Havenyt uge 26, 2018

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Midsommer er overstået, og dagene er igen begyndt at blive kortere. Det er ikke noget, der er til at se med det blotte øje, for det er stadig lyst fra tidlig morgen til sen aften, og det er heldigvis sommer længe endnu.

Men selvom mennesker ikke kan registrere det, så er nogle planter mere fintfølende og reagerer på de kortere dage. Spiseløgene begynder for eksempel at stoppe væksten i den grønne top, når dagene begynder at blive kortere, og fra nu af bliver løgenes størrelse defineret af det bladareal, som løgplanterne har nået at etablere inden midsommer.

Forlæng blomstringen i blomsterbedet

Haven er generelt smuk lige nu. Regnen i sidste uge fik det hele til at grønnes, og blomsterbedene står igen frodige. Det er et dejligt syn, men skal man være ærlig, har blomstringen været mere imponerende i mindre tørre år. Når planterne mangler vand, bliver blomstringen kort og blomsterne måske mindre end normalt.

Varmen er på vej igen, men har man tørketålende stauder som for eksempel solbrud, vil blomsterbedet stadig være smukt hen over sommeren. Foto: Heidi Kirk Nissen

Hvis staudebedet er tæt plantet, holder det sig frodigt og flot i længere tid uden vanding, end et mere åbent staudebed, hvor der er stor fordampning fra den bare jord. Her er løsningen at dække jorden med barkflis, grov kompost eller andet, som kan mindske fordampningen.

Begynder stauderne at hænge, selv efter at solen er væk fra bedet, så er det nødvendigt at vande. Det er en god idé i den forbindelse at overveje, om planterne egentlig er plantet det bedste sted.

Steppeplanter tåler tørke godt, mens planter der kræver fugtig jord eller skygge en del af dagen, hurtigt får skader, hvis de står i et bed med brændende sol.

I mange havegrundbøger kan man se oversigter over forskellige blomsters krav til voksested. Retter man sig efter dem, så får man et flot blomsterbed, som er nemmere at passe.

Det svære valg mellem blomster og blade

Det er krydderurternes blade, vi bruger, men mange krydderurter har allerede været i blomst længe som purløg, timian og salvie, eller er godt på vej som mynte, merian og oregano. Krydderurternes blomster er smukke, og de tiltrækker masser af nyttige insekter til haven, der kan hjælpe med både bestøvning og bekæmpelse af skadedyr.

Men man kan umiddelbart ikke både få insektnyttige blomster og anvendelige blade til køkkenet på samme tid. Man må vælge.

Det er dog muligt at foretage et både-og-valg, hvis man skærer nogle af planterne tilbage inden blomstring eller tidligt i blomsterfasen. Det giver nye friske blade til madlavningen, samtidig med at den uberørte del af krydderurterne blomstrer til gavn for insekterne.

Kinesisk purløg er en af de få krydderurter, som både har flotte blomster og brugbare blade samtidig, så her er der ikke behov for nedskæring.

Styr planterne i drivhuset

Det hele gror lystigt i drivhuset lige nu. Tomatplanternes sideskud skal fortsat knibes på de rankende tomater, melonerne skal bestøves og opbindes, og både de og agurkplanterne skal beskæres, så de ikke overtager hele drivhuset med deres kraftige vækst.

Læs om beskæring af meloner i »Hvordan beskærer jeg melon?«.

Agurker, der er begyndt at sætte sideskud skal knibes. Sideskud af 2. orden på sideskud af 1. orden skal knibes over 1. blad, mens sideskud af 1. orden skal knibes over 2 blade.

Læs om beskæring af agurkplanter i artiklen »Beskæring af agurk i drivhus«.

Så grøngødning i køkkenhaven

Omkring Sankt Hans kan man begynde at så overvintrende grøngødning.

Grøngødningsplanter, der sås fra nu af, vil ikke blomstre i år, men overvintre grønne og først blomstre næste år. Planterne kan både medvirke til at forbedre jorden og optage næringsstoffer, som de opmagasinerer vinteren over, hvorefter de frigives igen, når planterne formulder i foråret.

Grøngødningsplanter som jordkløver, perserkløver og sneglebælg kan eksempelvis sås under majs og vinterkål her i juni, hvor de vil fungere som et grønt jorddække frem til næste forår, samtidig med de opsamler kvælstof, som de deler lidt ud af til naboplanterne.

I kål skal både kløver og sneglebælg holdes nede ved 1–2 klipninger sidst på sommeren. De afklippede dele kan efterfølgende lægges på jorden mellem kålplanterne som jorddække.

På majsarealet kan grøngødningsplanterne få lov at vokse frit, når først majshøsten er ovre.

Læs mere om grøngødning i artiklen »Såning af grøngødning«.

Så nyt eller giv jorden en kur

Hver gang, man graver et par toppe nye kartofler op eller høster andre større afgrøder i køkkenhaven, bliver der et nyt stykke ledig jord.

Man kan som nævnt vælge at så det til med grøngødning og på den måde få en ekstra god jord til næste års dyrkning. Eller man kan vælge at så eller plante en ny afgrøde på samme sted. Det kan for eksempel være salat, dild, koriander, bønner, knoldfennikel, gulerødder, rødbeder eller udplantningsplanter af grønkål eller spidskål.

Hvis jorden ikke er særlig god, kan man udnytte tidspunktet, hvor jorden er bar, til at give den en jordforbedringskur. Kuren består af en manuel løsning af jorden samt en eftersåning af planter, hvis rødder først gennemvæver og løsner jorden, og dernæst tilfører jorden en masse nyttig organisk stof, når den store grønmasse indmuldes i det sene efterår eller selv formulder i foråret.

Læs mere om hvordan man laver en jordforbedring i artiklen »Jordforbedringskur«.

Hjælp frugttræerne med udtyndingen

Lige nu sker det, man kalder junifaldet, hvor træerne smider overskudsfrugter af blommer, pærer og æbler. Det kender alle haveejere, især hvis træerne står på græsplænen, så alle de små irriterende frugter går i plæneklipperen.

Junifaldet er resultatet af træets vurdering af egne kræfter, og i år lader træerne et stort antal falde, da de er påvirket af mere eller mindre tør jord.

Hvis man har nyplantede eller ret unge træer, og man går og glæder sig til en dejlig og måske endda den første høst, kan man godt komme ud for, at et træ smider stort set alle frugter, når det er så tørt som i år. Man må så glæde sig over, at træet vælger tilvækst fremfor frugtsætning, og at det giver udsigt til mere frugt næste år, end hvis det brugte kræfter på frugtudvikling i år.

På nogle træer er der selv efter junifaldet alt for meget frugt tilbage. Hvis de alle udvikles, bliver der mange små æbler, pærer og blommer. Det er derfor en god ide at udtynde frugterne.

Fjern først de frugter, hvor man kan se, at frugterne er angrebet af skadedyr eller misdannede. Dernæst fjerner man små frugter og frugter, som sidder dårligt og ikke får ret megen sol. Er der stadig for mange, udtynder man efter behov.

En tommelfingerregel siger, at der skal være en håndsbredde mellem frugterne for at få store pæne æbler og pærer. Nogle træer bærer med 3–4 stykker frugt samlet og med længere afstand, for eksempel æblerne Filippa og Ingrid Marie, så her må man lave et gennemsnit.

Begræns kållarvernes skader

Kålsommerfuglene er begyndt at flyve omkring kålbedet på udkig efter gode steder at lægge deres æg. Det er ærgerligt for de haveejere, som dagligt glæder sig over, at hovedkålene begynder at danne hoveder, uden at vide, at der på bagsiden af kålbladene gemmer sig klynger af æg, der snart klækkes til sultne kållarver.

Kållarverne er svære at fjerne, når de først er der, da de gemmer sig inde i midten af kålen mellem de små, sprøde kålblade, som let knækker. Fjerner man dem ikke, ødelægger de ofte kålhovedet. Ikke kun direkte, men sommetider også ved at deres ekskrementer derinde kan give råddannelse. Så det er en god idé allerede nu at se både efter æg og larver og fjerne begge dele.

Se billeder af æggene og larverne i artiklen »Bekæmpelse af kållarver«.

En anden mulighed er at overdække kålene med et net, som er med så små masker, at sommerfuglene ikke kan komme igennem, men som til gengæld er så åbent, at luften kan cirkulere. Fiberdug kan ikke bruges i højsommeren, da høj luftfugtighed og varme kan give rådangreb, og kålen trives dårligere under varme forhold.

Det er bedst at bruge et insektnet som for eksempel bionet. Maskerne i nettet må højst være 1,6 mm for at beskytte mod kålflue og højst 1,2 mm for at beskytte mod gulerodsfluen, mens der mod kålsommerfugle kan være væsentlig støre masker. Det nemmest er at have et småmasket insektnet, som kan bruges mod alle slags insekter i forskellige afgrøder.

Især ved dyrkning af broccoli og blomkål er det en god ide at overdække med net, da larverne ikke er særligt befordrende for appetitten, når de uventet dukker op på tallerkenen ved middagsbordet. Hvis man overdækker med net nu, skal man det første stykke tid en gang i mellem have nettet af og fjerne eventuelle larver, da nyttedyrene jo også holdes ude, så larver, der allerede er kommet til, har frit spillerum.

Nyt medlemsblad fra Praktisk Økologi

Det nye medlemsblad fra Landsforeningen Praktisk Økologi er på vej til medlemmernes postkasser.

Bladet nævnes ofte som en af de vigtigste grunde til at være medlem af foreningen, og denne gang kan medlemmerne glæde sig til at læse om selvforsyning med inspirerende historier fra haveejere på landet og i byen, forslag til dyrkning af anderledes bær, gode råd til vilde bier, opskrifter fra Camilla Plum til mad med majs, brug af kulsukker som jorddække, og fortællingen om hvordan en besværlig jord blev forvandlet ved at tilføre organisk materiale og lave et permanent jorddække.

Vil du også gerne have bladet, så meld dig ind i Praktisk Økologi her >

Er du nysgerrig, men vil først gerne se et eksempel på et blad, så kan du gøre det her >

Fra formanden – Tak for et fantastisk Folkemøde

Som medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi havde du mulighed for at tage med til Folkemøde på Bornholm sammen med foreningen og bo gratis på en skøn gård i Østre Marie.

Det tilbud havde 14 medlemmer benyttet sig af, og det blev en fantastisk hyggelig og dejlig oplevelse med skønne solrige dage.

Formanden fremlagde Praktisk Økologis vision om at skabe mere liv i haven i en debat om Danmarks natur, fødevarer og landbrug med Frank Erichsen, kendt som Bonderøven, som vært. Der var store klapsalver fra tilhørerne, da hun fortalte, at Praktisk Økologi har stillet et borgerforslag om at forbyde salg af sprøjtegifte til private.

Læs mere og støt op om borgerforslaget her >

Praktisk Økologi holdt Frø-popup fredag og lørdag, og der var meget stor efterspørgsel på frøene, der næsten blev revet væk. Frø-popupen gav mulighed for at fortælle om foreningens store arbejde med at udbrede kendskabet til, hvordan man dyrker sin have økologisk, hvilket gav mange nye medlemmer.

Lørdag aften spiste vi fællesmiddag med Frank Erichsen (Bonderøven) og Per Kølster, Formand for Økologisk Landsforening. Det var en rigtig god oplevelse med god tid til at stifte nye og spændende bekendtskaber. Vil du med næste år, så meld dig ind i foreningen og sæt kryds i kalenderen.

Bliv medlem af Praktisk Økologi her >

Frøene blev sponseret af Solsikken, Økologiens Have, og Speciallandbruget Muld. Stor tak for de mange fine frø!

Her er du: Forsiden > 2018 > Havenyt uge 26, 2018

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider