Året rundt i haven

Timian med snegl på…

Af Karna Maj, søndag, 9. marts 2003

Egentlig skulle jeg nu, hvor jorden endelig er tøet, have flyttet de to meter ligusterhæk et par meter til den ene side. Det skulle have været gjort i efteråret, men jeg regnede med, at det blev der nok et par milde dage til i januar. Sådan kan man jo forregne sig, så nu har det absolut første prioritet. Men ikke i silende regnvejr.

Så i stedet for endte haveturen hurtigt i drivhuset. Her smagte jeg på diverse grønne små nye blade i kasserne med bladgrønt. Et par blade spinat, spæde knasende sprøde mizunablade, lidt sennep (de var overraskende stærke), rucola som faktisk smagte af rucola og lidt bladbede. Salaten nænnede jeg ikke at røre. Under fiberdugen stod rosmarinen og så ud til at have det rigtigt godt.

Rosmarin

Rosmarinen har overvintret fint i drivhuset Foto: Karna Maj

Ved siden af stod den italienske timian med oreganosmag og -duft og så næsten endnu mere veltilfreds ud. Den var stillet herind, for at jeg kunne være sikker på, at den ville overleve vinteren. Det er jeg næsten sikker på, at at den også ville have gjort udenfor. Den har helt fine blanke blade, og jeg tror den allerede er begyndt at vokse. Den har nedliggende stængler, så jeg hev dem lidt op for at kunne beundre hele planten rigtigt. Men hvad var dog det, der sad der og stak hovedet frem?

Timian og snegl

Italiensk timian med oreganosmag og -duft – og snegl. Foto: Karna Maj

En agersnegl – ikke ligefrem et glædeligt gensyn. Den vandrede livligt rundt fra den ene timianplante til den anden, og holdt fint balancen hen ad en helt tynd timianstængel. I drivhuset har de åbenbart overlevet fint trods hård vinter. Da det var 20 cm fra min kasse med overvintret salat, blev dens liv ikke længere. Det var snegl eller salat i følge mine erfaringer.

Agersnegl

Snegl på vandring hen af timianstængel. Foto: Karna Maj

Derimod fik mariehønen, som lå gemt nede under timianstænglerne lov til at blive liggende og blev dækket til påny. Den bevægede sig ikke, så det er ikke godt at vide, om den er i live.

Mariehøne

Under timianplanterne gemte der sig også en lille mariehøne. Foto: Karna Maj

Se kommentarer til artiklen – det er antagelig ikke en agersnegl, men en lille kældersnegl.

Kommentarer

Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2003 > Marts > Timian med snegl på…

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider