Gør krukkerne klar til at plante

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Inge Futtrup klar med flotte kæmpestenbræk planter til at plante i sine krukker.

Mine første krukker var et impulskøb – og det var sækken med spagnum og planterne også. Jeg havde set nogle flotte fotos i et boligmagasin og måtte absolut have en krukke på trappetrinnet ved hoveddøren. Men snart begyndte planterne at se triste ud og virkede bestemt ikke som den glade velkomsthilsen, jeg havde forestillet mig.

Nå, pyt – man skal lære, så længe man lever, og i dag ved jeg, at jeg stort set gjorde alt forkerte. Jeg lagde ikke dræn i bunden af krukken. Jeg havde i skyndingen valgt rhododendronjord i stedet for pottemuld. Jeg havde sat krukken på en skyggefuld plads, hvor det ovenikøbet trak koldt. Og sidst men ikke mindst, så havde jeg valgt planter, der elskede sol og varme.

Hortensia med blomster

Krukke med hortensia, som skal placeres i delvis skygge, ellers trives de ikke. Foto: Inge A. Futtrup

Så her er et par praktiske tips og ideer til dig, så du ikke ender med at blive lige så skuffet over dine krukker, som jeg i sin tid blev over mine.

Find den rigtige plads til krukkerne

Krukkerne skal selvfølgelig stå på en plads, hvor de både pynter, bliver set og er lette at passe. Men det er ikke nok, at vi mennesker synes krukkerne ser godt ud. De planter, som skal vokse i krukkerne, skal også gerne synes om placeringen.

Tallerkensmækker hører til de nemme planter – både i haven og i krukker. Foto: Landhave.dk

Der er forskel på planter. Nogle er mere vilde med sol og varme end andre – og nogle er vældig robuste overfor både vind og skygge. De færreste planter bryder sig dog om trækvind, massiv skygge eller bagende sol i en indelukket krog. Som tommelfingerregel kan du spørge dig selv, om du har lyst til at tilbringe et par timer eller tre på den plads, du har tiltænkt krukken. Hvis ikke, så vil planterne nok heller ikke synes om stedet.

Hvis du ikke har ret mange placeringsmuligheder at vælge imellem – fx på en altan eller en lille terrasse, kan du i stedet ændre på forholdene ved at sætte en læskærm, et flethegn eller en parasol op.

Roser trives godt i krukker. Foto: Inge A. Futtrup

Tænk også på, hvordan du vil vande planterne i dine krukker. Har du lyst til at slæbe rundt med en tung vandkande hver dag eller har du mulighed for at trække en vandslange hen til krukkerne. Det sidste er smartest. Så kan du nemlig spule planterne, hvis de får lus – eller du kan give dem en let morgendouch i tørre perioder.

Hvis dine krukker er store, er det lettest at sætte dem på plads, inden du fylder jord i dem. Ellers kan de hurtigt blive tunge og besværlige at bakse rundt med

Krukker, dræn og vand

Der skal være hul i bunden af de beholdere, du dyrker i. Overskydende vand skal altid kunne komme væk, så dine planter ikke ender med at drukne.

Hvis der ikke allerede er hul i den beholder, du vil dyrke i, så lav nogle huller på størrelse med en 50-øre i bunden af beholderen. Jo større bundfladen er, jo flere huller skal der være – sådan cirka et hul for hver dm2 (svarer til en lille underkop).

Læg altid et godt dræn bestående af 3–5 cm småsten eller potteskår i bunden af krukken. I princippet kan du også bruge store glasperler, legoklodser, hasselnødder med skal eller hvad du nu har ved hånden af små faste genstande, som overskydende vand kan sive imellem. Hvis du bruger sten, du har fundet på stranden, så skyl dem godt.

Valg af krukkemuld

Vi kommer desværre ikke udenom, at krukker er en kunstig indretning – og den »muld«, vi fylder i krukkerne, består i høj grad af spagnum, som stammer fra højmoser. Her i landet betragtes højmoserne som en truet naturtype, men i Rusland, Finland, Sverige og Canada findes der stadig mægtige områder med højmoser. Vi danske haveejere bruger hvert år omkring 55.000 tons spagnum!

plantejord til krukker

Klar til at gå i gang med at plante. I stedet for at købe færdig plantejord med spagnum, kan man selv blande sin egen jord til krukkerne. Foto: Inge A. Futtrup

Krukke- og pottemuld indeholder spagnum. Spagnum har den unikke egenskab, at det bevarer en vis luftighed modsat almindelig havejord, som hurtigt kitter sammen i en krukke, så ilten forsvinder. Og så dør planterne.

Hvis du vil minimere spagnumforbruget, kan du vælge produkter, der er tilsat lergranulat, champost eller kompost. Eller du kan lave din egen jordblanding. Selv har jeg gode erfaringer med at blande spagnum op med grus og velomsat kompost samt lidt jord fra havens muldskud. Så gør muldvarpene da i det mindste lidt gavn. Muldvarpe æder nemlig insekter og orm, så fordelen ved »muldskuds-jorden« er, at den generelt er fri for skadeligt småkravl.

Uanset hvilken plantemuld eller blanding, du bruger, så husk altid at gennemvande krukken, inden du begynder at plante. Lad den gerne stå en dags tid, så mulden har tid til at trække vand og sætte sig – og sørg også for, at de små nye planter har fået en grundig vanding, inden du flytter dem over i krukken.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Plantning > Gør krukkerne klar til at plante

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider