Havenyt uge 11, 2021

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Forårstegn i haven

Selvom rimfrosten pryder haverne om morgenen, så er der begyndt at komme mange farverige pletter, hvor forårsblomsterne er kommet frem.

Der er gule, orange og lilla krokus, hvide vintergækker og yndige gule og blå dværgiris. Juleroser og påskeklokker blomstrer i røde, rosa og hvide nuancer og stinkende nyserod har klaser af limegrønne blomster.

Der er mange krokus i haverne lige nu. Både de små, naturlige i afdæmpede hvide eller lilla nuancer, og de store som kalder på opmærksomhed med deres klare gule og lilla farver.

Og så er der alle de gule erantis, som er lige ved at være afblomstrede. De kan flyttes til andre steder i haven efter afblomstring, hvis man har brug for det, eller hvis man kan tigge sig til lidt planter fra en erantisprydet have.

Hvis man går en tur rundt i haven og ser godt efter, kan man finde endnu flere forårstegn. Et sikkert forårstegn er påskeliljeknopper på flere centimeter høje stilke, og tulipaner, som med rødlige spidser skyder op af den våde jord. Skovtulipanernes små spidse blade er også på vej op.

I nyttehaven sætter persillen nye fine blade mellem de slatne vinterblade. De nye grønne blade af ramsløg er også på vej. De er en forårsdelikatesse i noma-stil. De grønne blade af dansk arum er også så småt dukket frem, og de ser fristende ud, men skal bestemt ikke spises. Pastinak skyder flotte, grønne blade. De skal heller ikke spises, men giver en god idé om, hvor der skal graves op.

Løgene er på vej

Foråret er også den tid, hvor løgene vokser hurtigt og effektivt. Purløg er på vej op allerede her midt i marts, og det vil ikke vare lang tid, før man kan klippe lidt grønt drys til frokosten. Hvidløgstop er også godt til grønt drys, og den er klippeklar før purløg, hvis man har ladet nogle hvidløg stå som flerårige planter i haven.

Pibeløg og forårsløg kan dyrkes som flerårige, og de begynder netop nu at vokse med deres deres tykke løgtop. Pibeløg fås både med rent grønne blade og med rødlige skafter. Hvis de overlever vinteren, danner de efterhånden hele blokke, som med fordel kan deles, ligesom man deler blokke af purløg og planter ud.

Forårsløg, som man sår i foråret, kan enten høstes i løbet af sommeren, eller man kan lade dem stå til næste forår, hvor hver plante i løbet af april danner mellem 1–6 forårsløg. Antallet af løg er afhængigt af, hvor kraftig planten nåede at blive sidste sommer. Sådan en række kan give forårsløg i massevis, men sæsonen varer kun nogle uger, da de hurtigt går i blomst, når det bliver varmt.

Undgå at træde på den våde jord

Det er dejligt at være i haven på en solrig martsdag, og der kan både ryddes op, rengøres drivhus og forberedes til den udendørs såning, som kun venter på, at jorden bliver tør og varm nok til at så i. Andre gode forårssysler er lugning af ukrudt i bede og hække samt rive grene og kviste af græsplænen, så den er klar til at kunne slås, når den begynder at vokse for alvor.

Men inden man begynder at trampe rundt i haven, skal man lige overveje, hvor man træder. Jorden er lige nu både våd og blød, og træder man i bedene, bliver den trykket sammen, og jordstrukturen skadet. Græsplænens jord er sine steder også våd, og man bør undgå at gå mere end højst nødvendigt på den, hvor det er tilfældet.

Gør mest muligt af arbejdet fra faste stier og gange. Læg eventuelt brædder ud i bedet til at træde på og fordele trykket, hvis det er nødvendigt at gå ind i dem, mens jorden stadig er blød.

Peter Norris forkultivering

Peter Norris er en mester i forkultivering. Hver eneste af årets måneder har han gang i at så nye frø og forkultivere, så han kan strække den selvforsynende sæson med grønt fra haven over så lang tid som mulig. Hvad han gør, og hvornår han gør det, fortæller han om i artiklen »Den lille havekalender for selvforsynere«, som vi fik lov at vise her på Havenyt.dk sidste år, og den er stadig lige aktuel i år.

Se »Peter Norris lille havekalender for selvforsynere« >

Ifølge Peter er der mange gode grunde til at forkultivere, og han forkultiverer stort set alle sine grønsager – med undtagelse af rodfrugterne, der ofte udvikler sig til otte-armede blæksprutter ved omplantning.

Den væsentligste fordel er ifølge Peter, at man ved at forkultivere frem for at så direkte får foræret 2–3 måneders længere dyrkningssæson ganske gratis og hermed et noget større udbytte af det køkkenhaveareal, man har til rådighed. Man kan komme tidligt i gang indendørs, mens jorden i haven stadig er våd og kold efter vinteren, og det giver mulighed for at nå at dyrke flere afgrøder på samme areal.

Har man om efteråret forkultiverede småplanter parat til at overtage, når den første afgrøde er ryddet, kan disse bedre nå at udvikle sig til høst i efteråret, inden de kortere dage med mindre lys og faldende temperaturer sætter en stopper for væksten.

I artiklen nedenfor får man flere andre gode grunde til at forkultivere. Her deler Peter Norris ud af nogle af sine grunde til, at han har kastet sig over forkultivering i stor stil, og hvad han får ud af det.

Læs mere i »Forkultivering til friland« >

Forkultivering i vindueskarmen

Tomatfrø plejer at være hurtige til at spire og selv mange år gammelt frø spirer ofte forbavsende godt. Derfor går der kun et begrænset antal dage fra såning, til kimplanterne er på vej op. Man varmes helt ved tanken om, at den lille plante vil komme til at levere mange kilo solvarme tomater.

Når de små planter kommer op, skal de passes med vanding, men det er vigtigt, at jorden ikke vandes for meget. Doser vandingen meget omhyggeligt, da vandmættet jord kan resultere i svampeangreb og planter, som går ud. Det kan være en god idé at spraye vand i kimplantestadiet i stedet for at vande.

Hver uge bør man overveje, om der er ny arter, der skal sås. Her midt i marts skal man have sået de sidste drivhustomater. Tomater til friland kan dog vente 1–2 uger, hvis man ikke har et drivhus til at placere dem i, når de bliver for store til vindueskarmen.

Knoldselleri, bladselleri og et tidligt hold knoldfennikel kan også sås omkring nu. Det er også en god idé at kigge alle frøbreve med sommerblomster igennem, og se efter om der er nogen, som skal forkultiveres i marts.

Læs mere i »Forkultivering i vindueskarm« >

Planlæg forkultiveringen

Synet af små grønne spirer af tomater, chili, peber, bladselleri, løg mv. giver en næsten ustyrlig lyst til at så endnu flere ting. Her er det godt at huske sig selv på, at der er lang tid til, at der kan plantes ud. Så inden man sår alt for meget, er det en god idé at vurdere, hvor mange planter der er plads til i vindueskarmene.

Har man et drivhus, kan man godt så frø til de planter, som kan flyttes ud i drivhuset fra starten af april, hvor tomat og chili begynder at kræve mere plads i vindueskarmene. Det er en god ide at så salat, blomkål, sommerhvidkål og spidskål til videredyrkning i drivhuset og måske plante dem ud som store planter under fiberdug hen i april. De 14 dages tidligere såning indenfor gør virkelig en forskel for, hvornår man kan høste de første salat- og kålhoveder ude i haven.

Forkultivering kræver lys og varme

Vi er nu midt i marts, og de nyspirede planter kan klare sig med dagslys, hvis de placeres i et lyst vindue. De nyspirede planter skal stå lyst, men ikke i et brændende varmt vindue, som et stort sydvendt vindue uden sprosser eller tagudhæng kan udvikle sig til på en solrig forårsdag. Her kan små kimplanter hurtigt bukke under af for meget varme.

Kimplanter har det ofte bedst i sydøst- eller sydvestvendte vinduer. Selv et mere nordvendt vindue kan være et rigtig godt sted til kimplanter, hvis det er et stort, meget lyst vindue. Tagvinduer giver mere lys, så her er retningen ikke helt så afgørende.

Hvis man ikke har et egnet lyst vindue og gerne vil forspire, så er der ingen vej uden om tilskudslys her i marts. Man skal ud og investere i specielt plantelys, der fås som lysstofrør eller LED lysarmaturer. Planter skal ikke have lys døgnet rundt. En nat med mørke i 8 timer er passende til de fleste planter.

Lyset er en vækstbegrænsende faktor i marts, men ikke den eneste, der skal også tages hensyn til temperaturen. Jo mindre lys, jo mindre varme skal planterne forkultiveres ved for at blive pæne, kompakte planter. Men der er naturligvis en nedre grænse.

Sommerblomster, tomat og chili har det fint i et lyst vindue ved 15–18 grader under opvæksten. Salat og kålplanter har det bedst ved 10–15 grader. Hvis det er muligt, er det en god idé at lukke mest muligt ned for radiatoren under det vindue, hvor de små planter står i marts måned, da de ellers ofte får for meget varme i forhold til lyset.

Frø kan spire uens

Det er dejligt livsbekræftende at se de mange spirer dukke op af jorden. Nogle frø kommer hurtigt op, mens andre er mere langsomme til at spire, selvom det er samme art. Det hænger sammen med det enkelte frøs spireenergi. Jo ældre frøene er, jo længere tid kan de være om at spire, og jo mere uensartet spirer de.

Læs mere i »Test om dine frø er spiredygtige« >

Hvis frøene er friske, kan de små kimplanter dukke frem af såjorden allerede på et par dage, mens tilsvarende frø med mindre spireenergi først dukker op efter 7–14 dage. Derfor oplever man ofte, at friske hjemmehøstede frø fra sidste år spirer rigtigt godt.

Flere kartofler til forspiring

Det er for tidligt at lægge kartofler, men vil man gerne dyrke meget tidlige kartofler, er det bedst at forspire dem indenfor i potter. Om nogle uger kan de plantes ud under tunnel med fiberdug over. Eller man kan vente på, at jorden ude under plastikken bliver 8 grader varm som døgngennemsnit og sætte direkte under klar plastik.

For at få de eftertragtede korte, tykke spirer, skal læggekartoflerne ligge i et enkelt lag. Her er der brugt store skobakker, men alle former for flade kasser, fade med lave sider mv. kan bruges. Foto: Karna Maj

De tidlige kartofler, der er lagt til forspiring, skulle gerne begynde at have pæne spirer. Pludselig kommer foråret og varmen, og så kan jorden blive varm nok til lægning i løbet af 1–2 uger. Især hvis man har lagt klar plastik over bedet ude i køkkenhaven.

De middeltidlige og sene sorter af kartofler skal købes og lægges til spiring nu. De tager 4–6 uger om at udvikle gode spirer, og det sandsynlige tidspunkt for at lægge dem er i den sidste halvdel af april. Læg læggekartoflerne lyst ved en temperatur på 15–18 grader i et enkelt lag, så der udvikles gode tykke spirer, som ikke knækker ved lægning.

Hvis man har gemt egne kartofler til at lægge, og de er spiret i kassen med for lange spirer, så fortvivl ikke. De skal frem i lyset, og så kan de lægges med forsigtighed, når det bliver tid. Alternativt kan man fjerne spirerne og lade kartoflen sætte nogle nye. Det kræver dog, at der er tale om store kartofler, hvor der er næring nok.

Roserne er på vej

Roserne er begyndt at sætte nye skud, men man bør ikke beskære endnu. Først sidst i marts bør man beskære dem, hvis der ikke er udsigt til vintervejr. Og kun de mere hårdføre sorter. Resten skal vente til i april.

Derimod er det fint at plante barrodede roser i marts. De kommer meget bedre igang end de roser, som man kan købe i potter senere på foråret. Barrodede roser er meget kraftigere end potteroser.

Læs mere i artiklen »Plant barrodede roser« >

Beskæring af hindbær og brombær og vin

Ser man godt efter, vil man opdage, at knopperne på hindbær er på nippet til at begynde at blive grønne. Det gælder i øvrigt også stikkelsbær og solbær. Og det er jo dejligt, at de allerede er på vej til at springe ud, så haven snart kan få et grønt skær.

Men det fortæller også, at det er på høje tid at få beskåret efterårshindbær, brombær og vin, hvis man ikke allerede har fået gjort det.

Læs mere i artiklen »Beskæring af hindbær og brombær« >

Vind ny bog om vilde blomster

Bogen »Vilde blomster i haven« af Lise Gartmann er udkommet i en revideret 2. udgave og i den forbindelse har vi været så heldige at få to eksemplarer af bogen til en konkurrence blandt læserne af Ugens Havenyt.

»Vilde blomster i haven« er en inspirationsbog for haveejere, der drømmer om en grøftekant, en blomstereng, spiselige planter, vand og ikke mindst større biodiversitet i haven.

Bogen beskriver de vilde blomster i billeder og ord og giver et indblik i planternes karakteristika, behov til jordbund og pleje og detaljerigdom, så man kan komme godt i gang. Og det er ikke kun de vilde blomster, der omtales i bogen. der er også tips til insektbo og kvashegn, tips om stendiger og højbede og inspiration til vand og grøfter i haven.

For at deltage i konkurrencen skal du sende dine bedste bud på vilde blomster, som du gerne vil dyrke eller allerede med glæde dyrker i haven, og fortælle hvorfor du gerne vil dyrke netop disse vilde blomster i din have.

Send dit svar til havenyt@praktiskoekologi.dk. Skriv »Konkurrence« i emnelinjen og dit svar, navn og adresse i beskeden, så trækker vi lod om de to bøger på tirsdag i næste uge og sender bøgerne til de heldige vindere.

Få masser af inspiration til årets have

Haveinteressen er steget helt vildt under coronatiden. Folk længes efter at komme ud og mærke jord under neglene og få noget til at gro. Er du en dem, og har du ikke lyst til at gøre det alene, men i et grønt fællesskab, så kom med i Landsforeningen Praktisk Økologi.

Lige nu kan vi ikke mødes så meget fysisk, men vi holder online kontakt, og vi tror på, at vi snart ses ude i haverne, i vores lokale netværk og måske i din have, hvis du får lyst til at få besøg af en af vores havementorere, som kan give dig gode råd til, hvordan du kommer i gang med økologisk dyrkning i din have.

Læs mere om fordelene ved at være medlem af Praktisk Økologi >

Lige nu har vi et godt FORÅRSTILBUD til dig, hvor du som nyt medlem får 3 medlemsblade (nr. 2, 3 og 4 fra 2020) og vores trykte særnummer GRATIS.

Det betyder 144 siders læsning spækket med inspirerende artikler om emner lige fra dyrkning af citronagurker og klimavenlig havedyrkning over selvforsyning i en travl hverdag og pleje af vilde haver til gode råd til at holde høns og kaniner.

Lige nu er et perfekt tidspunkt at fordybe sig i de mange spændende artikler og få et godt afsæt for at gøre dette års have til den mest fantastiske, økologiske have fuld af frugt og grønt og gode oplevelser.

Kom med i Praktisk Økologi og få både de tre medlemsblade fra 2020 og det trykte særnummer samt de seks nye medlemsblade, som udkommer i løbet af de kommende 12 måneder, og de mange andre fordele ved at være en del af vores grønne forening.

Bliv medlem og få bladene her >

Her er du: Forsiden > 2021 > Havenyt uge 11, 2021

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider