Havenyt uge 46

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Kære læser af Havenyt,

For første gang nogensinde starter Ugens Havenyt ikke med en kort betragtning over årstiden eller havevejret. Den kommer om lidt.

Først er jeg nemlig nødt til at udtrykke min og Landsforeningen Praktisk Økologis meget store taknemmelighed overfor alle jer læsere, der har givet penge til at redde Havenyt.

Som jeg skrev i sidste uge, er der nu opstået alvorlige tekniske problemer med denne 24 år gamle hjemmeside, som ikke kan laves. Så den skal flyttes over på et nyt cms-system, og det koster 120.000 kr.

Det er mange penge. Men på grund af jer læsere, så er vi allerede mere end 1/3 af vejen. På lidt over 36 timer kom der de første 36.000 kr. ind til at redde Havenyt. Og siden er flere kommet til.

Jeg er målløs over, hvor støttende og gavmilde I er. I skal alle have en kæmpestor tak.

Og det handler ikke bare om at redde en hjemmeside. Det handler om at redde Danmarks største havehjemmeside om økologisk dyrkning. Som alene indtil nu bare i år, har haft mere end 3.7 millioner besøgende og tæt på 11 millioner sidevisninger.

Det er tal, der siger, at Havenyt er vigtig for rigtig mange. Og I er med til at sikre, at alle de haveglade mennesker, der går ind på Havenyt.dk også vil kunne finde viden og inspiration her i fremtiden.

Så tusinde tak til alle jer, der har doneret. I er fantastiske!

Mange grønne hilsner
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk

P.S. Vil du også hjælpe med at redde Havenyt, så kan du gøre det her >

Stadig noget at lave i haven

Og nu tilbage til vejret.

Normalt kan november være lidt grå, våd og forblæst. Ikke just tillokkende havevejr. Men med tørvejrsdag efter tørvejsdag giver årets sidste efterårsmåned pludselig helt nye mulighed for at være i haven og ikke kun kigge ud på den gennem et tæppe af tung novemberregn.

På solskinsdage kan man stadig nyde træernes smukke efterårsfarver. Her er det et mispeltræ, der lyser op på en flot novemberdag. Foto: Heidi Kirk Nissen

Antallet af de lyse timer er selvfølgelig skrumpet markant, og arbejdet i haven foregår i november som oftest i de få lyse timer sidst på eftermiddagen eller i weekenden. Men det er dejligt at kunne gøre det i tørt vejr, og der er stadig en del, man kan tage sig til.

Efterårets havearbejde er ikke så tidspresset som forårets såning og plantning. Man kan derfor give sig god tid og nyde havens sidste efterårsfarver, mens man graver georginer op, rengør drivhuset, river blade sammen til vinterbeskyttelse, stikker kanterne på græsplænen, så de står skarpt gennem vinteren og måske slår hele plænen en sidste gang for i år.

Man kan også klargøre jord til nye bede eller måske lave en helt ny køkkenhave, bekæmpe det sene ukrudt og plante træer, buske, hække og roser. Nu, hvor bladene er faldet af, kan også de barrodede plantes, og de novemberplantede kommer meget bedre i gang, end hvis de først plantes i det tidlige forår. Den kommende tid ser det ud til, at vi får en periode med rimelig mildt vejr, så det er bare med at finde spaden frem og komme i gang med at plante.

Temperaturerne er stadig til plussiden, og det giver mulighed for mange små oplevelser i haven. Der er æbletræer med enkelte udsprungne blomster, sommerblomster i flor, høst af fin dild, koriander, salat m.m. og god vækst i afgrøder som knoldselleri og spinat samt ikke mindst plænegræsset.

Men den første frost har også været forbi de fleste steder, nogle steder med mere kulde end andre. Udvalgte steder i landet vil også opleve nattefrost denne uge. Og vi ved jo af erfaring, at der kommer endnu lavere temperaturer lige om lidt. Så har man ikke fået høstet det sidste sommergrønt eller vinterbeskyttet det, der er sart overfor frost og kulde, så er det oppe over.

Visne blade er guld værd

De visne blade daler ned som et tidligt snevejr, men der er ingen grund til at lade dem blive liggende på plænen, indkørsel og stier, for de nedfaldne blade er guld værd i haven.

Det gælder det om at få dem revet sammen, inden de danser ind mellem træer og buske eller lægger sig mellem stauderne. En løvrive er meget bedre til at rive blade med end en almindelig rive. Læg bladene rundt om vintergulerødder, persillerødder og pastinakker eller mellem rækkerne med vinterporrer. De beskytter mod frost, og så kan man grave op hele vinteren, hvis laget er tykt nok.

Har man ikke sået efterafgrøde, kan de også bruges til at dække bar jord, så jordstrukturen beskyttes mod vinterklimaet. Samtidig beskytter bladene havens dyre-og insektliv og er føde for blandt andet regnormene.

Hvis man mangler mere dækkemateriale, kan man få fat i nogle halmballer. Halm skal med fordel lægges ud i stille og fugtigt vejr med udsigt til regn, så det ikke blæser væk. Regnen vil hurtigt få halmen til at falde sammen. Alternativt kan man bruge vandkanden.

Hvis man har mange blade, så gem eventuelt nogle sække med tørre blade til at blande mellem det grønne køkkenaffald i den lukkede kompostbeholder. Kompostmaterialet her bliver tit både for vådt og uden nok strukturstof om vinteren, hvor omsætningen næsten går i stå.

Man kan også gemme sække med blade til at jorddække med i maj måned, hvor der virkelig mangler dækkemateriale til den bare jord, der er mellem de endnu ret små planter.

Men det kræver, at det ikke er blade fra frugttræer, da de kan indeholde smittestoffer – som skurv -, der kan overvintre og angribe træerne næste forår. Men har man et sted i haven med prydtræer, som ikke er sygdomsangrebne, så kan man samle blade til at gemme der.

Hold jorden dækket

I det hele taget er der god fornuft i at holde jorden dækket – ligesom naturen gør det.

Nogle haveejere foretrækker en ryddelig have, hvor alle visne blade og staudetoppe er fjernet, og køkkenhaven efterårsgravet, så jorden ligger brun og øde hen i halvdelen af året.

Der kan godt være en tilfredsstillelse i at have ryddet jorden i køkkenhaven for gamle afgrøder og ukrudt her i efteråret. Men det er en god idé ikke at lade den ligge bar særlig længe. Foto: Heidi Kirk Nissen

Men i andre haver kan man opleve havens prydbede dækket af gule og brune blade, mens køkkenhavens bede er dækket af grøn efterafgrøde. I år er den slags bede mange steder stadig grønne, da der endnu ikke har været så hård frost, at efterafgrøden er faldet sammen.

Det er en god idé at planlægge haven, så man får sået efterafgrøde og undersået for eksempel kål- og majsbede med kløver eller sneglebælg, så en stor del af havens bede er grønne hele efteråret. Selv om det meste efterafgrøde ødelægges af frosten, er der nok planter til at beskytte jorden vinteren igennem, da rødderne effektivt holder på den gode jordstruktur.

Krukkeplanter i vinterhalvåret

Dyrkning af planter i krukker og potter er efterhånden meget populært, men planterne er mere udsatte end ved dyrkning i jorden.

Hvis man vil være sikker på, at krukkeplanterne overlever vinteren, skal deres rodsystem beskyttes. Det gør man bedst ved at tage rodklumpen op og grave den ned i jorden. Den kan så sættes tilbage i potten i foråret, hvor der samtidig kan tilføres kompost og måske gives en større krukke.

Det afhænger af plantearten, hvor og hvornår rodklumpen skal graves ned. Hvis planten normalt tåler klimaet på friland, er det godt nok at grave den ned på friland, men gerne et beskyttet sted som langs en husmur eller plankeværk, hvis det er muligt. Er det en mere sart planteart, kan man grave den ned i drivhuset.

De mere hårdføre arter, kan man vente med at grave rodklumpen ned, til der er udsigt til dagsfrost, så krukkerne ser pæne ud længst muligt. Hvis arten slet ikke tåler frost, skal krukken med planten tages ind og opbevares frostfrit.

Beskyt de stedsegrønne

Alle de stedsegrønne buske i haven går en svær tid i møde, hvis vi får en vinter med længerevarende frostperioder, ikke mindst hvis det er kombineret barfrost og blæst.

Når jorden fryser for alvor, kan de stedsegrønne planter ikke optage vand, men der skal stadig bruges vand til fordampning. Det kan give bladsvidninger.

Derfor kan 8–10 cm bladdække, ikke mindst i rhododendronbedet, gøre en stor forskel, da det kan forhindre, at jorden fryser de første mange dage i frostperioder.

Hvis der er problemer med, at bladene blæser væk, når man har lagt dem, kan man stikke grangrene ned til at skabe den fornødne læ, så de bliver liggende.

I skovene er man nu ved at klippe pyntegrønt og fælde juletræer, så her kan man måske gratis eller billigt få et stort bundt af de grangrene, som ikke er flotte nok til pyntegrønt.

Man kan også lægge mindre stykker af rionet, hegnspæle af metal eller andet, der tynger bladene ned, så de bliver der, hvor man helst vil have dem.

Julepynt fra haven

Her i november begynder gør-det-selv-julefolk at lave dekorationer til kalenderlys og advent.

Det er hurtigt at købe en færdig grankrans med pynt. Men man får en langt mere personlig dekoration, hvis man går en tur rundt i haven og samler visne blomster, interessante frøstande og ikke mindst stedsegrønt, der udgør hele grundlaget i julens dekorationer.

Man kan hurtigt spare mange penge og glæde sig over de bæredygtige fordele ved at klippe dekorationsgrønt i sin egen have. De stedsegrønne træer og buske skal ikke skamferes, men man kan som regel godt tage en gren hist og her, uden at det går ud over det overordnede indtryk. Samtidig er pyntegrønt fra haven langt mere friskt, end det der har været nogle gange flere uger undervejs til butikkerne.

Der er også mange andre grunde til at sætte pris på havens stedsegrønne træer og buske. De er grønne midt i alt forfaldet og den grå tristhed. De danner rammer og giver haven struktur vinteren igennem. De tiltrækker fugle til haven med læ og skjulesteder. Stedsegrønne hække og buske dæmper også blæsten og giver et bedre mikroklima i haven hele året.

Læs mere om stedsegrønne planter i haven >

Dyrk egne grønsager og frugt

Om man er erfaren køkkenhavedyrker eller ganske ny, så er november utroligt nok et godt tidspunkt, hvis man vil udvide den eksisterende køkkenhave eller anlægge en helt ny af slagsen.

Grønsager skal dyrkes i ude i solen, og det betyder i mange haver, at køkkenhaven mest fornuftigt anlægges i græsplænen. Og efteråret er det bedste tidspunkt at anlægge en ny køkkenhave på, da man kan vende græstørven ned og dermed få en langt bedre jord i de nye køkkenhavebede, end hvis man skræller græstørven af og fjerner den til kompostering i foråret.

Læs mere i artiklen »Anlæg en køkkenhave i græsplænen« >

Læs også artiklen »Sådan skræller du græstørv af« >

Og der er mange gode grunde til at dyrke egne grønsager og frugt i haven.

I haverne kan man avle grønsager, bær og frugt uden at belaste miljøet og klimaet ret meget. Eller måske slet ikke, da man ofte kan dyrke helt uden brug af transport og med egen kompost. Og man kan være helt sikker på, at det, man spiser, er dyrket uden brug af sprøjtegifte.

Desuden kan man dyrke mange flere forskellige slags grønsager, bær og frugt, end man normalt kan købe i supermarkedet.

Hvis man gør sin nye køkkenhave i græsplænen klar nu, kan man om et år se frem til at nyde syn som dette af spiselige novemberafgrøder fremfor kedeligt plænegræs. Foto: Heidi Kirk Nissen

Hjælp os med at redde Havenyt

For dem, der ikke var helt med på, hvad det, jeg skrev først i Ugens Havenyt, handler om, så kommer her lige en længere forklaring.

Havenyt.dk er Danmarks største hjemmeside om økologisk havedyrkning. Nu er den tekniske platform ved at bryde sammen, og vi har brug for din hjælp til at redde Havenyt.

Derfor kører vi en enkeltstående indsamling her i vinter, hvor samtlige penge går til at sørge for, at Havenyt også er der til foråret og i mange år fremover.

Bare i år har Havenyt haft mere end 3,7 millioner besøg og næsten 10,5 millioner viste sider. Hver dag bruger rigtig mange haveejere Havenyt til at finde viden om planter, dyrkning, jord, køkkenhave, skadedyr, kompost og meget mere.

Havenyt.dk ejes af Landsforeningen Praktisk Økologi og har siden 2002 været en troværdig og fagligt funderet kilde til viden om økologisk havedyrkning. Der er ikke noget AI eller hurtige løsninger lavet af folk, der ikke ved noget om planter her. Det er viden om havedyrkning, der er skrevet af mennesker, der selv har haft fingrene i jorden og erfaret det, de deler med læserne.

Men efter 24 år er teknikken begyndt at bryde sammen.

Det gamle it-system har fungeret imponerende godt, men nu er det ikke længere muligt at reparere problemerne. Vi kan blandt andet ikke lægge nye artikler og sider på, og flere funktioner – som »Spørg eksperterne« hvor man kan få svar på havespørgsmål – virker ikke længere.

Flere IT-firmaer har forsøgt at hjælpe, men har måttet give op. Havenyt skal derfor bygges op i et nyt og tidssvarende CMS-system.

Det koster 120.000 kr.

Pengene skal bruges til at flytte Havenyts omkring 28.000 sider og øvrige indhold til et moderne system, genskabe de nødvendige funktioner og sikre, at hjemmesiden igen kan vedligeholdes og udvikles.

For brugerne skal Havenyt stadig være Havenyt. Men bag facaden får hjemmesiden et nyt fundament, så vi igen kan lægge ny viden på, rette fejl og udvikle siden – og så Havenyt kan leve videre mange år endnu.

Det handler ikke om at få en ny hjemmeside.

Det handler om at redde den, vi allerede har.

Vil du hjælpe os med at få Havenyt.dk sikkert over på et nyt fundament?

Målet er 120.000 kr. – og alle bidrag, store som små, gør en forskel.

Hjælp med at redde Havenyt her >

Her er du: Forsiden > 2026 > Havenyt uge 46

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider