Havenyt uge 39, 2018

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Med de kølige nattetemperaturer og nye nuancer af gyldne, gule og røde farver i haven, er der ingen tvivl om, at vi er godt inde i efteråret. Der er stadig meget at gøre i haven, men det er også ved at være tid til at tænke på kommende haveprojekter.

Dem kan man for eksempel få inspiration til, hvis man deltager i Praktisk Økologis jubilæumsfestival i Kolding den 27. oktober. Her er der 30 værksteder, som man kan vælge mellem, så man kan komme hjem fuld af inspiration til nye indslag i haven, der kan planlægges eller udføres i den kolde tid på året.

Inspirationen kan også komme fra Bonderøven Frank Erichsen, der på festivalen fortæller om sit liv som praktisk økolog og selvforsyner på Kastanjegården.

Læs mere om festivalen her >

Oplev chancen for at høre Bonderøven Frank Erichsens tanker og gode råd til livet som selvforsyner. Foto: DR

Nu er der mest at hente i køkkenhaven

Det er her i slutningen af september, at haven giver os mest grøntsager og frugt. Der er mange tomater, nogle agurker og en del peber og chili i drivhuset.

I køkkenhaven kan man stadig hente squash, ærter, grønne bønner og de lækre Borlottobønner, og samtidig kan man også høste af næsten alle efterårsgrønsagerne som rodfrugter, kål, fennikel, bladbede, knudekål, græskar, porre og masser af bladgrønsager fra store spinatblade til tynde mizunastængler. Selleri og persillerod er dog ikke så store endnu på grund af den tørre sommer.

På frugtsiden er der masser at hante, hvis man har bare et par frugttræer i haven. Friske nødder kan man også få, hvis man har hasselbuske eller et valnøddetræ.

Hvis man har passet sine sommerblomster med vand og gødning, er de også stadig overdådige og fylder krukker og bede med blomster, der lyser op i den stadig tidligere skumring.

Hold øje med nattetemperaturen

For at kunne høste i længst mulig tid, er det en god idé at begynde at holde øje med nattetemperaturen. Den har allerede været nede på kun et par få grader flere steder i landet.

Det er en trist oplevelse at komme ud i haven, hvis man ikke har opdaget den første nattefrost, som kan nå at lave store skader eller helt tage livet af sommerblomster, tomater, chili, bønner, squash og græskar.

Borlottobønnerne er nogle af de mest spektakulære bønner med deres flotte marmorerede bælge og frø, mens de skal høstes inden frosten. Foto: Heidi Kirk Nissen

Bor man i de mest frostudsatte steder af landet, er det smart at holde øje med lokalvejrudsigten og begynde at forberede sig med overdækningsmaterialer som for eksempel fiberdug, der kan beskytte de sarte planter mod tidlig nattefrost.

Tør og frys de modne chilier

De fleste behøver ikke ret mange chiliplanter for at være selvforsynende hele året. Særligt ikke da de er så nemme at opbevare og holder sig godt.

De små chilier kan tørres enten på en tallerken i vindueskarmen eller hængt op på snor et tørt, lunt og luftigt sted. Efterfølgende pakkes de tørrede chilier i et glas med tætsluttende låg.

De større chilier halveres og får fjernet kerner og skillevægge, inden de lægges i fryseren. Frosne chili kan skæres i passende stykker lige fra fryseren og kommes både i varme retter og i en salatdressing. Husk at skrive sorten på etiketten, så man kender styrken, når de skal anvendes.

Det er langt fra alle chilier, som er modne og klar til at blive høstet og gemt. Man skal endelig kun høste de modne, da de resterende frugter kan modne i lang tid endnu.

Læs mere i artiklen »Høst og opbevaring af chili« >

Tag kartoflerne op

Hvis man har mange kartofler stående i jorden endnu, er det en god idé at få taget dem op, som man ikke skal bruge inden for de næste par uger. Jo længere tid, de bliver i jorden, jo større risiko er der for, at bænkebidere og knoporme æder huller i dem, eller de angribes af råd.

Det er vigtigt at få tørret kartofler godt igennem i sol og vind, inden de lægges i kasser til opbevaring et mørkt sted. Jo længere hen på efteråret, jo mere kniber det med at få dem tørret godt. Både fordi dagene er kortere, men også fordi der er mere fugtig jord på kartoflerne i den våde efterårstid.

Læs mere i artiklen »Optagning og opbevaring af kartofler« >

Man kan stadig nå at så efterafgrøde med rug og vintervikke efter kartoflerne. Den vil overvintre grøn og beskytte jorden gennem vinteren, inden den omhakkes til foråret.

Høst og opbevar græskar

Der ligger mange flotte græskar i haverne, som snart er ved at være modnet godt af, så de kan holde sig længe efter høst.

Vintergræskar skal blive på planten, indtil skrællen er helt hård, og stilken helt tør, ellers kan de ikke holde sig ret længe. For at sikre, at de ikke rådner på undersiden, kan man lægge dem op på for eksempel en gammel flise eller mursten, så de er hævet op over den fugtige jord.

Græskarrene skal helst modne færdig på planten, men de er ikke frosttolerante, så kommer der nattefrost, skal de beskyttes med lag af fiberdug eller gamle tæpper. Bliver frosten hård eller længerevarende, skal græskarrene høstes.

De fleste grønsager skal opbevares køligt. Med græskar er det lige modsat. Efter høst tørres de af for jord og stilles et varmt sted i 10–12 dage. Den bedste temperatur er 25 grader. Derefter opbevares de ved ca. 15 grader, men aldrig under 10. Det skal samtidig være et forholdsvis tørt opbevaringssted, som en tør kælder, soveværelse eller loftrum.

Normalt kan græskar holde sig nogle måneder, og i bedste fald kan man have vintergræskar som hokkaido og buttercup helt frem til starten af foråret. Men husk at efterse dem jævnligt, da rådne græskar sviner med ildelugtende rådvæske.

Læs mere i artiklen »Høst og opbevaring af græskar« >

Gem valnødderne til vinteren

Frisk valnødder smager dejligt, især hvis man piller den tynde hinde om nødden af først. Men store valnøddetræer kan give nødder i så enorme mængder, at der kan være brug for at opbevare dem.

Valnødder holder kvaliteten, hvis de bliver tørret godt. Så er der valnødder både til snackskålen på julebordet og til bagværk, salater og müsli gennem hele vinteren.

For at mindske risikoen for, at nødderne mugner, kan man inden tørringen vaske dem i varmt vand tilsat atamon. Det giver samtidig valnødderne en pæn lys farve.

I tørt og lunt efterårsvejr kan man tørre valnødder udendørs på rammer med net. De lægges i ét lag og helst under tag, for eksempel i en luftig carport. Det er vigtigt at samle nye valnødder op hver dag, så de ikke ligger og begynder at mugne.

I fugtigt efterårsvejr, kan valnødderne tørres indenfor. De lægges i ét lag på bageriste eller lignende og stilles et tørt sted med god luftcirkulation og gerne også lunt. De skal tørres godt, men prøveknæk engang imellem for at se, om nødden er tilpas tør, da for megen tørring giver kedelige nødder. Valnødder kan ikke tørres i ovn.

Efter tørring opbevares valnødderne tørt, køligt og frostfrit, gerne ophængt i netsække eller gamle nylonstrømper. Det er vigtigt, at de opbevares et sted, hvor mus ikke kan komme til dem.

Hvis man ikke får samlet nedfaldne valnødder op i tide, så nødderne ikke er så pæne, kan de knækkes og fryses, men de mister den sprøde konsistens og egner sig bedst til at blive brugt i bagværk.

Læs mere i artiklen »Sådan gemmer du dine valnødder« >

Godt tidspunkt at luge på

Septembers blandede vejr har givet os nogle lune og solrige dage, som har været perfekte til havearbejde. Ikke mindst til at få bund i ukrudtet, som væltede frem i august, efter at vi i den tørre sommer nærmest havde glemt, hvor lugeredskaberne stod.

Det er en god idé at luge godt i bund i efteråret, så ukrudtet ikke når at kaste frø eller vokse sig så stort, at det giver mange gange flere arbejde i den i forvejen travle forårstid.

Det tidlige efterår er et rigtigt godt tidspunkt til at fjerne flerårigt ukrudt på lige fra skvalderkål, kvikgræs og brændenælder til brombær, der med tornede ranker har bredt sig over det hele. Jorden er fugtig og nem at løsne, så man kan få fjernet så mange planter og ikke mindst rødder som muligt. Det er en god idé at få gjort, da for eksempel skvalderkålens udløbere let spreder sig 1–1,5 m væk fra det oprindelige areal i løbet af en enkelt sæson.

Gennemgraver man jorden og fjerner flest mulige ukrudtsplanter og deres rødder nu, har man næsten et halvt år til at efterluge, inden det igen bliver så- og plantetid.

Bruger man gravegreben til at løsne jorden med på et par kvadratmeter ad gangen, så kan man som regel hive rødder af både kvikgræs og skvalderkål op i lange stykker. På den måde bliver der færrest små rodstykker tilbage i jorden.

Fremspirende planter vil om et par uger sladre om, at der er rødder, man ikke fik med op, men heldigvis er de efter gennemgravningen nemme at fjerne. Det er ligefrem en fordel, at de når at spire med nye blade inden vinter, så man kan nå en anden lugerunde sidst på efteråret. I det tidlige forår kan man foretage en tredje gang lugning, så jorden er godt ren, inden der skal sås eller plantes nyt.

Middel mod stort ukrudtspres

Er et bed helt overgroet med ukrudt, kan man i stedet tage mere drastiske midler i brug. Hvis det er muligt, fjerner man først de bevaringsværdige planter og renser dem grundigt for ukrudt, inden de plantes i potter eller et særligt sted, hvor man kan holde øje med eventuelt spirende ukrudt fra rodstumper, der havde gemt sig mellem plantens rødder. Eventuelle forårsløg graves også op ad jorden og placeres et andet sted, indtil de året efter kan lægges tilbage i bedet.

I selve bedet løsnes jorden og dækkes efterfølgende med sort plastikfolie eller lag af tæt ukrudtsdug i et helt år. Hvis man lader stykket ligge brak et år på den måde, så slipper man af med skvalderkål, tidsler og kvikgræs.

Det kønne ukrudt

Ukrudt behøver ikke kun at være skvalderkål, padderokker o.l. Fine blomster, som vi har nydt resten af året, kan pludselig blive opfattet som ukrudt, hvis de selvsår og spreder sig steder, hvor de ikke er ønskede.

Morgenfruer er kønne, men det er en af de selvsående blomster, der kan blive omtalt som ukrudt. Foto: Heidi Kirk Nissen

Her i efteråret kan man finde mange selvsåede frøplanter af katost, forglemmigej, viol, margerit, lammeøre, klokkeblomst, løvefod, akeleje osv. De skal enten luges eller plantes ud andre steder, hvor der er plads til, at de kan udvikle sig.

Kom med til Jubilæumsfestival

Som der stod først i nyhedsbrevet, så kan du opleve Bonderøven Frank Erichsen på årets Mere Liv i Haven festival den 27. oktober. Men der er naturligvis meget mere…

På festivalen kan du deltage på i alt 5 af de 30 værksteder/workshops, som bliver holdt af eksperter inden for hver deres felt. Blandt værkstedsholderne er miljøjournalist Kjeld Hansen, det rejser det tunge spørgsmål »Kan økologien erstatte naturfredningen – eller er det omvendt?« og i den modsatte ende er der Ole Dall, som giver praktisk vejledning, tegninger og tips til deltagerne, der efter festivalen kan gå hjem og bygge sin egen drivhusdome. Der er med garanti værksteder for enhver smag.

Om aftenen fejre vi Landsforeningens Praktisk Økologis 30 år jubilæum, det bliver med gourmetmad, livemusik, taler og dans.

Læs mere om værkstederne og dagens program her >

Sidste chance for at støtte Havenyt.dk

September er næsten slut og med den også den årlige indsamling af gavebidrag, der er med til at sikre udviklingen og driften af Havenyt.dk.

Vi har 5 millioner årlige besøgende på Havenyt.dk, der gratis får mulighed for at få viden, gode tips og inspiration til at dyrke en frodig og miljøvenlig have. For ikke at tale om nyhedsbrevet her, der lander i indbakken hos mange tusinder af haveglade med aktuelle havetips hver eneste uge året rundt.

En så stor hjemmeside som Havenyt.dk kræver nogle kræfter, og derfor er vi afhængige af at kunne søge Tips- og Lottomidler samt af de gavebidrag, som folk så venligt donerer. Vi kan søge Tips- og Lottomidlerne, hvis vi indsamler 100 gavebidrag á mindst 200 kr.

Vi har kørt en indsamling her i september, og dette er den sidste uge, hvor vi vil bede de af jer, der lige har opdaget indsamlingen eller tidligere har overvejet at støtte, men ikke nået det af forskellige årsager, om at hjælpe os.

Giver du et gavebidrag på 200 kr. til Havenyt.dk, så er du med til at sikre fremtiden for Havenyt.dk og delingen af gratis viden om, hvordan man dyrker en frodig og flot have i samspil med planterne og naturen.

Dit bidrag kan trækkes fra i skat, og du kan nemt give de nødvendige oplysninger samtidig med, at du støtter.

Hjælp med at sikre fremtiden for Havenyt.dk her >

Her er du: Forsiden > 2018 > Havenyt uge 39, 2018

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider