Naturtip 5 – Skab fugtighed i haven med vand

Af Katrine Turner, biolog og naturvejleder og Signe Schrøder

2020 er udnævnt til at være Naturens år, og »Vores Natur« er et projekt, der skal give danskerne større viden om og mere lyst til at bruge og passe på naturen.

Praktisk Økologi er med i en del af projektet, og i den anledning bringer vi her på Havenyt.dk en række artikler om naturen i haverne.

Der kommer bl.a. 7 korte artikler med tip til, hvordan man kan få mere vild natur i haven. Dette er det femte tip, der handler det om skabe fugtighed i haven med vand.

Skab fugtighed i haven med vand

Vand i haven er utrolig vigtigt for at skabe mere liv i haven. Der er langt mellem vandhuller i vores landskab, så alle former for vand i haven hjælper, hvad enten det er en stor sø eller bare en underskål eller et gammelt fuglebad, der fyldes op regelmæssigt med rent vand.

Foto: Katrine Turner

Underskålen er god til, at dyr kan komme forbi og drikke en slurk vand. Om det er gærdesmutten, pindsvinet eller blåfuglen, er de alle glade for at få noget vand at drikke på en varm – eller kold – dag. Sørg for, at der ligger noget eksempelvis bark og flyder i vandet, som insekterne kan lande på, så de ikke falder i vandet og drukner. En lille skål med vand er også rigtig god på altanen eller terrassen til de dyr, der kommer forbi.

Gode råd til en havedam

En havedam har plads til, at der lever en masse dyr nede i vandet, så den giver naturligvis mere liv i haven end underskålen. Hvis du har plads til at lave en havedam, skal den helst ligge i fuld sol, så solen kan varme den op tidligt på foråret. Laver du en jordvold eller stensætning i den nordlige ende af dammen, reflekterer det solens stråler og varmer dermed vandet hurtigere op, så de dyr, der lever i vandet, får en tidlig start på sæsonen. Samtidig er det fint, hvis søen er lidt lavere i den nordlige ende. Det varmer også vandet hurtigere op.

En havedam kan være stor eller lille, men skal den være frostfri i bunden, skal den være mindst 70 cm dyb. Så kan smådyr overvintre, selvom frosten bliver hård. Jo større dammen er, jo nemmere er det at finde en god balance for vandkvaliteten. Små havedamme kan godt blive meget grønne, hvis de ikke bliver renset for alger ind i mellem, for det er svært at sikre, at der ikke kommer en masse kvælstof med regnvandet ned i søen. Du kan eventuelt kickstarte din dam med en spand vand fra et nærliggende vådområde, så får du en masse smådyr og insekter og måske haletudser i dammen med det samme.

Anlæg et regnvandsbed

Et sumpbed eller regnvandsbed er også en god ting at anlægge i haven. Det kan eventuelt etableres i forbindelse med nedløbsrør fra bygninger, hvor du graver en lille grøft, der løber væk fra bygningen. På den måde kan du både aflede regnvandet fra huset samtidig med, at du laver et lille fugtigt område, som havens skrubtudser og andre padder kan søge tilflugt i. Du kan finde inspiration til sumpplanter ved gamle moser og søer samt i plantecenteret. Der er mange spændende planter at vælge mellem. De skal blot kunne klare både tør og meget våd jord.

Læs også artiklen »Anlæg et regnvandsbed« >

Det kan du gøre

  • Sørg for, at der er vand i haven – både baljer, underskåle og fuglebade
  • Anlæg en havedam, der er mindst 70 cm dyb
  • Placer et sumpbed eller regnvandsbed i forbindelse med eksempelvis tagrender til gavn for regnvandsafledning, padder og andre dyr.

Om Vores Natur

Dette er en artikel, som er udarbejdet i forbindelse med Praktisk Økologis deltagelse i projektet Vores Natur 2020.

Praktisk Økologi er foreningen bag Havenyt.dk og sammen med bl.a. DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen, naturhistoriske museer og andre foreninger sætter vi i 2020 fokus på naturen. Her på Havenyt.dk særlig den natur, der allerede er, eller som vi kan hjælpe med at skabe i haverne.

Læs mere om Vores Natur artiklerne på Havenyt.dk >

Læs mere om Vores Natur projektet >

Læs mere om Praktisk Økologi >

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Om Praktisk Økologi > Vores Natur > Naturtip 5 – Skab fugtighed i haven med vand

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider