Året rundt i haven

Lækre radiser i gulerodsrækken

Af Karna Maj, mandag, 14. maj 2007

Radiser er lette at så, de kommer hurtigt op, men de bliver også hurtigt alt for store og skarptsmagende. Bedst plejer de første i drivhuset at blive. Og indtil i dag har jeg også ment, at de skal vandes for at blive rigtig gode.

I dag var der underskud af vækstbuer, da jeg skulle sætte bionet over bedet med persillerødder, så jeg skulle lige stjæle to fra bedet med de først såede sommergulerødder. Da jeg lettede på fiberdugen var første indskydelse: Her skal da godt nok luges og tyndes. Gulerødderne var meget større, end jeg forventede.

Radis

Gulerødder, radiser og ukrudt – her skal luges og tyndes snarest. Foto: Karna Maj

Næste tanke var: Hold da op nogle store flotte radiser, det var da helt utroligt. Og tredje tanke: De skal tages nu, for de skygger for gulerødderne. Radiserne var sået som markører af rækkerne – og jeg tror at hvert eneste frø var spiret, for der var mange radiser.

Radis

Flotte radiser, men for mange i en gulerodsrække. Foto: Karna Maj

Som tænkt så gjort. Jeg begyndte at hive den ene store flotte radis op efter den anden. Ingen jordlopper havde lavet sugemærker på bladene, ingen havde gnavet af radiserne. Da jeg ikke kunne holde flere i hånden, måtte jeg erkende, at vi ikke kunne spise flere i løbet af to dage. Så resten må lige vente et par dage med at blive taget. Så fiberdugen over igen – efter fotografering. Udtyndingen må så også vente – det er også bedre en dag med overskyet vejr.

Radis

Et ordentligt bundt radiser. Foto: Karna Maj

Det viste sig, at de ikke kun var store og flotte, de smagte også perfekt. Og jeg blev virkelig populær hos min bedre halvdel, da han så og smagte de pragtfulde radiser. Radiser, som jeg intet har gjort for at få til at blive store og flotte, bortset fra at de er blevet dyrket under fiberdug. Det kan forklare, at der ingen jordlopper har været på spil, da de ikke har kunne komme frem til afgrøden, og der har åbenbart ingen været ved ovredækningen lige efter såningen. Og vi har endda manglet vand en stor del af tiden. Vi fik kun 4 mm regn i hele april. så der røg min teori med at radiser skal holdes vandet for at blive rigtig gode. Mon den ny teori er, at de skal dyrkes under fiberdug?

Radiser

De er da lige til at spise. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2007 > Maj > Lækre radiser i gulerodsrækken

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider