Krukkeglæde

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Rustikke krukker

Rustikke krukker, der venter på at blive plantet tll. Foto: Inge A. Futtrup

Krukker kan bruges overalt. I store haver såvel som små haver. På altanen, på terrassen og på trappestenen. Midt i havens staudebed, tæt ved den skyggefulde hyggebænk og i drivhuset. I bymidtens solvarme gårdhaver såvel som på femte sal med himlen som nabo. I velplejede japanske haver, i vilde sommerhushaver og i engelsk haveromantik. Krukker kan passes ind overalt – og de passer til alt.

Krukker er geniale. De kan plantes til i det allertidligste forår længe inden resten af haven er brugsklar – og de kan fryde øjet langt ind i efteråret, når det sidste blad er faldet af havens træer. Ja, de står der såmænd også ved juletid og midt i vinterens sne og lyser op med gran og lanterner.

stemoder og aurikler i krukker

Stedmoder og aurikler giver liv og farve i det tidlige forå,. Foto: Inge A. Futtrup

Stedmoder og aurikler

Krukker er også praktiske. De kan flyttes rundt i haven, som du lyster, eller indtage den samme faste plads i årtier. De kan plantes om hver måned, så de altid matcher årstiden – og tømmes, når du skal på ferie.

De kan rumme flerårige vækster, der kræver daglig omhu og beskyttet overvintringsplads, eller de kan ændres totalt fra år til år – og de kan tages med til den nye have, hvis du rykker teltpælene op.

Haven i hune

Krukker kan skabe miljø i haven – her et motiv fra Haven i Hune. Foto: Inge A. Futtrup

Der er (næsten) ingen grænser for, hvilke planter du kan putte i krukkerne. Krukker har jo den fordel, at de kan flyttes og fyldes efter behag og behov. Såvel jord, som vind, lys, skygge og vand kan reguleres, så planterne altid får deres ønsker opfyldt.

Krukker kan fyldes med forårsløg, sommerblomster, krydderurter, roser, grøntsager, tomater, rhododendron, buksbom og sågar små frugttræer. Det er helt op til dig – til din smag, lyst og fantasi.

Krukker kræver omsorg og opmærksomhed

Det eneste, krukkerne kræver af dig, er at du giver dem, eller rettere sagt planterne, der vokser i dem, den fornødne omsorg og opmærksomhed. Ellers er der afregning ved kasse et i form af visne blade, manglende blomstring eller sågar døde planter.

Når vi går Vorherre i bedene og skaber vores egen miniput-biotop, hvor vi kan styre såvel nedbør som solskin, så overtager vi nemlig også hans forpligtelser og bærer ansvaret for resultaterne.

Højbede med blomster

Højbede brugt i stedet for krukker. Højbede kan være mindst lige så dekorative som krukker, og de er lettere at passe, for de har jo ingen bund og kræver derfor ikke nær så meget vanding. Foto: Landhave.dk

Måske er det lige præcis dér, filmen knækker: Ansvar er ligesom i familie med pligter og kan være sådan en besværlig størrelse – ikke osse?

Sådan havde jeg det i alt fald selv i mange år. Hvis der var noget, som mislykkedes ude i haven, så kunne jeg altid give vejrguderne, jordbunden eller en flok skadedyr skylden. Men krukkerne var mit fulde ansvar! Her var det mig, der vandede for lidt eller for meget. Mig, der glemte at give gødning. Mig, der lod krukken stå i brændende sol. Mig, der … nå, du er garanteret fuldstændig med på, hvad jeg mener.

roser i krukker

De flotte roser på gårdspladen. Foto: Inge A. Futtrup

Men livet er heldigvis så mageløst indrettet, at hver gang der er risiko for fiasko, er der også mulighed for succes. Se bare ovenstående foto af mine roser på gårdspladsen. De er besværlige – ja! De kræver daglig pasning – ja! Men de er så skønne, at det er en fryd at pusle om dem. Og det er lige præcis den fryd, der er så kendetegnede for et krukket liv.

Kommentarer

Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Krukkeglæde

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider