Havenyt uge 44, 2018

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Søndag morgen vågnede det meste af landet op til haver dækket af rimfrost og nogle steder endda sne. Havde man ikke nået at høste alle de frostfølsomme planter, var nogen af dem ødelagte, mens andre rejste sig igen, efterhånden som solen begyndte at skinne. Der er forskel på hvilke planter, der er meget følsomme overfor frost og hvilke, der godt kan klare en enkelt nat med minusgrader. Mere om det længere nede i nyhedsbrevet.

Søndag morgen lukkede mange døren op til en have dækket af rimfrost. Foto: Heidi Kirk Nissen

Vejrudsigten lover varmere nattetemperaturer, så vi har lidt tid at løbe på endnu, men det er rart at få gjort de sidste nødvendige ting, for frosten kan hurtigt vende tilbage.

En af de ting, der er optimale at gøre i slutningen af oktober er at flytte mindre buske og træer og begynde at overveje at plante barrodsplanter. Måske skal der nye roser i haven, og der er barrodsroser et godt valg. Det er også et godt tidspunkt at så kuldekimere til nye stauder.

Tak for en fantastisk festival

Men inden vi går til det mere havefaglige, vil vi gerne sige en stor tak til de mere end 330 deltagere på Mere Liv i Haven Festivalen, som var med til at gøre dagen helt fantastisk.

Mere Liv i Haven festivalen blev holdt i de hyggelige lokaler ved Volkerts Fylke i Kolding, og de mere end 330 deltagere strømmede til fra morgenstunden. Foto: Heidi Kirk Nissen

Det var en fornøjelse at opleve den glæde, der gennemsyrede alle aktiviteterne, om det var i de 30 forskellige værksteder, hvor vi blev fyldt op med nye viden og idéer, snakkene over den lækre mad eller de gode tips om forskellige planter, frø og grøntsager fra de handlende i markedsgaden. For ikke at nævne glæden over at finde en havebog om netop det emne, man gerne vil fordybe sig i til vinter, eller få fingrene i nogle spændende frø til haven på de gratis bytte-borde. Dagen blev smukt rundet af med et underholdende og lærerigt foredrag af Bonderøven efterfulgt af en udsøgt middag og underholdning, der bragte mange store grin frem rundt om bordene.

Praktisk Økologi vil også gerne takke værkstedsholderne for gavmildt at dele ud af deres store viden, engagement og glæde ved praktisk økologisk dyrkning. Samt ikke mindst en meget stor tak til alle de frivillige for at have fået festivalen til at blive den succes, som den var.

Man kan se mange flere billeder fra dagen på Praktisk Økologis Facebook-side >

Høst eller beskyt de frostfølsomme planter

Efterårsvejret kan ofte være uforudsigeligt og hurtigt skiftende. Lige nu lover vejrudsigten ikke mere nattefrost, men får vi kold østenvind, kan der godt komme flere frostnætter.

En enkelt nat ødelægger sjældent hele køkkenhaven, men kommer der frost flere nætter i træk, er man som haveejer nødt til at tage det alvorligt. Man kan være på forkant ved at plukke de sidste afgrøder i drivhuset som tomater, chili, peber og agurker. Tomater, som har orange farvning modner let indendørs og smager fint. Grønne tomater kan modne, men rådner ofte inden, og de får ikke den søde gode smag. De kan eventuelt syltes. Chili og peber kan holde sig ugevis i køleskabet, de kan fryses ned, og de små chili kan let tørres.

Læs mere i artiklen »Høst og opbevaring af chili« >

Sidder der stadig bønner ude i haven, så skal de også høstes, inden nattefrosten sætter ind for alvor. Er der flere, end man kan spise, så kom dem i fryseren.

Dild kan slet ikke tåle frost, så det bedste råd er at plukke alle blade af og fryse dem. Lad resten af dildplanten stå, kommer den en lun periode efter en frostperiode, kan den finde på at skyde nye blade. Prøv eventuelt at dække rækken mod frost.

Salat tåler ikke frost, men jorden er stadig varm, så har man meget flot salat, kan man prøve at sætte buer over og dække med minimum to lag fiberdug. Det samme gælder bladselleri.

Rodfrugterne kan godt tåle lidt frost. Men gulerødder, rødbeder, persillerødder og selleri bør man sikre ved at dække lidt blade, halm eller lignende ind omkring rødderne, eller lægge et lag fiberdug over. Pastinak og jordkokker er vinterhårdføre. Knudekål tåler også en del nattefrost.

Læs mere i artiklen »Vinteropbevaring af gulerødder« >

Hovedkål tåler ikke mange graders frost, så her skal man overveje, om de skal tages op nu og lægges til opbevaring, eller om man skal forsøge at ride den første periode med nattefrost af med dække med fiberdug. Kålene holder bedst friskhed og sprødhed på roden. Her må man vurdere risikoen lokalt, da der er stor forskel på, om der bliver let frost eller mange graders frost.

Sommerporrer tåler begrænset frost og vil antagelig ikke tage skade af lidt nattefrost. Har man mange, kan man overveje at komme nogle i fryseren allerede nu. Vinterporrer kan fint tåle frost.

Spinat tåler lidt frost, men her kan det også være en god idé at fryse det ned, som man ikke regner med at kunne spise de næste par uger, hvis det overlever nattefrosten. Dæk eventuelt fiberdug over.

Blomsterknolde skal tages op inden vinter

Georginer, gladiolus og knoldbegonier vil hurtigt blive ødelagt, når der kommer nattefrost for alvor. Nogle steder i landet er det allerede slut med dem for denne gang.

I modsætning til alle de hårdføre løgplanter, som fint overvintrer i haven, vil knoldplanterne normalt ikke kunne klare vinteren i jorden. Når nattefrosten har ødelagt bladene på georginer, knoldbegonier, kanna, haveranunkel, tigerblomst, gladiolus, chokoladekosmos og Acidanthera bicolor er det derfor en god ide at tage knoldene op, så de ikke bliver glemt, og man først kommer i tanke om dem, når jorden er frosset.

Der er sikkert mange flere knolde i jorden, end der blev lagt i foråret. De strutter af oplagret energi, som de skal bruge til at danne ny planter med til foråret, når de igen sættes.

Ved optagning skæres toppen af et stykke over knoldene. Knoldene tørres først nogle dage, inden de lægges i meget lidt fugtigt sand eller spagnum i et enkelt lag. Selv om de skal opbevares tørt, må knoldene ikke tørre ud. De holder sig godt, hvis temperaturen er under 10 grader og bedst ved 6–8 grader. Det kan være svært at skaffe perfekte opbevaringforhold i et moderne parcelhus eller lejlighed, og så må man sætte dem i det køligste rum.

Ved georginer (dahlia) er der erfaring for, at man i stedet for at bruge sand/spagnum med held kan opbevare knoldene i åbne plastposer, som sikrer mod udtørring. Når man graver georgineplanten op, skal der efterlades 10–15 cm stilk.

Ikke alle georgineknolde overlever vinteropbevaringen, hvor udtørring er lige så skadelig som frost. Det er en balancegang mellem en tilpas tør opbevaring, og at knoldene tørrer helt ud. Jo større knoldene er, jo mindre risiko er der for udtørring, og store gamle blokke af georginer kan opbevares i kasser uden tildækning. Placering i en kasse på jorden i et skur og overdækket med noget isolerende i frostperioder kan faktisk være bedre end opbevaring indenfor i en tør luft. Dog skal man løbende vurdere risikoen for frost og sultne mus.

Hak grøngødningen om

Har man sået efterafgrøde med planter, som ødelægges af frost, får man efter et par nætter med minusgrader helt automatisk et fint vinterdække af jorden med visne plantedele, hvor det meste er omsat til foråret både i jorden og over jorden.

Har man derimod grøngødningsplanter på jorden, som vil overleve vinteren grønne, skal man tage stilling til, hvornår de skal hakkes om, så rødder og top når at blive nogenlunde omsat og en del af plantenæringsstofferne frigivet, inden nye planter skal vokse på jorden til næste år.

Er der mange plantedele og rødder tilbage, som ikke er omsat, vil tilgængeligt kvælstof bliver brugt til at omsætte dem, og så kommer de afgrøder, man planter og sår, let til at mangle kvælstof. Men bliver det modsat omsat for hurtigt i et lunt efterår, kan næringsstofferne udvaskes af dyrkningsjorden. Og ingen kan forudse, hvordan vinteren bliver.

Der er forsket meget i, hvordan man i landbruget får mest ud af efterafgrøde og grøngødning i forhold til de næste afgrøder. Anbefalingen lyder, at man på lerjord nedmulder efterafgrøden i det øverste jordlag i november, mens man på sandet jord og i områder med stor vinternedbør (det er især Sønderjylland) først nedmulder i det helt tidlige forår.

Så kuldekimere

Det er normalt i det tidlige forår, at vi sår blomster, men en lang række af vores stauder og toårige blomster er kuldekimere. Det betyder, at frøene skal udsættes for kulde, inden de kan bryde deres hvile og begynde at spire. Sår man dem i foråret inde i vindueskarmen, spirer de som regel dårligt eller slet ikke.

Kuldekimere kan sås fra sidst på efteråret og frem til marts, enten direkte på friland eller i såbakker eller kasser, som placeres ude i kulden. Det kan være en fordel at bruge købt såjord, da staudefrø er små og kimplanterne ditto, og ukrudtsfrøene spirer gerne først.

Vil man gerne have et bed fuld af blomstrende purpursolhat, kan man så frø til dem nu, da de er kuldekimere. Foto: Heidi Kirk Nissen

Frøene vil spire i foråret, når det bliver varmt nok til den enkelte art. Placer såbakker og -kasser et sted, hvor de ikke får regn, f.eks. i et udhus, carport eller lignende sted. De behøver ikke noget videre lys, før kimplanterne spirer frem i det tidlige forår. Jorden skal vandes, men kun holdes let fugtig. Det er en god idé at beskytte det såede, så ikke fugle og mus æder frøene i løbet af vinteren, og sneglene de små kimplanter til foråret.

Plant træer og buske

Løvfaldet er startsignalet til at gå i gang med at plante løvfældende træer og buske, da de efter løvfald ikke længere har et stort vandforbrug. I de kommende uger er jorden desuden endnu varm nok til, at rodspidserne lige netop kan nå at komme i vækst inden vinteren.

Det sene efterår er det bedste plantetidspunkt for træer og buske. Mange haveejere er ikke klar over, hvor meget sikrere det er at plante i det sene efterår og tidlige vinter i forhold til i foråret. Salget af planter flytter år for år, og det går mere og mere til det lune forår, hvor det er mere behageligt at gå i haven. Men fakta er, at træer og buske får en bedre start i haven, når de plantes i efteråret, så roddannelsen kan komme i gang inden vinter. Samtidig er udvalget stort lige nu i planteskoler og havecentre.

Skuddene på træer og buske er ved at være afmodnede, og når bladene er faldet af, kan man begynde at plante barrodede træer, buske og hækplanter og flytte løvfældende træer og buske i haven. Det mest optimale flyttetidspunkt for mindre buske og træer er lige nu omkring slutningen af oktober.

Læs mere i artiklen »Flytning af mindre træer og buske« >

Planter man barrodede planter, er det meget vigtigt at beskytte rødderne på planterne, indtil de plantes, så de på intet tidspunkt tørrer ud. Det kan gøres ved at nedslå dem i jorden et skygget sted, hvis de ikke plantes med det samme.

Plantning af barrodede roser

Roser kan købes både i potter og som barrodede. De barrodede er ofte at foretrække, da man her får kraftigere planter. De kan plantes her fra løvfald og frem til frosten for alvor sætter ind. Man kan sagtens plante selvom, at der er nattefrost. Bare der er plusgrader om dagen.

Det er vigtigt, at man ikke planter roser, hvor der tidligere har stået roser. I planteskolerne går der 7 år mellem, at der dyrkes roser på jorden. Det kræver udskiftning af jorden, hvis man alligevel ønsker at plante på det samme sted.

Plantehullet skal graves noget større, end planten lige passer ned i det. Fyld hullet op med vand, og lad det trække ned. Studs rødderne lidt og fjern eventuelle beskadigede rødder og vildskud. Rosen anbringes i hullet, så podestedet er 7–10 cm under jordniveau, og rødderne bredes ud. Hullet fyldes trekvart op, og jorden trykkes forsigtigt til omkring rødderne. Vand igen og lade det sive væk. Fyld resten af hullet op med jord og hyp eventuelt lidt jord op omkring planten.

Læs mere i artiklen »Plant barrodede roser« >

Roser trives bedst i en god muldjord, og den må gerne være lerholdig. Har man en let jord, er det en god idé at tilsætte lerjord i plantehullet. Det kan købes i sække i planteskolen som lergranulat. Har man en meget stiv lerjord, bør den løsnes ekstra godt og eventuelt tilsættes lidt grus.

Her er du: Forsiden > 2018 > Havenyt uge 44, 2018

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider