Det med forkultivering er ikke så svært

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

Forkultivering er et begreb, som jeg ved får de fleste, der er meget grønne i havesager, til at stå fuldstændigt af.

Så det mysterium vil jeg forsøge at forklare, og man behøver ikke være specielt kultiveret for at forkultivere, skal jeg hilse og sige med det samme.

Hvorfor skal man forkultivere

Der er mange rigtig gode grunde til at forkultivere, og de er besværet værd, skulle jeg mene:

  • For at få en lang vækstsæson
  • For at få tingene tidligere i gang, så de blomster før, de ellers ville gøre, hvis de bare blev sået direkte i jorden
  • For ikke at spilde frø, fordi der ret præcist kommer en plante ud af hvert frø, når de er sået i små potter
  • For at man kan give dem den rigtige afstand, når de plantes ud
  • For at undgå at så for meget og for tæt, og dermed skal luge det meste væk igen.
Når man forkultiverer, sparer man frø og kan plante ud med en p

Når man forkultiverer, sparer man frø og kan plante ud med en passende afstand uden huller i rækken. Foto: Karna Maj

Det er sjovt at forkultivere

Det er utroligt dejligt at nusse rundt i et drivhus, eller nusse om de små kræ i vindueskarmene, og der skal nusses, for at det lykkes.

Man kan komme i gang længe før, det er ordentligt plantevejr derude, man kan havedimse, også på kolde regnfulde og blæsende dage, og så er det simpelthen elementært sjovt.

Jeg sår hvert eneste år en masse ting, jeg ikke har prøvet før, og dem får man meget bedre styr på i små potter end direkte i jorden, man lærer kimplanterne at kende, og nogen gange tager man livet af dem alligevel.

Forkultivering indendørs

Lys er den begrænsende faktor i februar og først i marts.

Lys er den begrænsende faktor i februar og marts. Planterne strækker sig efter det, og bliver lange og ranglede, hvis der er ubalance mellem lys og varme. Foto: Karna Maj

Der tale om to helt adskilte former for forkultivering, for at det ikke skal være løgn.

Den man foretager indendørs fra februar for at forlænge vækstsæsonen, det drejer sig om selleri, artiskokker, chili og ikke ret meget andet. Dem sår man i økologisk muld i jiffypotter, i små potter man har lavet af aviser med en potmaker, eller i almindelige små potter, f. eks. fra krydderurter. Eller i såbrikker som er fladmaste spaghnumplader på størrelse med en alka seltzer til en mellemstor hest.

Man holder dem fugtige, men ikke våde. Man dækker dem over med plasticposer, så de ikke tørrer ud, dog undtagen når solen står lige på. Og sørger for at de får så meget af lyset som muligt, for i den næste måneds tid er det lys, der er den begrænsende faktor og ikke varme.

Varmen skal man passe på med, man kan ikke forkultivere over en radiator på fuld knald, så bliver frøene/planterne kogt. Man må skrue ned på laveste varme eller slukke den helt. Hvis man ikke kan det, må potterne stå på et bord op ad vinduet.

Kunsten er at sørge for at varme/vand/lys passer sammen, så man ikke får lange blege ranglede planter. Hvis de bliver det, får de for meget af varme og vand og for lidt lys. Af samme grund kan det godt betale sig at vente til midt/sidst i marts med at så tomater, de kan alligevel ikke plantes ud før i maj, og de vokser meget hurtigt, når de først kommer i gang. Chili vokser langsommere og er mere kompakte, stive planter.

Forkultivering i drivhus og mistbænk

Forkultivering af basilikum.

Forkultivering af basilikum. Foto: Karna Maj

Den anden form for forkultivering kræver en mistbænk eller et drivhus.

Her sår man en eller anden dag sidst i marts eller først i april første hold som er: kål, porre, salat, rødbeder, sommerblomster, tagetes, krydderurter, stauder, fenikkel, lathyrus, Man sår på samme måde som indendørs i bakker eller potter med god økologisk med ugødet muld, og man kan sådan set så i, hvad det skal være: konservesdåser, karsebakker, foamkasser, bare der kan være min. 5 cm muld i.

Det er rigtig meget nemmere nu, for lyset er kommet, og man behøver ikke bekymre sig om, at planterne bliver brændt af, undtagen på meget solrige dage, hvor man skal lufte ud!

Hvis det truer med nattefrost, kan bobleplast eller to lag fiberdug over planterne klare problemet. Jeg har også med held holdt mine drivhuse frostfrie ved simpelthen at tænde et stort bloklys i hvert hjørne. Det ser fantastisk ud om natten og sørger for en smule lune i luften.

I sidste halvdel af april begynder man at så de ting, der absolut ikke kan tåle den mindste smule frost, græskar, agurker, courgetter, bønner og majs. Den trænede køkkenhaveejer vil indvende, at majs, courgetter og bønner ikke behøver forkultivering, men det hjælper på tidlighed, man risikerer ikke at nogen spiser ens bønner, så snart, de kommer op af jorden, og man får majs 14 dage tidligere. Og ikke mindst så slipper man for at få huller i rækkerne derude, når et eller mange frø af forskellige grunde bare ikke spirer.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Frøsnapperen

Grundige såvejledninger til alle frø

Spiroggro

Frø af foderplanter

Solsikken

Alt til den økologiske have

Fantastiske Frø

Økologiske frø

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Frø og såning > Det med forkultivering er ikke så svært

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider