Havenyt uge 11, 2016

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Når solen skinner er det dejligt lunt, hvis der er læ, og man kan ikke undgå at få forårsfornemmelser. Men de forsvinder hastig, når solen går væk. Og om morgenen får man lige en snert af nattefrosten, som holder ved i hele den her uge. Men når solen skinner, åbner de orange krokus de store blomster, og man bliver i forårshumør. Det kolde vejr har givet os en virkelig lang blomstringstid for vintergækker og erantis – erantis er dog nu på retur. Til gengæld er der gule og blå våriris og dorothealiljen er ved at springe ud.

Påskeklokker i fuldt flor

Påskeklokker er det danske navn for Helleborus orientalis, og i år kommer deres blomstringstid fint til at passe til navnet, selv om der også er sent blomstrende Helleborus orientalis, der først springer ud senere. Foto: Karna Maj

Men det er lidt ventetid lige nu – knopperne træer og buske vokser, men det er for koldt endnu. Marts kan være så forskellig fra voldsom snestorm i 1978 til 2014, hvor vi havde en virkelig varm marts måned, hvor vi vovede at så allerede midt i marts. I år er det bare en helt gennemsnitlig marts med vedvarende nattefrost til midt i marts.

Til gengæld så spirer og gror det inde i vindueskarmen, så det er en ren fornøjelse. Og her midt i marts er det igen tid til at så flere frø. Og så skal der sættes kartofler til forspiring – det er nu 3–4 uger til de kan lægges ude i haven uden beskyttelse.

Tomat i kimplantestadiet

Tomatplanter vokser hurtigt – her er det tomatplanter sået 24. februar, der allerede er ved at få første hold rigtige blade. De kan godt nå at blive meget store, inden de kan komme i drivhuset. Foto: Karna Maj

Er det for tidligt at så og sætte kartofler nu?

Det er for tidligt at sætte kartofler under plast ude på friland, og det er for tidligt at så derude. Nattemperaturen er det helt afgørende for at at jordtemperaturen begynder at stige. Hen over ugen forventes det at den falde fra 3–4° og ned til 2–3° C, netop på grund af nattefrosten.

Vi kender spiretemperaturerne for de enkelte arter, og ud fra dem kan vi hurtigt se, at vi skal op på 4–6° i jordtemperatur, før det første kan sås. Og kartofler skal ikke i jorden, før den som døgngennemsnit er på min 8° C. Hvis man bruger fiberdug, er det nok spinat, som har størst chance for at spire under fiberdugen. Men vent med at så til nattefrosten er væk – og vær forberedt på, at det måske ikke lykkes. Persille spirer altid fint, når det sås her i marts måned, men det kan tage lang tid. Vil man have tidlig spinat, persille, salat m.m., så er bedste råd at forkultivere et lille hold i vindueskarmen, som efter fremspiring kan flytttes til drivhus.

I drivhuset kan man fiberdug så radiser, salat og spinat. Fiberdugen giver lige nøjagtig de ekstra par graders varme, så frøene kan spire og planterne vokse.

Vil man dyrke meget tidlige kartofler, er det bedst at forspire dem indenfor i potter, og når vi når et par uger længere frem, kan de udplantes ud under tunnel med fiberdug over. Eller man kan vente tålmodigt på, at jorden ude under plasten bliver 8° varm som døgngennemsnit, og så sætte direkte under klar plast.

Spinat forkultiveres

Spinat sået 24. februar i vindueskarmen er nu ved at få første hold rigtige blade. Spinat hører ikke til de letteste at forkultivere – flere planter er dejset omkuld, inden de blev flyttet til et sydvendt vindue i et uopvarmet rum. De er sået i egen såjord med kompost – ukrudtsplanterne spirer lystigt, så der skal snart luges. Foto: Karna Maj

Klogest at blive på havedydens smalle sti

Mens vi venter på at det stabile forår kommer, er det en god ide luge ukrudt i blomsterbede, hegn, hække og under roser eller rive grene og kviste af græsplænen, så den er klar til at kunne slås, når den begynder at vokse for alvor.

Netop nu har brændenælderne et begrænset rodnet, så det er den allerbedste tid at gå i krig med et stykke, som er groet til med brændenælder. Et mælkebøttejern er godt at have med rundt i haven, for mælkebøtterne vokser allerede. Så snart jorden er bekvem og kan løsnes uden at klæbe til spaden, er det perfekt at bekæmpe skvalderkål. Et rodnettet meget massiv, må der graves med spade, eller er det bedst at løsne med en gravegreb. De rodstykker, som man ikke får med, vil afsløre sig selv om nogle uger ved at danne nye planter, som let kan hives op.

Vi er nu så langt henne i marts måned, at vi godt kan gå i gang med at fjerne den visne staudetop, så vi bedre kan nyde forårsblomsterne. Nogle stauder og krydderurter begynder snart at sætte nye skud, og det haster derfor med at få fjernet den visne top, mens man endnu kan få de visne stængler klippet eller brækket af længst muligt nede uden at beskadige de små fine skud. Faren for nattefrost er ikke ovre endnu og vekslen mellem frost og den hårde forårssol svider let de nye skud på de mere sarte planter, f.eks. fransk esdragon, så ved disse planter skal man ikke fjerne dækket helt, måske tværtimod lige lægge en grangren over som værn mod nattefrost og den skarpe forårssol.

Hvis man har arter, som man gerne vil have til at formere sig ved selvsåning, og de spirer frem her i forårsmånederne, bør man vente med at kultivere i bedene, hvor der gerne skulle komme nye små planter frem. Lige nu kan man se, hvordan erantis spirer frem. Der er 4 år fra fremspiring til erantis kommer i blomst. Læg mærke til de små blade i forskellige størrelse – det er planter på forskellige alderstrin. Også under juleroserne kan der stå små selvsåede planter – eller de er på vej.

Roser, hortensia, lavendel og sommerfuglebusk skal først beskæres i april, når man er sikker på, at vinteren er ovre. De mest hårdføre roser kan man dog godt klippe ned sidst i marts. Klematis ser visne ud, men kun de sentblomstrende, som sætter nye skud fra bunden og her danner nye blomsterknopper, skal beskæres i foråret. De tidligtblomstrende klematis har allerede ansat blomsterknopperne på skuddene, så hvis man klipper dem tilbage, fjerner man blomsterknopperne.

Man kan så småt begynde at køre kompost ud på bede med hvidløg, bede til tidlige kartofler og rabarberbed, bede med frugtbuske og staudebede. Alle disse steder får planterne hurtigt brug for næring.

dorothealilje i botanisk have

Dorotealiljen er slet ikke i familie med vintergækker, selv om de ligner hinanden lidt. Billedet er taget i Botanisk Have for et par år siden. Her er der virkelig mange smukke dorotealiljer under træer og buske. Foto: Karna Maj

Vinterdække og kompost

Har man tykke lag med vinterdække på bedene, så er det en god ide at fjerne det meste nu, så der kun er et meget tyndt lag tilbage, da solen ellers ikke kan komme til at varme jorden op og tørre den. Hvis man først skal så eller plante på et bed i maj, kan man godt lade vinterdækket være på bedet lidt endnu.

Der er nogle få steder, hvor det er en god ide at gøde med en gang kompost allerede nu. Det er til hvidløg, efterårssatte stikløg, overvintrede små kålplanter til tidlige kål og til rabarber. Alle disse har stor tilvækst tidligt. Kompost kultiverer man normalt ned i det øverste jordlag, hvis den er til at kultivere i. Kan jorden ikke kultiveres, må komposten lægges oven på jorden.

Gå kun i jorden, hvis den er bekvem

Jorden i haver med let jord er mange steder rigtig fin at bearbejde lige nu, mens den i haver med mere leret jord sikkert ikke er bekvem endnu. Kan jorden bearbejes, er det en god ide at ordne bede både i prydhave og i køkkenhaven. I køkkenhaven er det især bede med flerårige urter, asparges, hvidløg og jordbær, som kan luges og kultiveres nu. Asparges bør kun bearbejdes i overfladen. Også bede med frugttræer og frugtbuske kan rengøres og kultiveres nu, hvis jorden falder godt for hakke, rive og kultivator.

Rive jorden, hvis den er bekvem

Lige nu haster det ikke med at gøre jorden klar til at så, da den er for kold. Men er jorden bekvem og kan kultiveres og rives fint, er der ikke noget i vejen for så småt at gå i gang. Den her jord er faktisk lidt for våd – der dannes små lerkugler. Foto: Karna Maj

Foråret spirer og gror i vindueskarmen

Tomatfrø plejer at være hurtigt til at spire og selv mange år gammelt frø spirer ofte forbavsende godt. Derfor går der kun få dage fra såning og til kimplanterne er på vej op. Er der noget dejligere end grønne små tomatplanter – og tanken om, at en lille plante vil komme til at levere mange kilo solvarme tomater?

Når de små planter kommer op, skal de passes med vanding, men det er vigtigt, at jorden ikke vandes for meget. Doser vandingen meget omhyggeligt, da vandmættet jord kan resultere i svampeangreb og planter, som går ud, inden de får ordentlig gang i livet. Det kan være en god ide at spraye i kimplantestadiet i stedet for at vande.

Hver uge bør man overveje, om der er ny arter, der skal sås. Her midt i marts skal man have sået de sidste tomater, tomater til friland kan evt. vente 1–2 uger, hvis man ikke har et drivhus til at placere dem i, når de bliver for store til vindueskarmen. Knoldselleri, bladselleri og et tidligt hold knoldfennikel bør også sås nu. Det er en god ide at kigge alle frøbreve med sommerblomster igennem, og se efter om der er nogen, som skal forkultiveres i marts. Lathyrus er det en god ide at så allerede nu, så man får maksimal fornøjelse af dem.

Chili i kimplantestadiet

Det er ikke så afgørende, hvad man sår i, men det er vigtig, at man bruger en god såjord. Her er chiliplanterne kommer fint op. Foto: Karna Maj

Forkultivering kræver en vis mængde lys og varme

Vi er nu midt i marts, og de nyspirede planter kan klare sig med dagslyset, hvis de placeres i et lyst vindue. De nyspirede plantere skal stå lyst, men ikke i et brændende varmt vindue, som et stort sydvendt vindue uden ventilation kan udvikle sig til på en martsdag med sol fra morgen til aften. Her kan små kimplanter bukke under af for megen varme.

Har man vinduer med knap så meget lys, f.eks. et gammeldags dannebrogsvindue, og hvis der er et bredt tagudhæng, er et sydvendt vindue sikkert fint og ikke for varmt. Kimplanter har det ofte bedst i sydøst eller sydvest vendte vinduer. Selv et mere nordvendt vindue kan være et rigtig godt sted til kimplanter, hvis det er et stort, meget lyst vindue. I marts kommer 40% af lyset fra nordhimlen. Tagvinduer giver mere lys, så her er retningen ikke helt så afgørende. Senere, når planterne er godt i gang med at udvikle første hold blade, er de ikke så sarte, og da har de brug for alt det lys, de kan få. Men undgå brændende varme vinduespartier – måske kan man afhjælpe det med ventilation. Er der en radiator under vindueskarmen, kan det være en god ide at lukke for den på varme solskinsdage.

Hvis man ikke har et egnet vindue og gerne vil forkultivere sine egne planter alligevel, så kan man overveje at give tilskudslys. Husk tilskudslys skal være såkaldt plantelys – husets almindelige belysning dur ikke. Vælg LED lys, da det er billigt i drift. Fra april er der lys nok til, at både øst- og vestvendte vinduer også kan bruges, og i april er der ofte også mulighed for at sætte planterne på dagophold på lune dage i drivhuset, hvis man har et sådant.

Lyset er dog ikke det eneste afgørende, men det er den væksbegrænsende faktor i marts. Jo mindre lys, jo mindre varme skal planterne forkultiveres ved for at blive pæne, kompakte planter. Men selvfølgelig er der en nedre grænse. Sommerblomster, tomat og chili har det fint i et lyst vindue ved 15–18° C under opvæksten. Hvis det er muligt, er det en god ide at lukke mest muligt ned for radiatoren under det vindue, hvor de små planter står i marts måned, da de ellers får for meget varme i forhold til lyset. Salat og kålplanter har det bedre ved 10–15° C, og de har det bedre i en drivbænk eller under fiberdug i drivhuset, så snart det bliver lidt varmere, især om natten.

spidskål i drivhuset i april

Lige så snart det bliver lidt lunere, kan de forkultiverede kål, salat, knudekål, porrer, persille, dild, spinat sættes ud i drivhuset i en tunnel med fiberdug over. Billedet er fra et tidligere år først i april. Foto: Karna Maj

Læggekartofler skal sættes til spiring

De tidlige kartofler skulle gerne begynde at have pæne spirer. Pludselig kommer foråret og varmen i april, og så kan jorden blive varm nok i løbet af 1–2 uger. Især hvis man har lagt plast over bedet ude i køkkenhaven.

De middeltidlige og sene sorter skal købes og lægges til spiring nu – de tager 4–6 uger om at udvikle gode spirer, og det sandsynlige tidspunkt for at lægge dem er sidste halvdel af april. De placeres lyst og ved en temperatur på 15–18° C og i et til halvandet lag, så der udvikles gode tykke spirer, som ikke knækker ved lægningen.

Hvis man har gemt egne kartofler til at lægge, og de er spiret i kassen med for lange spirer, så fortvivl ikke. De skal frem i lyset, og så kan de lægges med forsigtighed, når det bliver tid. Alternativt kan man fjerne spirerne og lade kartoflen sætte nogle nye. Det kræver dog, at der er tale om store kartofler, hvor der er næring nok.

Skobakker til forspiring af kartofler

Kartofler lægges til spiring i et lag. De såkaldte skobakker er fine til formålet, men alle kasser med lav kant kan bruges. Kniber det med pladsen, kan de skubbes ind under et møbel med så megen frihøjde, at de kan få lys. Foto: Karna Maj

Plantning af barrodede hækplanter haster

Vinteren har haft mange frostfri perioder har, og det har været muligt både at plante ny hækplanter og skære gamle hække tilbage. Har man ikke nået det, må man tage stilling til, om man skal forsøge at nå det i denne uge eller vente til senere.

Bortset fra styning, som skulle være sket i januar, så er det faktisk bedre for træerne, at beskæringen udføres i juli–august end her i foråret, så det bør udsættes.

Løvfældende hække planter man normalt som barrodede i efterår/vinter. Ved plantning lige omkring løvfald får man rodvækst allerede fra efteråret, og det er det optimale. Ved forårsplantning har hækken en periode frem til løvspring til at få etableret et godt rodnet, inden planterne skal bruge meget vand, og derfor er plantning i februar og starten af marts lidt dårligere, men acceptabelt. Jo nærmere, man kommer løvspring, jo dårligere muligheder har hækken for at komme godt i gang, og man skal påregne at passe hækken med vand hele sommeren. Den kan ikke være alene hjemme i 3 uger i en varm og tør sommerferie. Det er sidste chance nu at plante ny løvfældende hæk, og optimalt er det ikke.

Roserne – kan man plante og beskære nu?

Roserne skyder allerede nye røde skud, men man bør ikke beskære endnu. Først sidst i marts bør man beskære dem, hvis der fortsat ikke er udsigt til vintervejr. Og kun de mere hårdføre sorter. Resten skal vente til i april.

Derimod er det fint at plante barrodede roser i marts. De kommer meget bedre igang end de roser, som man kan købe i potter senere på foråret. Barrodede roser er meget kraftigere end potteroser. Læs mere i artiklen Plant barrodede roser.

Beskæring af hindbær og brombær og vin

Ser man efter, vil man opdage, at knopperne på hindbær er begyndt at få grønne spidser. Det gælder i øvrigt også stikkelsber og solbær. Og det er jo dejligt, at de er på vej til at springe ud, så haven snart kan få et sart lysegrønt skær.

Men det fortæller også, at det er på høje tid at få beskåret efterårshindbær, brombær og vin, hvis man ikke allerede har fået gjort det. Læs mere i artiklen Beskæring af hindbær og brombær.

Nye skud på efterårshindbær

Om kort tid begynder der at komme nye skud op af jorden i rækken med efterårshindbær. Inden da skal de gamle stængler klippes helt ned, da planten energi ellers bruges til at danne nye blade på de gamle stængler. I modsætning til sommerhindbær kommer bærrene på efterårshindbær på de nye skud, der vokser op her i foråret. Foto: Karna Maj

Drivhuset skal vaskes og klargøres

Hvis man ikke allerede har fået gjort drivhuset rent, så er det ved at være på tide, hvis der skal forkultiveres planter herinde eller dyrkes tidlige afgrøder frem til maj, hvor tomater, agurker osv. skal bruge pladsen.

Det er en god ide at vælge en mild dage til rengøringen, da man ikke undgår at blive lidt våd, og hvis der er planter i drivhuset er det også bedst med en lun og ikke for blæsende dag, hvor de kan flyttes udenfor imens. Ellers skal de dækkes af, da de ikke tåler sæbevand på bladene.

Hvis ikke man fik fjernet alle de visne planter og gamle plantesække i efteråret og fik det vasket af, så er det nødvendigt hurtigst muligt at få dette arbejde overstået, så man kan komme i gang med så de første radiser, lidt spinat og salat. Man kan evt. tyvstarte lidt ved at så i kasser inde, som kan flyttes ud. Men lige nu skal man finde et par timer til at klargøre drivhuset med en grundig afvaskning med brun sæbevand (krystalsæbe) både ud- og indvendigt og efterfølgende spuling med masser af koldt vand.

Afvaskningen har to formål: at fjerne algevæksten, så der kan komme mest mulig lys ind, og at man kommer ind i revner og sprækker med sæbevandet og får bugt med eventuelle overvintrende skadedyr. Her i foråret er det netop lyset, der er den begrænsende faktor for plantevækst, så det er vigtigt, at vinduerne er helt rene.

Hvis man planlægger at dyrke tomater og agurker i drivhusjorden, så skal man have taget stilling til, om der skal ske en udskiftning af drivhusjorden i år i en større eller mindre del af drivhuset. Hvis man bruger sædskifte, kan man nøjes med at skifte jorden med års mellemrum, og det tunge arbejde med at skifte jord ud, kan yderligere nedsættes, hvis man bruger kompost. Husk at tage jord fra et sted, hvor det er flere år siden, der har været dyrket agurk, tomater og kartofler. Udskiftning af jord kan også vente til lige før udplantning i maj.

Hvis man vil dyrke i drivhusjorden, så skal den gennemvandes meget grundigt, inden man går i gang med at forkultivere herinde, da det efterfølgende er næsten umuligt at få det gjort. Sæt en havevander til at vande mange timer, så jorden bliver gennemvandet – og ikke kun i overfladen.

Sidste chance for at sætte fuglekasser op

Det er ved at være allersidste chance for at sætte nye fuglekasser op – fuglene går snart i gang med at yngle.

Efterse også de nuværende kasser med hensyn til opsætningen. De skulle jo nødigt falde ned midt i ynglesæsonen.

Det gamle redemateriale skal ud, da det er fyldt med fuglelopper. Har man ikke allerede renset fuglekasser, skal man være sikker på, at kassen er ubeboet, inden man går i gang. Stærene sørger selv for at ekspedere gammelt redemateriale ud – de er heldigvis endnu ikke ankommet til det kolde nord.

Så snart det bliver lunere, bliver fuglelopperne særdeles aktive – man kan se dem sidde rundt om indgangshullet til fuglekasserne. De kan gå på dig, når du renser kasser, og kan overleve flere uger, hvor du kan blive bidt. Det kan være en god ide at smide tøj til vask og gå i bad, hvis man er blevet fyldt med fuglelopper. Derfor er det en god ide at rense fuglekasser i vintermånederne.

Ny bog: Design din have med farver

Nina Ewalds nye havebog Design din have med farver har farven som udgangspunkt. Ikke kun farven på haven planter og blomster, men på farverne i haven, dvs. også bygninger, stakitter, belægninger osv, ja selv farven på trillebøren. Nina Ewald ved noget om farver – hun er uddannet på Danmarks Designskole. I bogen får man lige et kursus i farvelære som indledning til at se på farverne i haven. Nina Ewald gennemgår havens forskellige elementer og materialer, og gør det meget inspirerende med masser af dejlige havefoto, hvor farverne er i fokus. Og så er der rigtig mange dejlige billeder af blomster.

Ny bog: Farver i haven året rundt

Farver i haven året rundt er udgivet af Turbine Forlaget og oversat af Grethe Bjerregaard. Forfatteren Nellie Neal har skrevet bogen til det amerikanske marked. Der er dog sket en lille tilpasning af hensyn til de danske læsere, men vægten er på sorter og arter, der anvendes i Amerika, i de fleste kan også vokse i dansek haver. Der er masser af inspiration at hente i bogen med hensyn til at planlægge havens planter ud fra farver til de forskellige årstider og forskellige vækstforhold som tørre og skyggefulde steder. Man skal blot lige huske at tjekke, om planterne trives godt i dansk klima, inden man vælger at købe og plante dem.

Ny bog: Lodrette haver. Effektiv udnyttelse af haverummet

I små haver og på altaner gælder det om at udnytte pladsen optimalt, og lodret dyrkning er ikke længere en nyhed, men det er kommet for at blive. Det er ikke kun praktisk, det giver også mulighed for at lave spændende detaljer i haver, så der kan også være en grund til at bruge det i større haver. Bogen Lodrette haver. Effektiv udnyttelse af haverummet er oversat fra amerikansk og skrevet af havedesigner Shawna Coronado. Bogen er fyldt med inspirerende forslag til lodret dyrkning og med dejlige havefotos. Lige fra bregne- og mosvægge til skyggefulde steder til den lodrette krydderurtehave i et smart selvvandende reolsystem. Det sidste er et købt og dyrt system, men der er også vist ting fremstillet af pallerammer. Der er anbefalinger til plantevalg, som er velegnet til lodret dyrkning. Der er også fokus på plantning og vandingen, som er akilleshælen i lodret dyrkning med et ret begrænset jordvolumen.

Tak til alle de mange læsere af Ugens Havenyt

Dette er det sidste Ugens Havenyt fra min hånd, og jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer, som har læst det uge efter uge, eller når der lige var tid til det. Det har været en glæde at skrive det.

Fra næste uge er det vores ny redaktør på Havenyt.dk, Fanny Møller, som tager over. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig interessant, men sikkert også anderledes og med nye vinkler. Glæd jer.

Mange hilsener
Karna Maj

Her er du: Forsiden > 2016 > Havenyt uge 11, 2016

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider