Havenyt uge 12, 2023

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Det er ikke længe siden, der var sne i luften, og selvom det nu er blevet noget lunere, så er det til gengæld også blevet vådt. Det til tider omskiftelige forårsvejr holder dog ikke haveejerne tilbage. Nok er den ubeskyttede jord stadig for våd og kold af så i, og prognosen siger, at jordtemperaturen falder i den kommende tid, men den dækkes med klar plastik for at varme den op, drivhuse og potter til såning rengøres, og indenfor forkultiveres der i stor stil.

Forårsblomsterne har blomstret flot uanset vejret. Men der er et skifte undervejs. Vintergækkerne blomstrer stadig, men er på det sidste. Det samme gælder erantis og krokus. Skilla, påske- og pinseliljer er derimod godt på vej til at tage over. Foto: Heidi Kirk Nissen

For dem der endnu ikke er så øvede i det med økologisk dyrkning af have, kan man finde megen god inspiration her på Havenyt.dk. Måske er det netop nu, at man skal i gang med at planlægge og anlægge den allerførste køkkenhave for senere på året at kunne hente hjemmedyrkede afgrøder lige uden for døren.

Anlæg en køkkenhave

Det er dejligt at dyrke giftfri mad til familien i sin egen have. Så ved man, hvor, det man spiser, kommer fra, og man har desuden maksimal indflydelse på, hvilken slags grønsager og hvilke sorter, man skal lave mad af i sommer og måske langt hen på vinteren, hvis man går helt amok med at dyrke til eget forbrug.

De fleste har et stykke græsplæne, og midt på græsplænen er der normalt også alt den sol og lys, som grønsagerne har brug for. Så ønsker man at gå i gang med at dyrke køkkenhave, kan det være en god idé at anlægge køkkenhaven i græsplænen eller et andet sollyst sted i haven.

Læs mere i artiklen »Anlæg en køkkenhave i græsplænen« >

Køkkenhaven kan anlægges som et stort samlet areal, men det er mere overskueligt at dyrke i bede. Med køkkenhaven centralt placeret i haven, er faste bed også en visuelt flottere løsning, ikke mindst i vinterperioden. Men dyrkningsmæssigt er et stort areal med lange rækker med grønsager lige så godt, og så koster det ingenting at etablere det modsat højbedene, hvor der skal skaffes bedkanter eller færdige højbede og jord til at fylde dem med.

Hvis man vil anlægge højbede, er det en god ide at overveje materialerne nøje. Trykimprægneret træ og gamle jernbanesveller bør man ikke kante sine grønsags- og urtebede med. Vælg derfor naturligt holdbart træ som robinie eller helt andre materialer som f.eks. jern. Der findes også en lang række færdige højbede, som man kan købe. Bor man i et område med problemer med dræbersnegle, bør man overveje at sætte sneglehegn op allerede ved etablering.

Men uanset form og facon på ens køkkenhave, er det nu, man skal planlægge, hvor køkkenhaven skal etableres. Og det er snarest, at man skal i gang med at rydde jorden, så den kan være klar til, at der skal sås, plantes, sættes kartofler og løg fra midt i april.

Opdateret Norris artikel

I sidste uge nævnte vi en af Havenyt.dks populære artikler »Peter Norris lille havekalender for selvforsynere«. Bagefter kontaktede han os og tilbød os en opdateret liste, da den hidtidige var fra 2020. Artiklen er derfor nu opdateret med Peter Norris nyeste tilføjelser for 2023.

Læs Peter Norris opdaterede artikel her >

Plant en frugt- og bærhave

Hvis man ikke kan finde tiden til at dyrke en køkkenhave, kan man i stedet overveje at plante frugttræer og bærbuske. De kræver ikke ret meget pasning, og frugttræerne vil i løbet af nogle år kunne levere kassevis af frisk og usprøjtet frugt. Og allerede næste sommer kan børnene spise solbær, hindbær, ribs og brombær direkte fra buskene.

Jo hurtigere man kan få plantet nye frugtræer og frugtbuske, jo bedre kommer de fra start. Men forårsplantede træer og buske har ikke rødderne så langt nede, og derfor skal man hele sommeren sørge for, at de ikke kommer til at mangle vand.

Deljorden – Del alt til haven

Har man slet ingen have eller jord nok til alt det, man har lyst til at dyrke, så må man gå på jagt efter et stykke jord, og det er slet ikke urealistisk at finde det.

På hjemmeside »Del Jorden« kan man efterlyse jord i sit lokalområde, hvis man gerne vil i gang med at dyrke egne grønsager eller blomster. Alene eller sammen med andre. Og her kan man også tilbyde andre at dyrke den jord, man har men ikke selv har tid eller lyst til at dyrke.

Besøg Del Jorden her >

Men der er tænkt længere end til at dele jorden. På Del Jorden kan man også dele alt det, som hører med til at dyrke: Kompost, hø, halm, en stak fliser, en jordbunke eller et læs møg. Eller måske hjælp til at plante et træ eller lægge fliser. Der er også mulighed for at dele overskud af planter eller senere på året afgrøder som nedfaldsæbler, for mange salathoveder eller rabarber.

Der er også en lang række artikler om haver, hvor man allerede deler, om fælles byhaver, jordkvalitet og meget mere.

Se mere her >

De sene kartoffelsorter skal forspires

Læggekartofler til de tidlige kartofler skulle gerne allerede være ved at få flotte store spirer. Det er vigtigt at få forspiret læggekartoflerne, både de tidlige og senere sorter. De tidlige for at få kartofler så tidligt som muligt. De sene sorter for at kartoflerne kan nå at blive så store som muligt, inden toppen i juli risikerer at blive angrebet og ødelagt af kartoffelskimmel.

Læggekartofler sættes til forspiring et lyst sted. Læg kartoflerne i et enkelt lag, så de alle får mest muligt lys. Foto: Heidi Kirk Nissen

Det er vigtigt til de tidlige kartofler at vælge tidlige sorter som Hamlet, Marabel, Hela, Revelino, Primula, Friesländer, Flavia, Sofia m. fl., da de hurtigere danner nye kartofler.

De er til gengæld ikke særligt spændende som udvoksede, så man skal kun sætte tidlige sorter til forbrug i juni og juli. En sort som Annabell er næsten lige så tidlig, men er velsmagende hele sommeren.

I øvrigt er det vigtigt at få fjernet flest mulige af de kartofler, som man ikke har fået op i efteråret, da de ikke er gået til i den milde vinter, og efterlades de i jorden, kan det ikke kun give tidlige udbrud af kartoffelskimmel, men også betyde at der er flere nematoder, der overlever.

Så i drivhuset

Jorden i et ikke-opvarmet drivhus er nogle få grader varmere end udenfor. En lang række grønsager kan spire ved kun 4–6 graders varme, men det tager lang tid og deres optimale spiringstemperatur er langt højere. Hvis man dækker med fiberdug eller bruger en lille drivbænk derinde, bliver jorden ikke så afkølet om natten.

Læs også artiklen »Spiretemperatur og spiretid« >

Hvis man vil så til tidlig høst i drivhuset, er det mest oplagt at så hurtige afgrøder, som man kan nå at høste, inden der skal plantes tomater m.m. ud. De oplagte er: radiser, salat, spinat, majroer og dild.

Andre afgrøder kan man overveje at så i kasser, som senere kan flyttes udenfor. Ærter kan for eksempel sås i en længde tagrende, hvor hele rækken kan udplantes ved, at man skubber den ud og ned i en rende i jorden, når rødderne har bundet jorden godt nok.

Det er en god idé at begynde at gøre de såkasser og bakker klar, hvor der skal forkultiveres kål, porre, løg, salat, krydderurter og sommerblomster til udplantning i maj. De skal sås om 1–2 uger, afhængig af vejret.

Plastikdække øger jordtemperaturen

Bedene på friland kan man varme op ved at dække klar plastik over. Det kan man gøre til de bede, hvor der skal dyrkes de første kartofler, sås de første gulerødder, radiser, spinat og salat. Det vil i løbet af 1–2 uger give en jordtemperatur, som er 2–3 grader varmere end ellers. Og det er netop de 2–3 grader, som gør forskellen i det tidlige forår.

Det er ikke nok at have haft klar plastik over jorden i flere uger. Temperaturen skal op på mindst 8 grader, inden man kan risikere at lægge de tidlige kartofler. Det er den ikke endnu. Kartofler, der er lagt i for kold jord, giver en meget lille topvækst og dermed lavt udbytte.

Forkultiver flere tidlige afgrøder

Tomater, chili og auberginer er godt i gang i vindueskarmen, hvor de står med små grønne blade og lyser op. Måske er de allerede store, hvis man har sået tidligt med tilskudslys. Så er det tid til at prikle og ompotte, så planterne får nok plads.

Nu er det også snart ved at være tid til at så tomater til udplantning på friland – lidt afhængig af hvor tidligt, man kan plante ud. Tomater til friland kan plantes ud fra omkring 20. maj i de milde egne og først i juni i de mere udsatte egne.

Bor man et sted med sen frost, kan man lade tomaterne stå i store potter i drivhuset eller en udestue, hvis man har de muligheder. Ellers må man vente 1–2 uger med at så, da planterne ellers vil blive for store til at kunne forkultiveres i en vindueskarm.

Man kan stadig nå at så bladselleri og knoldselleri inde i vindueskarmen. De spirer hurtigt, hvis man undlader at dække frøene, men kun trykker dem fast ned til den fugtige jord. De skal til gengæld spires i sluttet luft i plastpose, så der er 100% luftfugtighed, og det skal ske et lyst sted uden direkte sol og ved 18–20 grader. Sellerifrø skal have lys for at spire.

Så sommerblomster indenfor

En lang række sommerblomster kan forkultiveres indenfor nu. Har man et drivhus, kan de prikles i kasser i drivhuset i midten af april, hvor faren for nattefrost i drivhuset forhåbentligt er minimal. Kommer der frost, kan man dække med fiberdug eller sætte varme på i de nætter, det eventuelt skulle blive nødvendigt.

De fleste sommerblomster kan også sås på friland senere på foråret, men man får tidligere blomster ved at forkultivere. Foto: Heidi Kirk Nissen

Mange sommerblomster, som forkultiveres nu, vil først være store nok til at blive plantet ud sidst i maj eller først i juni. Men det er også først da, at man kan være helt sikker på, at der ikke kommer nætter med nattefrost.

Bliv inspireret til sommerblomster >

Lav krukker med forårsblomster

Indtil sommerblomsterne kan overtage krukkerne, kan man fylde dem med nogle af de farvestrålende forårsblomster, der fås i handlen lige nu. En del af dem kan klare et par kuldegrader, men bliver det rigtig koldt om natten, skal man vente med at tilplante krukkerne. Alternativt kan man beskytte dem med fiberdug eller sætte dem ind i drivhuset eller en kølig udestue på nætter med mere end et par graders frost.

Stedmoderplanter og hornvioler kan klare en anelse frost, så de kan godt sættes i krukkerne nu. Minipåskeliljerne vil stå og se flotte ud i flere uger, og de kan efter afblomstring plantes ud i haven, hvor man kan få glæde af dem igen til næste forår.

Læs også artiklen »Forår i krukker« >

Har man vinterfaste krukker, som ikke blev tømt for jord i efteråret, kan man vælge at plante krukkerne til i jorden fra sidste års dyrkning. Jorden skiftes så ud i maj og juni, når sommerblomsterne skal overtage pladsen i krukkerne. Det er bedst at bruge krukker som enten er frostsikre, eller som man ikke er alt for øm over, da der stadig kan komme perioder med frost og sne.

Her er du: Forsiden > 2023 > Havenyt uge 12, 2023

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider