Blandingskultur giver mange fordele

Af Troels V. Østergaard, geolog og forfatter, Godsets Vin

Kål i monokultur giver bar jord

Selv med »kun« 50 cm mellem rækker med kål, er der masser af spildplads, hvor der vil vokse ukrudt, hvis der ikke hakkes. Foto: Karna Maj

Der er mange måder at dyrke køkkenhave på. Mange gør det nok lidt uplanlagt på den måde, at de køber frø ind, når de kommer frem: en pose af dit og en pose af dat, det meste som sidste år, og så noget nyt, der skal prøves i år. Og når der så skal sås, starter man i den ene ende og sår kål med 60 cm mellem rækkerne, for det står der på posen, salat med 30 cm osv.

Før man får set sig om, er der ikke plads til mere. Det vil sige, ukrudtet er der god plads til med de »officielle« planteafstande, så enten har man på den måde lagt op til mange timer med at holde ukrudtet nede, eller til at det hele gror til i ukrudt.

Mangfoldighed

Men nogle timers planlægning inden sæsonstart kan på det nærmeste fordoble udbyttet fra haven, og samtidig gøre arbejdsindsatsen i løbet af sommeren mindre, og oven i dét får man en have, der er mere i harmoni med naturen.

Hemmeligheden bag alt det hedder blandingskultur, som jo i virkeligheden er naturens princip om mangfoldighed overført til køkkenhaven. Med blandingskultur kan man i nogle tilfælde få to afgrøder fra det samme stykke jord, noget der ellers er forbeholdt varmere himmelstrøg end vores.

Man får mindre besvær med ukrudtet, fordi kulturplanterne konkurrerer med ukrudtet, der er simpelthen mindre plads til ukrudt. Og man får grønsager, der er mindre plaget af skadedyr og sygdomme, bl.a. fordi skadedyrene får vanskeligere ved at finde deres værtsplanter. når de står »gemt« mellem alt muligt andet.

Blandingskultur i praksis

gulerødder og porre i blandingskultur

Gulerødder i de tre hovedrækker og porrer i de to mellemrække. Den Økologiske Have. Foto: Karna Maj

Når man skal planlægge en blandingskultur, er det vigtigt at kende de enkelte planters vækst. Man skal vide, hvor store de bliver, og hvor hurtigt de udvikler sig. Det med at få to afgrøder på et stykke jord, opnår man i al sin enkelthed ved at udnytte pladsen mellem de afgrøder, der vokser langsomt og bliver store, til afgrøder, der vokser hurtigt og/eller ikke fylder så meget.

Et eksempel: Kål skal have mindst 50 cm mellem rækkerne, og det samme gælder ærter. Tre rækker kål og to rækker ærter fylder altså på traditionel vis 5 gange 50 cm eller 2,5 m. Men tidlige ærter kan høstes allerede først i juli, hvor kålene først lige er ved at få ordentligt fat. Lægger man ærter mellem kålrækkerne, kan man derfor nå at høste ærterne, før kålen skal bruge al pladsen. Resultat: to afgrøder fra samme jordstykke eller to rækkers plads frigivet til noget andet.

Det morsomme er nu, at ikke alene får man to afgrøder, man får også en større høst af blandingskulturen, end man havde fået ved at dyrke de to hver for sig. Det er dokumenteret i forsøg med kål og bønner, men gælder sikkert også i mange andre tilfælde.

For at gøre det hele simpelt kan vi se på, hvordan de forskellige urter kan fordeles i forskellige blandingskulturbede. Det er naturligvis ikke nødvendigt at dyrke i bed for at dyrke økologisk. Men bedene giver en god oversigt, og principperne i brugen af blandingskultur lader sig lettest forklare med udgangspunkt i et standardbed, som er 110 cm bredt og har 5 rækker (rækkeafstand 25 cm). Midterrækken og de to yderste kaldes hovedrækker, mens de to sidste kaldes mellemrækker. Hovedrækkerne bruges fortrinsvis til store, langvarige kulturer, mens mellemrækkerne især bruges til små, korte kulturer.

Med udgangspunkt i planternes vækst og ønsket om en intensiv udnyttelse af jorden kan de almindeligste køkkenurter deles i tre grupper: enspændere, hovedafgrøder og mellemafgrøder.

Enspænderne

Det er afgrøder, der fylder så meget, at det med blandingskultur bliver upraktisk eller i hvert fald underordnet. Til den gruppe regner jeg kartofler, squash og jordbær.

Kartoflerne lægges i de to midterrækker. Man kan bruge hovedrækkerne og have tre kartoffelrækker pr. bed, men udbyttet bliver lige så stort med to rækker, og det er nok så nemt. Det hedder sig, at kartofler og bønner trives godt sammen. Vi har gode erfaringer med valsk bønne lagt mellem kartoffelplanterne i rækken.

En squashplante kommer let til at fylde en meter i tværmål. Derfor er der ikke meget andet at gøre end at sætte dem i zig-zag i de to mellemrækker, og så er der iøvrigt ikke plads til meget mere i det bed.

Jordbærrene plantes også i mellemrækkerne, altså to rækkker pr. bed. Og bortset fra en række hvidløg i midten er der heller ikke der plads til mere blandingskultur.

I enspænderbede er jorden ikke særlig godt dækket med planter. Derfor er det vigtigt at holde den dækket med kompost eller planteaffald sommeren over.

Hovedafgrøder

Til hovedafgrøderne hører de grønsager, der udvikler sig langsomt, og som bliver temmelig store. De vigtigste er vinterkål (hvid-, rød-, grøn- og rosenkål), bønner, selleri, majs, vintergulerod, pastinak og vinterporre.

Man kan f.eks. have tre rækker vinterporrer med to rækker sommergulerod imellem. Men der er naturligvis intet i vejen for at bytte om, så man får tre rækker sommergulerødder og kun to rækker porrer, hvis det passer bedre til ens forbrug og lyster. Det vigtigste er, at man ikke kan have en hovedafgrøde i både hovedrække og mellemrække.

Mellemafgrøder

Ærter som mellemafgrøde med kål

Dette bed er startet med spinat i hovedrækker og ærter i mellemrækker. I hovedrækkerne er der senere udplantet kål ved at fjerne nogle at spinatplanterne i rækken. Foto: Karna Maj

I denne gruppe har vi så at sige resten. Det er ærter, sommerkål (spidskål, blomkål, broccoli, salatkål), salat, radis, spinat, bladbede, løg, rødbede, persille, dild, kørvel, glaskål, majroe, osv. De kan dyrkes i mellemrækkerne mellem rækkerne med hovedafgrøder.

Man kan altså stort set vælge fra grupperne af mellemafgrøder og bruge dem mellem hovedafgrøderne, men der er enkelte kombinationer, der er decideret dårlige, bl.a. ærter/bønner og porrer/bladbede.

Gode naboer

Der er dog også en lang række kombinationer, som er bedre end andre. Her følger en stribe gode nabokombinationer baseret på mange års erfaringer.

Vinterkål/ærter og sommerkål/buskbønner har allerede været nævnt. Både ærter og bønner hører jo til bælgplanterne og har de kvælstofsamlende bakterier på rødderne. Derfor står de godt sammen med de grådige kål. Man skal være opmærksom på, at det skal være tidlige, lave ærter, at ærterne ikke lægger sig ud over kålene, og at ærteplanterne skal fjernes 1. uge af juli. Den måde at dyrke ærter på giver ikke en lang periode med friske ærter, men til gengæld en god høst til fryseren. De friske ærter kan man f.eks. dyrke som høje ærter op ad et hegn.

I en lille have, hvor det kan være vanskeligt at finde plads til bønner og kål, er stangbønner sagen. De gror i højden og er utrolig yderige. Laver man et stativ med fire ben, kommer bønnerne til at være i mellemrækkerne, og der er plads i de tre hovedrækker til andre ting. Vi har haft gode resultater med selleri i de to yderrækker. I midterrækken skal man fortrinsvis have mindre krævende ting som salat, radis, glaskål og spinat.

Majs er en hovedafgrøde med plads i hovedrækkerne. Holder man meget af majs, sår man dem tæt (15 cm), og så er der ikke meget lys til planterne i mellemrækkerne, men selv i det tilfælde kan man få noget ud af at så agurker (asie-, drue- og slangeagurker) i mellemrækkerne.

Dog bliver udbyttet af agurker større, hvis man sår majsene med større afstand (30 cm). Majs og bønner skulle også efter årtusindgammel erfaring i Mellemamerika være gode partnere.

Klassikeren blandt blandingskulturer er løg/gulerod. Man har i forsøg påvist, at løgene kan holde gulerodsfluen væk, men kun hvis to betingelser er opfyldte: løgene skal være i vækst, og der skal være 4 rækker løg for hver række gulerod. Der er dog meget andet end naboplanterne, der bestemmer, om en plante bliver angrebet af skadedyr. Derfor behøver selv ikke positive forskningsresultater at være den endelige sandhed om den sag. Vi har tre rækker gulerod og to rækker løg pr. bed, og selv om det skulle være alt for få løg til at give en virkning, passer vores erfaringer med, at løgene virker så længe, de er i vækst.

Gulerodsfluen flyver to gange i løbet af sommeren. Første gang lægger den æg ved de nyspirede gulerodsplanter, og når larven kommer frem, vil den hurtigt tage livet af de små gulerodsplanter. Det fænomen ser vi meget sjældent hos os, men første flyvning sker jo også, når løgene er i vækst. Og det er ikke, fordi vi ikke har gulerodsfluer i haven. For når de flyver anden gang i juli, er løgene gået af vækst, og så finder de vores gulerødder. I varme og tørre somre har vi næsten ingen orm i gulerødderne, i kolde og våde somre har vi flere, men aldrig så mange, at vi synes, det er et problem.

De andre rodfrugter: pastinak, rodpersille, skorzonerrod og rødbede er også egnede til blandingskultur. Rødbede bliver ikke større, end at den kan dyrkes i mellemrækker f.eks. med bønne eller agurk, men den kan også indgå i hovedrækker som de tre andre. I mellemrækkerne er der så plads til glaskål, majroe, spinat og salat-radis (radiserne behøver ikke at tage plads op, de kan altid sås i samme række som andre grønsager, blot ikke kål).

Sædskifte

Det er ikke nødvendigt at gå meget op i det med sædskifte i en økologisk have. Bruger man blandingskultur så meget som muligt, skulle det være mangfoldighed nok, og sædskifte er jo ikke andet end tidsforskudt mangfoldighed.

I mindre haver er det fuldt tilstrækkeligt at sørge for, at de samme ting ikke står samme sted hvert år. Ofte kan man lade jordbærrene bestemme sædskiftet på den måde, at man planter de ny jordbær i det bed eller stykke, der længst har været uden jordbær. Så vil afgrøderne komme til at rulle hen over haven.

I haver, der er så store, at kål og kartofler er væsentlige afgrøder, er det dog nok klogt med et sædskifte. Skal det have nogen virkning som forebyggelse mod jordbårne sygdomme, er et sædskifte over fire år det korteste, man kan have.

Det er min overbevisning, at blandingskultur er det vigtigste, for dermed blander vi plantefamilierne, planter med forskellig roddybde og planter med forskellige næringskrav.

Det sædskifte, jeg sværger til, er på fire år:

  • Kartofler
  • Kål/bønner
  • Majs/agurker
  • Løg/gulerødder

I det sædskifte er der taget hensyn til næringskravene på den måde, at de mest næringskrævende kommer først. Derfor får de kommende kartoffelbede hovedparten af gødningen.

Kartofler er også den afgrøde, der bedst kan tåle lidt uomsat gødning i komposten. Desuden er der taget hensyn til, at kål og bælgplanter gerne vil have kalk, mens kartofler bliver skurvede af kalk. Vil man tilføre køkkenhaven kalk, kan det ske, når kartoflerne er høstet.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Sædskifte og naboplanter > Blandingskultur giver mange fordele

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider