Havenyt uge 15, 2016

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Endelig er vejret ved at blive bedre. Der er mange, der er lægger både plast og dug over deres bede for at varme dem op, så man kan komme tidligere i gang med at så på friland. Ugen lover plus både dag og nat – men der kan stadig være meget koldt lokalt, jeg har i hvert fald frost om morgenen disse dage. Jorden er nu nået op på 6–7 grader, men da der er regn på vej kan den falde lidt igen -vi kan begynde at så kål, gulerødder og rødbeder i bedene på friland.

Anemonerne er fremme i skoven

Vintergækkerne kan deles og sættes

Der er intet så smukt som en blomsterplæne eller et tæt tæppe af blomster for eksempel under træer eller hække. Vintergækker er også fine i bede med stauder, så er der lidt at se på, mens stauderne kæmper sig op i det kolde forår. Når vintergækkerne er helt afblomstrede, kan man grave de tætte klynger op og dele dem og derefter sætte løgene ud enkeltvis eller i mindre grupper. I en enkelt klynge kan der være mange løg, de kan sidde meget tæt, ja sågar oven på hinanden. Når de deles får det enkelte løg mere plads, og kan give sig til at dele sig selv. De skal sættes i 6–10 cm dybde, hvis man vil lave en enkelt gruppe, kan det godt betale sig at tage græstørven af, sætte løgnene og lægge tørven tilbage. Husk at vande efter udplantningen for at give den bedste start. Så er det bare at vente til næste forår, og se hvad der kommer ud af det.

Forebyg sygdomme og skadedyr nu

Foråret er et godt tidspunkt at forebygge en håndfuld sygdomme og skadedyr. Når man er rundt i haven med rive og trillebør, kan det anbefales at fjerne de æbler og æbleblade, der ikke er forsvundet i løbet af vinteren. De kan smitte de nye blade med skurv og dermed ødelægge den kommende høst. Hvis der stadig er et par indtørrede æbler på træerne, skal de også fjernes, da de kan smitte dette års frugter med gul monilia, så de nye æbler rådner på træet i løbet af få dage, hvis de bliver inficeret.

Hos jordbærrene fjernes de visne blade forsigtigt, med hensyntagen til de nye skud. På den måde kan man nedsætte risikoen for, at de bliver angrebet af gråskimmel.

Alt efter hvor mange solbærbuske man har, kan man også bruge et par timer i haven på solbærknopgalmider. Man skal se efter knoppernes form. De angrebne er runde, og springer ikke ud, men er fyldt med mange solbærknopgalmider. Miderne forlader knoppen ved blomstringen og inficere de andre knopper, hvilket betyder et mindre udbytte. Det eneste man kan gøre er at tage de runde knopper af og smide dem i skraldespanden – ikke på komposten!

Ramsløg, skovens hvidløg

Ramsløg dufter af hvidløg når man gnider bladene mellem fingrene

Jeg gik tur i skoven og ville tage et billede til Havenyt, og gik lidt væk fra stien. Der stod jeg midt i en gang ramsløg. Hvor var jeg heldig, men hvor meget må man tage med sig hjem? Det er der god grund til at have styr på, vi er mange der samler ind i landet skove og hegn, læs de mest almindelige regler her.

Ramsløgs brede blade tager ofte lyset fra andre af skovbundens urter (anemone, skovsyre, vorterod m.fl.) og ramsløg kan ende med at udkonkurrere de andre, så hele skovbunden kun er dækket af denne ene plante. Det ser flot ud, og dufter meget kraftigt når de alle blomstre.

Som altid når man høster i naturen skal man passe på og undgå at forveksle ramsløg med giftige planter, læs mere i artiklen Ramsløg eller dødeligt giftige blade?.

Hvis du vil finde skove at plukke ramsløg i, kan du prøve at finde det på Del Jorden eller Byhøst.

Det er ok at græsplænen er lidt langhåret

Græsset er begyndt at vokse, de lune dage kompenserer lidt for den kolde jordtemperatur. Mange har et had/kærligheds forhold til græsset, der enten vokser for meget eller for lidt. Men der er meget få haver, der er helt uden græs. Der er hjælp at hente til pleje af græsplænen. Men lige nu skal man nøjes med at skærpe græsslåmaskinens klinger, om den er på benzin, el eller rugbrød. Det giver en langt bedre klipning, at knivene er skarpe. Plænen har godt af at få lidt ro her først i sæsonen, så den kan få godt gang i rodnettet.

Slå græsplænen når græsset har nået en 8–10 cm, slå ikke for lavt, vent gerne et par arbejdsgange inden det skal ned i »golfhøjde«. Det kan betale sig at justere på slåhøjden. Om sommeren når det er tørt og varmt, kan det stresse græsset at blive slået helt kort, det kan resultere i at græsset bliver gult og falmet, og det er bestemt ikke kønt.

Boganmeldelser; Miniature haver & Indret med blomster

Miniature haver
Turbine forlaget har udgivet Emma Hardy’s bog, den giver trin for trin udgaver af helt små haver. Alt fra tekopper til krukker over æggeskaller og dørslag. Bogen er fyldt med fine billeder og nemme instruktioner. Mange af ideerne kan også bruges til værtindegaver, sjov med børnene og til underholdning en regnvejrsdag. At kalde det en havebog er nok lige i overkanten, det er vel nærmere blomsterdekorationer, men det gør jo heller ikke noget.

Indret med blomster
Turbine forlaget har udgivet endnu en bog oversat fra engelsk, denne gang af Holly Becker og Leslie Shewring. Som titlen siger handler bogen om indretning, det er nok mere en dekorations bog med flotte billeder. Det hele er holdt i fine pastelfarver og alt sammen meget yndigt. Bogen er mest brugbar hvis man skal holde fest og har brug for inspiration til pynten, eller skal sælge huset og vil se hvad der vil se godt ud på salgsbillederne.

Er det for koldt at sætte stikløg og skalotteløg?

Løg er populært i havenyt haver. Over 80% af dem der har deltaget i sidste uges afstemning, fortæller at de har mindst én type løg i deres have. Løg kan sås på friland når jorden er bare 4 grader varm, men det er mindre arbejdskrævende at sætte stikløg, Der er både for og imod at så løg, men et er sikkert der er meget mere at vælge imellem. Bliv inspireret her.

Nu jorden er dejlig bekvem, er det bare med at få stikløgene sat, jo tidligere man sætter dem jo større når de at blive, inden deres vækst mindskes efter sankthans. Hvis jorden i bedet er tør, bør der vandes efter løgene er sat, så de får den bedst mulige start.

Man siger at stikløgene ikke må få frost, og det er også rigtigt, men lidt nattefrost får dem ikke til at gå i stok. Hvis haven ligger udsat, kan man give løgene en bane fiberdug.

Skalotteløg er sjove og smagfulde. Hvis stikløgene er små, får man få men store løg, hvorimod store skalotte-stikløg giver små, men mange løg. Det er godt at have in mente, når man står og skal vælge et net hos forhandleren.

Beskæring af roser

Den rigtige beskæring af roserne giver bedre blomster senere på året

Der er mange, der allerede har beskåret roser – jeg er også selv begyndt, da jeg har rigtig mange. Hvornår man kan begynde er der mange bud på: Dronningens fødselsdag, når forsytiaen blomstrer, efter 1. maj. Når der ikke længere er chance for stærk nattefrost, kan man gå i gang, men det er altid et sats. Det er vanskeligt at se på de mange nye skud og vide, at de snart skal falde for saksen.

Stilken kan godt svides igen hvis der kommer frost, men rosen dør ikke. Spørgsmålet er, hvor hårdt man skal gå til roserne. Nogle har meget godt af kun af blive beskåret ganske lidt, mens andre kan tåle mere, prøv denne vejledning

Hovedreglen er at starte med at fjerne døde og misfarvede grene, helt ned til sundt ved. Klip over et udadvendt skud, på den måde får man færre grene, der vokser indad i rosen. Er den voldsomt skadet, klippes grenene af i jordhøjde. Hvis der stadig er liv i rosen, vil den skyde fra delen under jorden.

Her er du: Forsiden > 2016 > Havenyt uge 15, 2016

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider