Havenyt uge 43, 2022

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Vi har et utroligt mildt efterår. Det er så lunt, at græsset stadig vokser lidt og måske skal slås endnu en gang, samtidig med, at bladene er begyndt at hvirvle ned. Det er ikke så tit, at vi slår græs midt i løvfaldet. Så sent på året er det også svært at få græsplænen helt tør til slåning, da solen står lavt, og der af og til kommer en regnbyge forbi. Og det bliver ikke lettere med et lag blade ovenpå græsset.

Men selvom nogle af planterne i haven stadig vokser, er det ved at være slut. Det er altid lidt vemodigt at se planterne sige farvel og tak for denne sæson. Men så meget mere grund er der til at nyde de dage, hvor vi kan være ude i haven og få plantet, luget, vinterdækket og ryddet lidt op inden vinter.

Sommerblomsterne stolt kavaler blomstrer stadig, men de er begyndt at blive præget af køligere nætter, regn og efterårsblæst. Foto: Heidi Kirk Nissen

I køkkenhaven er der her sidst i oktober masser af vintergrønsager at hente, og i kasserne ligger både de spiseklare pærer og æbler og dem til senere brug. Man skal bare lige huske at hente både grønsager og frugt ind i tide, for som de fleste har opdaget, bliver det tidligt mørkt nu. Og fra søndag bliver det endnu tidligere mørkt, når sommertiden slutter. Det giver færre timer til at gå i haven, for det er svært at arbejde i haven om morgenen, når der er faldet masser med dug, så alt er meget vådt.

Vælg den lette oprydning af haven

Her sidst i oktober griber oprydningstrangen mange haveejere. Nu skal der ryddes op, alle visne planter skal fjernes, køkkenhaven skal vintergraves, de visne stauder skal klippes ned, og bladene skal køres væk. Men hvis man vil rydde op i haven her i efteråret, så bør det gøres med omtanke, da det ellers let kan gøre mere skade end gavn.

Problemet er, at den grundige oprydning måske nok får haven til at se ryddelig ud, men den kan have nogle uheldige virkninger:

– Jordstrukturen forringes i løbet af vinteren, hvis den er bar.

– Stauderne klarer overvintringen dårligere, hvis bladene fjernes.

– Der bliver færre regnorme, da blade og planterester er deres føde.

– Færre af havens nyttedyr og mikroorganismer vil overleve vinteren uden et naturligt plantedække.

– Man snyder sig selv for synet af flotte frøstande og rim- og isbelagte planter på kolde vinterdage.

Det er en god idé at være nænsom i oprydningen i haven om efteråret og finde en balancegang mellem en pæn vinterhave og hensynene til jorden og havens beboere.

Et eksempel er havens blade, der ikke bør puttes i plastiksække og køres væk, men i stedet bruges til at beskytte både planter og dyr gennem vinteren. Samtidig vil naturen af sig selv rydde op i løbet af vinteren ved at lade regnormene æde bladene, og fuglene æde nedfaldsfrugter og frø.

Behold bladene i haven

Man ødelægger naturens kredsløb i haven, hvis man fjerner bladene fra den. Og det er bedre at lade bladene ligge på jorden end at kompostere dem.

Blade er et stort gode, der kan bruges til mange ting i haven, men naturligvis skal man ikke lade dem ligge, hvor de kan være til gene. Efterhånden som de falder af træerne, kan man rive dem sammen på eksempelvis gangarealer og græsplænen og lægge dem i bunden af bede med porrer og de rodfrugter, som skal blive stående på bedet længst muligt. Det vil gøre det lettere at grave dem op i frostvejr.

Er der stedsegrønne buske med store grønne blade som for eksempel rododendron, mahonie eller storbladet laurbærkirsebær i haven, skades disse planters flotte blade let, når jorden fryser til. Der kan opstå bladsvidninger, hvis planten ikke kan optage vand nok til bladenes fordampning. Det er især i frostperioder kombineret med blæst og i foråret med sol, at der sker svidningsskader.

Hvis man lægger et tykt lag blade under buskene, vil jorden først fryse ved virkelig hård frost eller frost i længere tid. Man minimerer på den måde risikoen for bladsvidninger, samtidig med at man får anbragt de sammenrevne blade.

Læs mere i artiklen »Behold bladene i haven« >

Skab gode overvintringsteder

I løbet af sommeren har man sikkert ønsket, at der havde været mange flere nyttedyr til at æde lus og andre skadedyr i haven. Men det er ikke nok at tiltrække nyttedyr ved at dyrke en masse insektplanter. Nyttedyrene skal også kunne overvintre i haven.

Det gælder både snyltehvepse og svirrefluer, men også andre nyttedyr som rovfluer, jagt- og rovedderkopper, mariehøns, løbebiller, skolopendere og rovmider. Fælles for alle disse nyttedyr er, at de behøver planteaffald og grenbunker at gemme sig under om vinteren. Hvis man rydder for godt op i haven i efteråret, får man helt sikkert færre nyttedyr næste år.

I en have med liv er det derfor en kompromis mellem en pæn have og en have med gode overvintringsteder. Det gælder også pindsvinet, som sætter pris på en kæmpe grenbunke, gerne kombineret med en trillebørfuld blade eller to. Har man ikke plads til den slags bunker, kan man også både købe og selv bygge et pindsvinebo.

Naturhistorisk Museum har flere forslag til, hvordan man kan bygge overvintringsteder for pindsvinene i haven. Læs mere her >

Lav et kvashegn

Har man mange stammer og grene liggende fra beskæring, behøver man ikke at køre dem på lossepladsen. De kan i stedet bruges til noget så nyttigt som et kvashegn, hvor en del af havens dyreliv også kan overvintre.

Et kvashegn er ikke en rodet bunke grene, men kan derimod være et flot hegn, der kan bruges som rumdeler i selve haven eller afgræsning mod naboer, marker o.l.

Bliv inspireret og læs mere om kvashegn >

Har man ikke mulighed for at lave et kvashegn i sin egen have, kan man stadig bruge grene og stammer til noget nyttigt, hvis man er heldig at have mulighed for at aflevere dem i et fælles kvashegn. Dem er der for eksempel lavet ved skoler i Odder og Skanderborg kommuner.

Læs mere om de fælles kvashegn >

Nyplantning af træer og buske

Løvfældende træer og buske i potter kan plantes nu. Man skal dog være opmærksom på, at rodsystemet er lille ved plantning, så planten kan komme til at mangle vand frem til løvfald, og man bør holde øje med, om der skal vandes ekstra godt og ofte.

De løvfældende træer og buske, der skal flyttes, eller som købes som barrodede, skal ikke plantes før omkring eller lige efter løvfald, så de ikke skal bruge vand til fordampning fra bladene. Men det er en god idé at forberede jorden til nye træer og buske nu, da jorden er lettere at bearbejde nu end i november.

Overvejelser om hække

Efteråret er det bedste plantetidspunkt. Men inden man planter eksempelvis ny hæk i haven, bør man tænke sig godt om. Man bør gøre sig overvejelser om, hvorvidt det skal være en fritvoksende hæk eller en klippet hæk, hvor høj den skal være, og om den skal være løvfældende eller stedsegrøn.

Læs mere i artiklen »Vælg din hæk med omhu« >

Det er for sent at plante stedsegrønne buske og hække nu. Det kan man ikke gøre igen før i foråret. Men husk at tage dem med i planlægningen. Ikke mindst, hvis der kommer en mindre pæn udsigt til syne efter løvfald, hvor en stedsegrøn busk eller hæk ville gøre underværker.

Desværre vokser de stedsegrønne langsomt, så det er langtidsplanlægning, medmindre man køber en stor plante. Men en klippet taks- eller buksbokhæk er smuk, og man vil kunne glædes over den i rigtig mange år. Desuden er de stedsegrønne hække lettere at holde pænt klippet end mange af de løvfældende hække.

Man kan også tage værdien for fugle og insekter i betragtning, når man overvejer en ny hæk, ved at undersøge blomsternes indhold af pollen/nektar til insekterne, frugter og bær til fuglene, og om den valgte hæk vil give gode redemuligheder for havens fugle.

Gør klar til nattefrost

Nattefrosten har været forbi i det indre Jylland, men det meste af landet er stadig uberørt. Men det varer nok ikke længere end et stykke ind i november, inden den slår ned over hele landet, og så er det godt at være forberedt. Risikoen for frost er altid størst i de indre dele af landet, men de lovede temperaturer kan godt svinge nogle grader lokalt, så det er praktisk at være klar.

Det er fornuftigt allerede nu at lægge alle stykker fiberdug og andet let dækningsmateriale klar til kommende køligere tider. Det giver den bedste beskyttelse at hæve fiberdugen over afgrøden ved hjælp af buer. I vindstille perioder kan fiberdugen godt lægges direkte på planterne. Brug dobbelte lag fiberdug for den bedste beskyttelse.

I blomsterhaven kan man overveje at plukke et par store flotte buketter med sommerblomster og georginer, når vejrudsigten lover temperaturer omkring frysepunktet, da eventuel frost vil ødelægge dem. Krukkeplanter kan pakkes ind i fiberdug, og mindre krukker flyttes ind, når nattefrosten kommer.

De frostfølsomme afgrøder

Bønner, ærter, squash og majs tåler ikke frost, men her er høsten også meget begrænset nu. De modne chilier, tomater og agurker bør man høste, hvis der varsles frost, selvom de står mere beskyttet i drivhuset. Pluk de modne tomater og eventuelt også de orange, som kan eftermodnes. De grønne tomater modner dårligt og kommer aldrig til at smage helt godt, så efterlad dem på planten og håb på, at det ikke bliver frost lige med det samme.

Nogle tomater holder ved til det sidste og blomstrer løs her sidst i oktober i et urealistisk håb om at nå at sætte frugter. Dette er cherrytomatsorten Barrys Crazy. Foto: Heidi Kirk Nissen

Græskar holder hverken af frost eller kulde og regn, og hvis de er modne, er det en god idé at tage dem ind og eftermodne i varmen. Er de stadig umodne, så lad dem blive på planten. Lover den lokale vejrudsigt minusgrader en enkelt nat, kan man dække de umodne græskar med fiberdug.

Læs mere i artiklen "Høst og opbevaring af græskar >

Salathoveder tåler ikke frost, men holdbarheden er heller ikke lang, når de først er høstet. Høsttidspunktet kan udskydes, hvis de dækkes ved udsigt til nattefrost. Det samme gælder bladselleri, som man kan have i god kvalitet indtil jul, hvis de dækkes omhyggeligt mod frost.

De frosttolerante afgrøder

Nogle afgrøder tåler ikke hård frost, men kan godt overleve den første lette nattefrost. Her må man vurdere ud fra DMI og sit lokalkendskab, hvor hårdt nattefrosten vil slå til, og om der skal høstes, eller om man kan nøjes med at dække.

Hovedkål, sommerporrer, æbler, pærer og vindruer hører til denne gruppe. De allerseneste æbler er ikke helt plukkemodne endnu, så de må blive på træet. Kartofler, som endnu ikke er taget op, klarer også en smule nattefrost, da jorden stadig er varm.

De afgrøder, der kan tåle nattefrost uden problemer, er grønkål, rodfrugter, vinterporre, knudekål, rosenkål, savoykål, knoldselleri og persille. Først når der bliver udsigt til mere vedvarende frost, behøver man at dække gulerødder, selleri og persillerødder, hvis man da ikke vælger at tage dem op. Lige nu sidder de beskyttet i en lun jord og med top hen over. Selleri skal man overveje at dække op omkring knoldene, hvis der loves hård nattefrost. Let frost kan de godt tåle.

Kål og vinteropbevaring

Grønkål og vintersorter af rosenkål, kan blive stående ude på roden hele vinteren, mens hovedkål skal høstes til opbevaring, inden frosten kommer for alvor. Ved let nattefrost kan de beskyttes med fiberdug.

Der er flere måder at opbevare kålhovederne på. En af dem er at skære roden af og lade kålen blive i sine store dækblade og lægge hovederne ind i et frostfrit, men koldt skur, garage eller lignende. En anden er at hive kålen op med rod og fjerne alle de løse blade og dække den med et tykt lag vissent løv. Man kan eksempelvis opbevare den under et tagudhæng, hvor kålhovedet lægges ind mod væggen og undgå at blive våd af nedbør.

Glaskål og majroer tåler heller ikke andet end let frost, men her kan man dække med blade, så de er beskyttet. De orientalske bladgrønsager tåler derimod ofte efterårets frost.

Mange broccolisorter sætter efter det store hoved en del mindre broccolihoveder på sideskud, så måske skal man overveje at vente med at fjerne de afhøstede broccoliplanter. Derved kan man høste en hel del sideskud. Udviklingen er langsommere end om sommeren, så der er mindre risiko for, at de når at gå i blomst, inden man får høstet.

Få farver i efterårshaven

Lige nu er der bær i næsten alle regnbuens farver i haverne. Røde bær på kristtorn, cotoneaster og rønnebær, hvide snebær og hvidgule bær på perlerøn, orange bær på ild- og havtorn, sorte bær på laurbærkirsebær og liguster og blålige bær på hvid kornel. Af de mere ualmindelige kan nævnes Leycesteria formosa med de violette bægerblade og frugter, sølvvin med de turkis og rødviolette frugter, og glasbær med de skinnende små violette bær.

Man kan vælge for udseendets skyld alene, eller for bær der samtidig vil kunne give føde til fuglene. Men man kan også gå efter dekorative buske og træer med spiselige frugter til eget forbrug.

Find inspiration i folderen »Dekorative træer og buske med spiselige frugter« >

Men det er ikke kun bærrene, som er smukke her i efteråret. Bladene på buske og træer lyser op i spektakulære farver, særligt når solen skinner på den. Det gælder ikke mindst vin-, figen- og kirsebærblade og alle de prydtræer og -buske, som er kendt for flotte efterårsfarver, som f.eks. hjertetræ, surbær, troldel, benved og hjortetaktræ. Man kan stadig nå at plante, hvis man gerne selv vil have en efterårshave fuld af glødende farver.

Læs mere i artiklen »Træer og buske med glødende høstfarver« >

Japansk løn er et lille træ, der får de mest fantastiske efterårsfarver. Foto: Heidi Kirk Nissen

Efterårsbuketter

Med stadig mere tid indenfor, får mange også lyst til at pynte op med blomsterbuketter, men det kan være svært at finde noget i en efterårshave, der kan blive til en flot buket. Men det handler om fantasi og om at bruge det, man kan finde i have og natur, og huske, at det er en efterårsbuket.

De fleste af sommerhalvårets blomster er væk, men til gengæld er der lige nu masser af fine grene på træer og buske med bær og løv med fantastiske efterårsfarver. Og så kan man godt flette de sidste efterårsstauder ind, selvom de ikke er på toppen mere.

Det meste af landet gik fri for nattefrosten tilbage i september, så der er også flotte dahlia i haverne. De farvestrålende blomster er oplagte at bruge i buketter, og det er om at nyde dem, inden frosten på et tidspunkt kommer og tager livet af dem.

Få endnu flottere dahlia næste år

Ulrika Grönlund er ejer af Dahliafarmen i det østlige Skåne og forfatter til bogen »Dahlia – 222 sorter, dyrkning, gødning og inspiration«, der i denne uge udkommer i en dansk version på Forlaget Turbine.

Ulrika Grönlund ved rigtig meget om, hvordan man får succes med at dyrke de flotteste dahlia, og hvordan man kan bruge dem både i bede og buketter. I bogen giver hun gode råd til blandt andet forspiring af dahlia, gødning, vanding, skadedyr og sygdomme, vinteropbevaring og formering med stiklinger, knolde og frø, så man bliver godt klædt på til at dyrke de flotte blomster.

Derefter følger præsentationen af mere end 200 forskellige sorter af dahlia lige fra små farvestrålende pompomkugler til dahliablomster så store som tallerkner. Blomsterne er inddelt efter farve, og man kan tydeligt se de enkelte blomster, deres farver og former på de flotte billeder. Hver sort beskrives derudover med oplysninger om blomsterstørrelse, højde på planten m.m.

I den sidste del af bogen får man inspiration til sammensætning af dahlia i bede, både i rene dahliabede og i bede med andre planter, og gode råd til at bruge dem i buketter, herunder også hvordan man får dem til at holde længst mulig i vasen. Bogen afsluttes med besøg hos tre dahliadyrkere, der deler ud af deres bedste dahliatips.

Praktisk Økologi Festival 29. oktober

Har du ikke planer for weekenden, så overvej at lægge vejen forbi Brønshøj og deltag i det, der bliver årets mest kompakte og intense inspirationsdag til økologisk dyrkning – Praktisk Økologi Festival.

Praktisk Økologi Festival er en hel dag, hvor du sammen med andre haveelskere og selvforsyningsnørder deltager i spændende værksteder, hvor engagerede praktiske økologer giver deres viden og erfaringer videre.

I år kan du for eksempel blive klogere på biodiversitet i køkkenhave og drivhus, tørring af havens afgrøder, cider for begyndere, den nemme køkkenhave, gæs og ænder til husbehov, flerårige grøntsager, frøsamling, permakultur og meget mere.

Se hele oversigten over værksteder og køb din billet her

Her er du: Forsiden > 2022 > Havenyt uge 43, 2022

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider