Tomatillo

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Tomatillo tilhører natskyggefamilien, og dens latinske navn er Physalis ixocarpa. Den er i familie med jødekirsebær og ananaskirsebær. Frugten ligner en forstørret udgave af ananaskirsebær, men er meget større, 3–7 cm i diameter. Selve den grønne »tomat« udvikler sig inde i et papirsagtigt grønt hylster.

Syrlig med gnistrende sprødhed

Tomatillo frugt

Tomatilloens frugter er modne til brug, når de er lysgrønne og har sprængt hylsteret. Når de bliver gule og helt modne er de lidt søde og fade i smagen. Foto: Karna Maj

Den smager helt anderledes end tomat, den er let syrlig og meget sprød – frugtkødet med de mange, små spredte frø nærmest gnistrer af sprødhed. Smagen tiltaler de fleste, nogle kalder den en udsøgt delikatesse, mens andre ikke kan lide den lidt pikante smag.

Det er afgørende at plukke den på det rigtige udviklingstrin. Bliver den gul og moden, har den en sødlig, fad smag og en blød konsistens. Er den mørkegrøn smager den direkte dårligt. Den skal spises som lys grøn, og på det tidspunkt har den sprængt hylsteret.

En del kan lide den rå i salater eller som en aperitif før middagen, andre vil helst have den i varme tomat- eller ovnretter. Men hvor mange kunne lide kartoflen eller tomaten, da de blev indført til Europa?

Tomatillo er en helt uundværlig grønsag i mexikansk mad, bl.a. i salsa verde – i nogle kogebøger omtales vanskeligheden ved at erstatte den med andet, da den normalt ikke kan købes her i landet. Men den kan dyrkes helt uden problemer i vore haver.

Tomatillo skal forkultiveres

Tomatillo er en oprindelig plante, som ikke er forædlet. Der findes forskellige ikke navngivne »sorter«. Jeg har prøvet to, og den ene blev lidt større og sødere end den anden. Desuden findes der en lilla udgave af tomatilloen, men den er ikke så stor, men flot.

Tomatillo skal forkultiveres som tomat og andre varmekrævende kulturer, men den skal have jord, masser af jord, for at ville gro. Den har sine naturlige egenskaber i behold. Derfor mislykkes al dyrkning i potter, ja, selv i en stor balje, hvor tomaterne ellers trives godt. Tomatilloplanterne går simpelthen i stå i væksten. Når de har udgroet potten, bliver planterne ikke større. De blomstrer godt nok og sætter også i baljerne et mindre antal små frugter, i potter kun få og små frugter.

Dette forhold skal der tages hensyn til ved forkultiveringen. De må ikke sås for tidligt i forhold til det tidspunkt, hvor de kan udplantes. De tåler ikke frost og udplantes samtidig med frilandstomaterne. Bedste resultat opnår jeg ved at så først i april og udplante ca. 20. maj, dvs. de skal sås 5–6 uger før udplantning, (dette tidspunkt varierer efter lokale forhold). De skal pottes om et par gange undervejs – de må ikke mangle jord.

I øvrigt selvsår de i køkkenhaven, og de selvsåede planter kan godt nå at give et lille antal frugter i efteråret.

Mindst to planter

Tomatillo er selvfertil, så der skal mindst to planter til for at få frugter. Bestøvningen sker ved insekternes hjælp, og bierne er meget ivrige efter at besøge de gule blomster.

Udplantning

Tomatillo udplantes i kompostgødet jord på lune, solrige steder. Planteafstand i en række er ca. 60 cm. Planten skulle kunne tåle en del tørke – men ifølge mine erfaringer ikke før rodnettet er godt etableret. Den kan godt tåle, at der er andre planter i bedet. Jeg har dels forsøgt med krydderurter, dels med undersåning af sneglebælg.

Tomatillo

Frugten ligner en forstørret udgave af ananaskirsebær, men er meget større, 3–7 cm i diameter. Selve den grønne »tomat« udvikler sig inde i det papirsagtigte grønne hylster. Foto: Karna Maj

Opbinding

Planterne vokser frodigt og villigt. I drivhuset helt op til toppen af drivhuset. Udendørs bliver de største planter 100–120 cm høje. Væksten er løs. Planten sætter 3–5 kraftige skud ud fra »stammen« ca. 25 cm over jorden. Den er lidt vanskelig at binde op, da skuddene vokser ud fra plantens midte i en vinkel på ca. 45° opad, og når der kommer frugter på, bliver skuddene tunge.Ved udplantningen er det nok med støtte fra bambuspinde, senere kræves mere stabil støtte. Man kan evt. lave et stabilt espalier eller et »bur« til hver plante. Det duer ikke at lade frugterne hvile ned på jorden – bænkebiderne er nemlig ikke i tvivl om, at tomatilloerne smager rigtig godt.

Væltet tomatilloplante

Hvis man ikke binder tomatillo op, vælter de på et tidspunkt. Foto: Karna Maj

I en amerikansk bog om tomatillo tilrådes det kun at fjerne de skud, som kommer i vejen for færdsel, eller som truer naboplanters eksistens. Men i drivhuset er det helt nødvendigt at begrænse væksten, ellers overtager de drivhuset. I øvrigt bliver frugterne større på friland, men antallet bliver lidt mindre.

Tomatillo er en sund plante, ingen skadedyr eller sygdomme.

Frø af tomatillo

Næste år vil der komme selvsåede planter, hvis nogle af frugterne har fået lov til at falde til jorden og rådne. Disse planter kan dog kun lige nå at sætte et mindre antal modne frugter. Det er derfor bedre at tage frø fra nogle fuldt modne frugter til forkultivering indendørs i april. Tomatillofrø kan købes hos flere frøfirmaer.

Høsttidspunkt og udbytte

Frugterne høstes, når de har udvokset hylsteret. De skal have den lysegrønne farve, som tomater får lige inden, de begynder at modne.

Høstperioden er fra midt i juli til frosten kommer – de sidste kan i milde efterår høstes ca. 1. november. I våde og kolde perioder i sidste halvdel af sommeren ødelægges frilandstomaterne tit, men ikke tomatilloerne.

Udbyttet i drivhuset kan blive lige så stort som for tomater. På friland varierer udbyttet meget, lige fra enkelte frugter til 20–50 pr. plante, flest i lune beskyttede haver. Jo mildere klima, jo bedre avl på friland. I normale somre kan den fint trives på friland i det meste af Danmark. Og i drivhus er den en sikker succes.

Kommentarer

Der er 22 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Tomat > Tomatillo

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider