Havens natur – og naturen i haven

Af Kristine Fenger, studerende i filosofi, Fru Fengers Have

I denne artikel vil jeg, som haveejer og -entusiast undersøge haven og dens forhold til naturen – og jeg vil invitere dig til at tænke med undervejs. Måske bliver du klogere på dit eget forhold til haven og naturen – eller måske bliver du forvirret på et højere plan… Det vil vise sig!

Men før vi begynder, må vi have styr på, hvad vi egentlig mener med begreberne ‘have’ og ‘natur’.

En naturhave med en vild plæne, som slås én gang årligt, under et mægtigt valnøddetræ. Foto: Kristine Fenger

Hvad er en have?

Lad os starte med ‘haven’, og stille os selv spørgsmålet: Hvad er en have?

Du tænker måske, at du da godt ved, hvad en have er. En have er et afgrænset areal, hvor vi mennesker f.eks. dyrker grøntsager, spiller fodbold eller laver bål. Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så enkelt.

Der findes byhaver, perma-haver, terapihaver og japanske haver. Parcelhushaver, som endda har »haver i haven« i form af urtehaver, køkkenhaver og staudehaver. Forhaver og baghaver. Og så videre!

Der findes et utal af vidt forskellige slags haver, som dog har det tilfælles, at de er lavet, så vi mennesker får glæde og nytte af dem. Og – ikke mindst – står der i alle tilfælde en haveejer eller gartner i kulissen, som både styrer hvad, der får lov at gro, samt hvor og hvordan.

Havens natur – og når naturen tager over

Haveejeren spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af de forskellige haver. Det ved enhver haveejer…

Vi ved, hvad der sker, hvis vi drister os til at tage på ferie – køkkenhaven gror til i ukrudt, græsset vokser sig langt og staudebedene invaderes af skvalderkål og kvikgræs. Haven bliver vild. Og hvis ferien ellers er lang nok, sker det, at naturen tager over: Haven bliver så vild, at vi ikke længere ville kalde den en have.

Selv en parcelhushave kan huse mange, forskelligartede vilde dyr, hvis forholdene er til det. Her en snog og (snarligt afdød) tudse. Foto: Kristine Fenger

Eller vil vi? Der er jo faktisk nogle haver, som skiller sig ud fra andre haver i både formål og æstetik. Her er haven ikke til for at skaffe mennesket mad eller plads til leg, men er i stedet helliget naturen; de vilde dyr, insekter og planter og deres forskelligartede behov.

Det er de såkaldte vilde haver; naturhaverne, jeg tænker på. Her får græsplænen lov at gro, brændenælder og andre vilde planter vajer højt, og sten og grene får lov at ligge i bunker. Succeskriteriet for haven er ikke udbyttet eller graden af sirlighed i staudebedet – men i stedet antallet af hjemmehørende arter, værtsplanter for sommerfugle eller diversiteten af svampe på havens døde ved. Noget, der bryder med den traditionelle pasning af haver, hvor skadedyr og ukrudt som oftest indædt luges væk – bekæmpes – som var haveejeren i krig mod naturen selv.

Er en have stadig en have, hvis den også er natur?

Naturhaverne rejser spørgsmålet: Kan en have være natur? Og er den så stadig en have? Svarene afhænger af øjnene, som ser – samt af, hvad vi mener med natur, og hvor brede rammer vi accepterer for en have. Nogle vil mene, at haver og natur står i skarp modsætning til hinanden: En have kan ikke være natur, for så er den simpelthen ikke længere en have. Naturen er dét mennesket ikke blander sig i, det vilde, hvorimod haven er det ordnede og kontrollerede.

Andre ser ikke samme modsætning. De vil indvende: Jamen, hvad med regnormene? Dagsommerfuglene og muldvarpene? Brændenælderne, bænkebidderne og mosset i græsset? Er de ikke vilde – er de ikke alle udtryk for natur? Og er, i hvert fald nogle af dem, ikke elementer, der indgår i selv de mest ordnede haver? Der er i høj grad er sammenfald mellem det, vi møder i haven og i naturen. Både i luften, på og under jorden.

Tænk så på, hvor få reelle naturområder, der findes, hvis menneskets aktivitet i sig selv udelukker noget fra at være natur? De fleste danske skove, grøftekanterne, blomsterengene og strandene (steder, de fleste af os ville betegne som værende natur i større eller mindre grad) påvirkes alle af menneskelige aktiviteter. Vi fælder eller planter i skovene, og vores dyr eller maskiner græsser engene ned. At fastholde et skarpt skel mellem haver og natur kan på den baggrund virke kunstigt.

Natur eller kultur? Det kan være svært at afgøre. Foto: Kristine Fenger

Haven i økosystemet

En have indgår altid i en »kontekst«. Den befinder sig solidt plantet i det lokale økosystem, den er en del af – om haveejeren vil det eller ej. Og som sådan har naturen – eller i hvert fald nogle af de elementer, som udgør naturen – adgang til haven. Pindsvin, guldsmede, fugle og frø ser stort på matrikler. Selv en taghave i indre København får vilde gæster i form af fugle og insekter. Grænserne mellem de enkelte haver og resten af verden – herunder også naturen, hvad end vi forstår ved dét – er kun (visuelt) tydelige for os mennesker.

Flyvende, vilde gæster i havens katteurt. Foto: Kristine Fenger

Det virker på den baggrund rimeligt at mene, at en have godt kan rumme natur; at der ikke er nogen iboende modsætning mellem haverne og naturen. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

Haven og naturen er »både og« – ikke enten-eller

Ligesom vi kan forestille os en have næsten uden natur (f.eks. en forhave belagt med fliser, granitskærver og en »fejlfri« græsplæne passet med brug af sprøjtegifte), kan vi også forestille os arealer, som er så vilde, at vi ikke længere vil kalde dem haver.

Det er dog de færreste med naturhaver, som tager konceptet så vidt. For naturhaver kan jo sagtens være både-og: De kan give mennesker plads til leg og grøntsager samtidig med at de fungerer som fri- og hjemsted for naturen. En naturhave kan godt rumme både køkkenhave, rosenhave og bålplads. Der er til gengæld næppe plads til sprøjtegifte. Vores måde at holde have på kan altså i vidt omfang udelukke naturen – men det behøver ikke være tilfældet.

At få øjnene op for naturen i haven

Og netop dét tror jeg, at vi er flere og flere haveejere, som opdager og udforsker. Måske vi om få år har ændret vores syn på haver så markant, at vi bruger vores haver til at nærstudere naturens mangfoldighed i alle dens afskygninger. At vi, stillet overfor spørgsmålet: »For hvis skyld er din have, som den er?« selvsikkert vil svare: For humlebierne, sommerfuglene, edderkopperne og ukrudtet (- et ord, vi måske holder helt op med at bruge?). For småfuglene og flagermusene, pindsvinene og natsværmerne. For alle de dyr, insekter og planter, som får det sværere og sværere udenfor havelågerne!

Ja, måske vi stopper med at passe vores haver kun for vores egen skyld… Og begynder at dyrke den for naturen i stedet?

En sjælden gæst i haven. Foto: Kristine Fenger

At forholde sig kritisk til have-normerne

De spørgsmål, jeg har taget op her, er der ikke entydige svar på. Hvad vi forstår ved natur, og hvad en have er og kan være, er begrebsmæssige diskussioner, som vi kan lade os udfordre af fra hængekøjen, eller når vi sidder på en bakketop et sted i Danmarks natur og kigger ud i horisonten.

Overvejelserne kan være en hyggelig tankesport, som kan supplere de praktiske gøremål i haven. De kan minde os om, at »have-normerne« – herunder hvilke planter og dyr, der er velkomne i haven og om en rigtig græsplæne er et monokulturelt grønt tæppe eller en farverig blomstereng – ikke er hugget i sten. De er tværtimod til (tiltrængt) diskussion.

Det vigtigste, vi som haveejere kan forholde os til, er derfor spørgsmålet om, hvordan forholdet skal være mellem naturen og vores egen have. Dét er vi nemlig selv helt afgørende for svaret på!

Og derfor skal det afsluttende spørgsmål fra mig være: Er naturen velkommen i din have?

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Dyrkhaven.dk

Dyrkhaven.dk gør det nemt at dyrke have

Arresø Pil

Lad dig inspirere på hjemmesiden

Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Havens natur – og naturen i haven

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider