Havenyt uge 25, 2016

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Det er slet ikke til at forstå, at det allerede er midsommer, at de smukke lange dage skal blive korte igen. Vi er jo lige startet. Nyd det. Nyd den lyse sommerhimmel, den lune vind i ansigtet. Nyd de solvarme bær lige fra planten og de smukke dufte i haven der driver af sted på aftenduggen.

Jordbærrene rødmer om kap med de unge mænd, hvis blikke bliver fastholdt af de unge piger på tværs af de buldrende Sankt Hans bål rundt om i landet i denne uge. Begge kan plukkes med nænsom hånd.

Bonderoserne står stadig flot, pas på at de får lidt vand ellers kan de sidste knopper gå til

Der kom regn til næsten hele landet, enkelte steder sikkert alt for meget, men for de fleste kun lige nok til at slukke den værste tørst hos planterne. Især jordbærrene og kartoflerne har haft glæde af vandet, som de har så meget brug for. I naturen er vandhuller og små åer blevet fyldt op igen. Det gør blandt andet at mange små haletusser kan overleve i huller, der ellers var ved at tørre ud.

Når vi har fået lidt regn, er det et godt tidspunkt at få jordenkultiveret og hakket ukrudt, for ukrudtet vil også begynde at vokse igen, nu der er fugtighed i jorden. Det er tid til at takke aspargesplanterne for i år og stoppe stikningen. Det er nu der skal klippes hæk og så igen til august, hvis man vil imponere naboerne. Jo, der er meget at lave i haven her ved midsommertid.

Hvis der ikke er kommet vand nok eller kun byger, kan det godt betale sig at supplere det, der er kommet fra himmelen. Efter en byge er jorden kun våd på overfladen, men ved at vande efter kan du få »tanket« op.

Sankt Hans, en travl tid

Sankt Hans aften er den 23. juni, aftenen før Sankt Hansdag. I gamle dage vidste man, at naturkræfterne var ekstra stærke den aften. Derfor var det lige der, man skulle plukke lægeurter, dyppe sig i eller drikke af de hellige Sankt Hans-kilder, der havde en særlig helbredende kraft den aften.

En pige der plukker ni forskellige blomster, og lægger dem under sin hovedpude, vil i drømme se sin tilkommende. Hvis hun sover over et underjordisk vandløb, vil hun også kunne se sin fremtidige ægtemand. Ja det var tiden før online dating.

En ny type prydløg hos mig, de får kun halve skærme og ikke hele kugler

Til gengæld skulle de også passe på. Hvis en pige blev stukket af Sankthansormen, blev hun gravid, og deraf kan man se at orme er farlige – ikke kun for planterne.

Der er mange arrangementer op mod Sankt Hansfor haveelskere og andre, der har lyst til at fejre de lange, lyse nætter sammen.

Jorden er tør, helt ned i dybden

Vi har fået noget regn, men ikke jævnt fordelt og tørken kommer langsomt krybende hen over os igen. DMI har et tørkeindeks der viser hvor i landet det er galt fat. Lige nu er hele landet ramt, dog ikke Horsens området. Heraf ses det tydeligt at til trods for, at det har regnet en del den sidste uge, er det kun lige nok til at fugte overfladen. Vind og sol øger fordampningen også i haver og køkkenhaver.

Skønne jordbær

Der er mange jordbær lige nu, ofte flere end man kan nå at plukke, men det er bare at hænge i. Efter regnen vil en del bær også få lidt mere størrelse. Husk at fjerne de dårlige bær, så de ikke kommer til at smitte hinanden.

Husk aldrig at putte dine jordbær i køleskabet, det tager »livet« af dem og gør dem kedelige. Jordbær og rabarber er en kendt kombination, lige nu er der også mulighed for at kombinere med roser, bliv inspireret her.

Pas på med Sankt Hans bålet

Længe er der mange, der har samlet sammen til det store bål. Måske har I på vejen samlet alt muligt, der kan blive futtet af denne aften, eller på gården er det alt, der i foråret er blevet klippet og måske også et par gamle halmballer.

Det er bare også, set med dyrenes øjne, et helt fantastisk sted at gøre til sit hjem. For dem er det bare et kæmpe kvashegn med plads til en masse forskellige dyr. Fugle, pindsvin, mus og sågar også katte bliver nemlig tiltrukket af de store bål, inden der sættes ild til dem. Og ofte når dyrene ikke at flygte fra flammerne, før det er for sent.

De er søde de små, men pas på de ikke ender i bålet Foto: Andy Ballard

Det bedste er, at lægge alt klar til bålet i området, men først at opbygge selve bålet på dagen eller dagen før. Så er der ikke meget tid for dyrene til at flytte ind. Det er også en god måde at få underholdt børnene, mens de voksne forbereder festen.

Hvis uheldet er ude, og du har fået brandskadet et pindsvin,er der hjælp at hente her og andre dyr her.

Hvad skal du plukke i?

Vi kender det alle godt; vi har gæster i haven, eller skal selv ud. Hvad er bedre end at tage dejlige solvarme bær med…men hvad skal man plukke dem i? Beholderen skal kunne beskytte bærrene under transporten og det skal ikke gøre så meget, om beholderen kommer med tilbage. Jeg har allerede i et par måneder samlet plast- og papbakker fra mine indkøb til dette formål. Hver gang jeg skal smide noget sådant ud, bliver jeg nemlig ked af, at de kun bliver brugt én gang.

Et lille udvalg af det samlede

Nu har jeg fundet noget at bruge dem til, og stikker bare ungerne et par bakker med ud, når de er på bærjagt. Bakkerne kan ofte tørres af og bruges flere gange, og er tilmed godkendt til opbevaring af fødevarer. Til sidst ender de i plast genbrug- så kan de genbruges – igen.

Skadedyr i drivhuset

Her i slutningen af juni er der risiko for skadedyrsangreb i drivhuset. I artiklen Brug nyttedyr i drivhuset kan du læse, hvordan du kan bruge nyttedyrene i drivhuset. Det hele er så grønt og frodigt, men så er der spindemider i agurkeplanterne; her kan rovmider sættes ind. Det er dog vigtigt, at du får sat ind, inden der kommer for mange spindemider.

Tallerkensmækker har smukke blade, de smager lidt stærkt, men blomsterne kan godt komme i en børnemadpakke

Mellus bryder sig ikke om lugten af tallerkensmækker – også kaldet landløber og blomsterkarse – derfor kan du bruge dem forebyggende i drivhuset. Tallerkensmækker kan spises, både blade og blomster og smager som brøndkarse og radiser. Hvis de er i drivhuset, skal du holde dem nede med klipning, da de ellers vil overtage det hele.

Kartoflerne blomstrer…måske

Om du har vandet selv eller fået fra oven, er der ved at være kartofler under de middel-tidlige sorter. Normalt siges det at man skal vente til de blomster, men nogle kartoffelsorter sætter slet ikke blomst.

Når kartoffelblomsterne springer ud, kan man let se slægtskabet til tomater, auberginer, peber, tomatillo m.fl. De kommer også i forskellige farver, f.eks. er Folva lilla og ligner næsten aubergineblomster.

Men det hele er ikke bare top og blomster, lige nu er ikke alle kartoflerne udviklede. Derfor er det så vigtigt at planterne ikke trænger til vand, for ét er klart; uden vand, ingen kartofler! Så hvis ikke det regner, må du have fat i vandslangen.

Så overvintrende grøngødning

Det er omkring nu, at du kan begynde at så overvintrende grøngødning. To kvælstoffikserende planter – jordkløver og sneglebælg – vil ikke blomstre i år men overvintre grønne og blomstre næste år. De er meget nyttige idet de tilfører jorden organisk materiale og kvælstof til gavn for næste års planter i haven. Begge er nemme at hakke ned til foråret, inden du skal plante eller så en ny afgrøde.

Både jordkløver og sneglebælg kan sås under fx majs og vinterkål, hvor de er et grønt jorddække frem til næste forår. Det beskytter jorden mod udtørring, samtidig med at de samler kvælstof. Begge planter kan dog godt blive for store under kålen og komme til at genere den, derfor skal de holdes nede ved at blive klippet et par gange. Det afklippede kan lægges på komposten eller lægges imellem andre planter som jorddække. Du kan få mere inspiration her.

Her er du: Forsiden > 2016 > Havenyt uge 25, 2016

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider