperioden i dvale ikke har mulighed for at »reparere« på den skade, vi påfører dem ved at beskære. Det har de derimod i vækstsæsonen, så det er bedst at vente med med beskæringen til juli–august. Om sommeren er der desuden bedre mulighed for at vurdere virkningen, når man kan se træet med løv på.

I alle havebøger står der, at vin skal beskæres inden starten af det ny år. Men det kan ifølge vores vinekspert Michael Gundersen gøres helt hen i starten af marts, når vinterens frost er ovre. Det skulle være af mindre betydning, at vinplanten kommer til at bløde lidt. Til gengæld kan man bedre vurdere evt. skader fra vinteren, inden man beskærer. Michael Brat er enig heri, og har i artikel i tidsskiftet Praktisk Økologi 6/2005 skrevet, at man kan vente helt frem til 1. maj med at beskære vinplanter på friland.

Løgblomster er dejlige i stuen – og i haven bagefter

Det er dejligt med blomster inde i stuen her i vintertiden, og mange af dem kan bruges i haven bagefter.

Måske har man allerede haft en del løgblomster i blomst hen over julen. Det kan være hyacinter, juletulipaner, tarzetter og amaryllis. Hvis de nu er afblomstrede og kun står tilbage med bladene, så skal man træffe valget mellem at smide dem i skraldespanden eller forsøge at genbruge dem. Mange af dem kan genbruges ude i haven, og for amaryllis vedkommende kan man dyrke løgene frem til ny blomstring næste år. Læs mere i artiklen Løgblomster efter drivning

Hyacinter

Hyacinter er smukke og dufter dejligt. Foto: Karna Maj

Vinterdyrkning – i lænestolen

Det er dejligt med en frisk tur i rundt i haven eller en længere motionstur, ikke mindst i højt og klart vejr med sol. Sne pynter og beskytter planterne. Men havedyrkning som sådan er der ikke de store muligheder for derude i øjeblikket.

Derimod kan man dyrke haven inde i den varme stue. Det er bestemt dejligt at synke ned i lænestolen med en god havebog, et frøkatalog eller med den bærbare, så man kan tage en tur rundt og se på alle de mange blomster- og grønsagssorter, man kan overveje at købe. Der er jo ikke så mange uger, til vi kan begynde at så det allerførste, f.eks. chili.

Find de nye sorter på nettet

Hvis man i år vil satse på nye sorter af blomster, grønsager og krydderurter, så er det nu, man skal til at overveje, hvilke man vil prøve.

I butikker og havecentre er frøposerne endnu ikke på hylderne, men man kan jo starte på frøfirmaernes hjemmesider. I forhandlerguiden her på Havenyt.dk kan du finde de fleste danske frøfirmaer og et svensk, og de fleste steder er 2016 sortimentet ved at være på plads. Nogle få frøfirmaer har stadig papirkataloger, som man kan bestille gratis, ellers man kan se sortimenterne online eller downloade dem som en pdf filer. Vi skal spare på papir og tryk, men frøkataloger med masser af farvebilleder af grønsager, krydderurter og blomster er nu ikke til at stå for. De kan studeres i timevis på en kold vinterdag og gemmes.

Tilmelding til Folketræffet

Her er du: Forsiden > 2016 > Havenyt uge 1, 2016

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider