Åh, en vidunderlig sommer!

Af Kirsten Dietrich, billedkunstner og forfatter, kirstendietrich.dk

Her i slutningen af juli, hvor halvdelen af fryseren er proppet af bær, og tomater og agurker vokser i stride stænger, er lykken uden ende. En af mine døtre mailer fra Berlin, at det er skønt at være i 30 graders varme, inden de skal retur til det blæsende København. Hvis hun ikke lignede mig, ville jeg vædde på, hun kunne være forbyttet. Det er lige alt, jeg undgår at kvittere med et hvast svar, fordi jeg når at huske på, hvor forskelligt, vi kan tage varmegrader. For jeg husker ganske udemærket, da jeg selv var småbørnsmor, og ferierede med hele familien i et lillebitte sommerhus på en kæmpegrund ved Blåvand.

Hver morgen sad min svigermor under solopgangen, mens jeg sov den sødeste skønhedssøvn, (dengang var jeg ikke specielt interesseret i smukke morgener), og tog bestik af skyerne og profeterede dagens vejr. Det var før DMI og iPad, men hun var ligeså god, bedre faktisk, til at forudse vejret. Det eneste, der interesserede mig var solskin, skyfri himmel og temperaturer over 25 grader. Ak ja, det var dengang, hvor der var 50 meter ned til Vesterhavet, og min indre termostat endnu ikke var gået i udu. Men i år, herre jemini, hvor har det dog været skønt i denne sommer. Sol og varme med skyer, der hindrer hedeslag, når termometeret viste 25 grader i skyggen, hvilket det har gjort hernede mange gange. Regn til roser, kartofler og bær. Milde vinde så græsslåning og lugning af køkkenhaven blev en glæde, fremfor en omgang stønnende tortur. Hip, hip siger jeg bare.

Det er ikke fordi, hele sommeren har været lutter lagkage, det er det jo sjældent, når man har have. Vi begynder mere og mere at ligne de bønder, min mor altid gjorde nar af: »Så får de for lidt regn, så får de får lidt sol, de er aldrig tilfredse!« Men, når man har køkkenhave, så kommer der andre boller på suppen. Hvis ikke der er skurv på kartoflerne, får jordbærrene ikke nok sol og bliver sure. Hvis sneglene ikke æder salaten, så kommer rødbederne ikke op, og kan nogen måske fortælle mig, hvorfor i alverden mine tomater først modnes her i slutningen af juli?

Jeg har dyrket tomater i mere end 30 år, og har da forstand på det, skulle jeg mene. Hvis nogen skulle have tendens til storhedsvanvid, vil jeg foreslå dem at dyrke grøntsager. Vel får man da sine egne fif henad vejen, og langt de fleste hjælper også, men så er der alle de gange, hvor man stiller spørgsmål til ægtefællen

– Ved du hvorfor dilden ikke bliver til noget i år?

– Ved du hvorfor tomaterne hænger i lange, tunge klaser, der bliver ved med at være grønne?

– Jeg har sået rødbeder 3 gange i år, hvor bliver de af?

Svarene udebliver, selvom jeg ved selvsyn har set de sk… gråspurve æde min salat, plukke af mine små dildskud, og flyve ad sted med lysegrønne små kviste fra mine stolte kavalerer. Hvilket har fået min køkkenhave i år til at ligne en forladt skraldedynge. Først lagde jeg fiberdug over de nysåede rækker, men det gik i opløsning, og efterlod små hvide fnullerstykker over det hele.

Fiberdug gået i opløsning

Fiberdugen gik i opløsning. Foto: Kirsten Dietrich

Og efterlod køkkenhaven med hvide fnullerstykker. Foto: Kirsten Dietrich

Så lavede min mand en overdækning til jordbærrene, der ligner kaninbure. De virker til dels, men tro ikke, at det holder alle gråspurve væk.

Hjemmelavede netbure til at holde gråspurvene væk fra planterne. Foto: Kirsten Dietrich

Til gengæld har jeg ingen forklaring på, hvorfor mine roser to år i træk under vidt forskellige vejrforhold, har blomstret og lignet eksempler, der kunne fotograferes til en bog om roser. Den ene ved hoveddøren hedder meget passende Freude, blomstrer sent, og sender hoveder i vejret på størrelse med små desserttallerkner. De dufter skønt, men ikke så vildt som alle de Westerland, jeg efterhånden har fået spredt på matriklen, fordi de stiklinger, jeg igennem årene har lavet, stortrives. I det hele taget er have så synonymt med mirakler, at det undrer enhver haveentusiast, TV avisen ikke bringer mere havestof i nyhederne.

Freude rose. Foto: Kirsten Dietrich

Bortset fra, hvordan man laver stiklinger, er det eneste, jeg ved om roser, at de skal have gødning og vand. Hvert år i april skal man sørge for, at de klarer sig godt igennem sæsonen ved at beskære dem, gøde dem og vande dem rigeligt, inden de får vokseværk. I starten af maj lignede alle mine roser noget, der var løgn. Bladene krøllede sammen, de viste alle tegn på mistrivsel og en kommende blomstring uden grønt løv. Når man ikke vil sprøjte, må man jo bare konstatere, at sådan er det i år, det må jeg leve med, så jeg forsatte med at give dem fortyndet hønselort og brændenældevand, omsorg og pleje, nøjagtig som alle de andre år.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der skete, for jeg havde lidt travlt med at tegne kridtstreger med gråspurvene, der ligegyldigt, hvad jeg gjorde, blev ved med at vinde krigen. I begyndelsen af juni så jeg pludselig for alvor på roserne, og tænkte, nu har der igen været en haveengel forbi og puste på mine roser, for knopperne stod i kø midt i det smukkeste, grønne løv. Hvordan og hvornår, det er sket, ved jeg ikke. Udover at det åbenbart gælder alt levende, fra dyr til roser, børn og naboer. Omsorg og pleje går aldrig til spilde. Det er ganske ufatteligt, at gartnere, madproducenter og omsorgsgivere for børn og ældre ikke står allerøverst på lønningslisterne verden over. At de næsten er nederst i fødekæden stadigvæk, må være, fordi Vorherre er taget på en lang ferie og tænker over, hvordan man dog kan vende op og ned på verden.

Smukke grønne rosenblade. Foto: Kirsten Dietrich

Denne sommer har lært mig, hvor fantastisk en glæde, det er, at være i køkkenhaven uden at blive grillstegt i nakken, og at alle grøntsagsavlere – især de økologiske – fremover skal med i min aftenbøn. Tænk hvis jeg skulle leve af det her! Godt nok er det en livsstil, godt nok er haven kilde til glæde og trivsel i et omfang kun haveejere fatter, men at skulle tjene til brødet, dagen og vejen på det her, rækker mine evner og kræfter simpelthen ikke til.

Ligesom det er godt, selvforsyning ikke udgør mit levebrød, er jeg da også glad for, jeg ikke skal tjene penge ved at spå om vejret. For jeg begriber ikke, hvordan DMI kan holde fast i, at det først rent metrologisk defineres som sommer, når den målte temperatur er nået op på 25 grader. Jeg tænker, at de måleapparater må hænge 10 meter oppe i luften, for hernede ved jorden, hvor jeg går rundt, har det været mellem 20 og 25 grader i skyggen, ofte mere, i mange måneder. Dansk sommer, når den i mine øjne er allerbedst. Solskin, varme, skyer, regn og milde vinde.

Artiklen er fra sommeren 2015

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Dyrkhaven.dk

Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Åh, en vidunderlig sommer!

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider