En stenrig have

Af Knud Lindhardt Halskov

Vores have tog sin begyndelse, da vi flyttede fra en lejlighed i København med to små børn til en lille landbrugsejendom i Himmerland i 1980. Her var ingen have, men seks hektar landbrugsjord, som var bortforpagtet.

Ejendommen havde stået tom i nogle år. Vi kom ikke for at dyrke landbrug, og jorden er fortsat i forpagtning. Men en have kunne vi ikke undvære, og da jorden blev dyrket så nær ejendommens bygninger, at vi dårligt kunne komme omkring dem uden at træde ud i marken, var det vigtigt straks at få inddraget et stykke jord, så vi kunne dyrke grønsager og etablere en have efter egen smag.

År for år har vi inddraget mere og mere jord af det bortforpagtede til udvidelse af haven og til læ- og skovplantning. I dag udgør haven omkring to hektar, hvoraf en hektar er grønsags-, frugt- og prydhave. Det har selvfølgelig været altafgørende for at skabe den have, vi har i dag, at vi løbende har kunnet aftale dette med forpagteren, som er økologisk landmand.

Vi samler sten

Vores ejendom ligger i et kuperet terræn på kanten af en bakke, der falder mod vest. Med det skrånende terræn som udgangspunkt havde vi gode muligheder for at lave en spændende og lidt anderledes have, end hvis det havde været en flad grund, syntes vi.

Havens terræn er skrånende, derfor har vi haft gavn at bruge sten til støttemure og til at skabe terrasser, hvor der kan plantes. Foto: Knud Lindhardt Halskov

Der blev udtænkt forskellige løsninger med stendiger, støttemure og stenbede i forskellige niveauer. Men hvor skulle alle stenene komme fra? Vores økonomi var ikke til indkøb af dyre brosten eller granitsten, og beton eller fabrikssten som byggemateriale i haven var ikke med i vores overvejelser.

Marksten blev vores løsning. Dem havde vi lige ved hånden, og således kunne ønsket om bæredygtighed og hensynet til vores økonomi komme til at gå hånd i hånd. Det måtte altså blive noget med selv af samle sten ind fra marken eller finde dem i nogle af de stendynger, som ligger ved markveje eller i markskel, hvor bonden har samlet dem. Så var det bare om at få dem hentet hjem. »Bare« er lidt flot sagt, for det er tungt arbejde. Jeg har aldrig ejet en traktor, men en god solid trillebør kan også noget. Det er blevet til utallige trillebørture efter sten ad kilometerlange markveje eller over frosthårde marker i vinterhalvåret.

Stenene er et næsten lige så vigtigt element i vores have som planterne. Jeg ser på en sten med samme glæde, som var det en smuk blomst. Og så er stenenes geologiske fortælling interessant, hvornår er de dannet? Og hvordan er de kommet hertil med indlandsisen for millioner af år siden? Foto: Knud Lindhardt Halskov

Der er naturligvis en grænse for, hvor store og tunge sten man kan køre hjem i en trillebør. Men når man har lært at tumle en sten omkring sit tyngdepunkt – uden at forløfte sig på den – er det alligevel overraskende store sten, jeg har kunnet hente hjem på den måde. Meget store sten frister imidlertid altid, for de er med til at give stenbedet karakter og spænding. Når jeg får øje på sådan en, har jeg ingen ro, før den ligger i haven. Så snakker jeg med vores nabolandmand, om jeg kan låne hans traktor, eller om han selv har tid at hjælpe. Min modydelse har gerne været at hjælpe ham i høsten.

De allerstørste sten, vi har i haven, har vi dog hentet i en nærliggende grusgrav ved hjælp af en kranbil, hvor jeg er kørt med vognmanden for at udpege de sten, jeg helst ville have. Stenene er blevet tippet af på marken oven for haven. Herfra har min kone og jeg i fællesskab trillet dem ind i haven på nogle rundstokke, som blev lagt oven på lange brædder, så stenenes vægt ikke skulle trykke rundstokkene helt ned i jorden.

Store sten kan flyttes ved at skubbe dem på rundstokke. Foto: Knud Lindhardt Halskov

Fordi terrænet er faldende ned mod haven, har det været muligt at flytte selv meget store og tunge sten på den måde. Når sådanne sten ligger, hvor de skal, er det ikke uden en vis stolthed, vi retter ryggene. Det er altid sjovest at se tilbage på det arbejde, man selv har udført.

Sten inddeler jeg i følgende kategorier ud fra deres størrelse: Kampesten, marksten og piksten. Herudover kommer så de meget store sten, som vi har fået bragt med kranbil.

Kampesten


Kampesten er sten så store, at jeg kun lige akkurat kan tumle dem uden anden hjælp end en trillebør og en god jernstang til at få dem lagt rigtigt.

De anvendes som kant omkring et hævet stenbed. Stenene bliver ikke lagt oven på jorden, men graves et stykke ned. Det ser bedst ud. Derfor skal det være sten af en god størrelse, gerne forskellige så det ikke kommer til at se for sirligt ud.

Med meget store sten, som kan have en skulpturel værdi inde i stenbedet, er det igen vigtigt, at stenene bliver gravet godt ned i jorden, så det ser ud som om, de altid har ligget her og ikke ligner noget, der er tabt bag en vogn.

Et hævet stenbed, 30–50 cm, har flere fordele frem for et bed i niveau med den omgivende jord. Man skal ikke bukke sig så dybt for at holde bedet rent, og det er er nemmere at sikre et godt dræn. Men den største fordel oplever jeg, når vi får rigeligt med regn eller ligefrem et skybrud. Da løber der, på grund af det faldende terræn, en strøm af vand gennem gårdhaven og videre ned i den lavere del af haven, hvor der kan danne sig en midlertidig lille sø på græsplænen. Gennem gårdhaven løber vandet på pikstensbelægningen mellem stenbedene og gør ingen fortræd. Tværtimod kan det være en spændende oplevelse – omend kortvarig – at se en bæk løbe gennem gårdhaven, hvor de hævede stenbede slipper for at blive oversvømmet.

Marksten

Marksten til støttemure må gerne være store, men ikke større end at jeg nemt kan løfte og håndtere dem.

Det er vigtigt med et godt fundament! Jeg graver en ca. 20 cm. dyb rende og fylder halvt op med grus, inden første stenrække lægges. Her kan man med fordel bruge de sten, der er sværest at håndtere. Er der stor forskel på de sten, man har til rådighed, er det nemmest og ser bedst ud at begynde med de store. I takt med opbygningen af muren fylder jeg op med grus og jord bag stenene. Grus nederst for at sikre et godt dræn, så frosten sidenhen ikke kan skubbe stenene ud.

Det vanskeligste arbejde er at få stenene til at ligge stabilt, uden de læner sig op ad jorden bag ved. Man skal undgå at stable stenene oven på hinanden, men sørge for at de ligger i forbandt, og at de hviler på bagfladen. Det kan være nødvendigt at bruge mindre sten til at fylde ud mellem de større for at undgå, at fugerne bliver for store. En svag hældning på omkring 15% bagud ser bedst ud og gør muren stabil.

Piksten

Piksten har jeg brugt på flere havegange og i gårdhaven. Her gælder det om, at stenene ikke er for store eller helt runde. Ovale sten på størrelse med en knyttet hånd, 15–20 cm lange og sat på højkant, synes jeg, giver den bedste gangflade. Stenene skal sættes i sand og så tæt som muligt.

Det lønner sig virkelig at være kritisk med udvælgelsen af piksten. I begyndelsen brugte jeg for store sten for at komme hurtigere frem, men det resulterede i, at jeg måtte lave det om igen. Store sten eller runde sten giver større fuger og dermed en mere ujævn gangflade, og stenene kommer let til at vippe.

Nogle steder har jeg dog valgt at lægge store og helt flade sten med skridtafstand mellem pikstenene. Det giver variation og en lidt mere spændende belægning. Men store sten med en fuldstændig flad overside kan være vanskelige at finde, og der skal graves mere jord væk.

Sten til gavn for plante- og dyrelivet

Sten og planter klæder hinanden, og planterne trives godt i selskab med sten. Sten, der varmes op af solen om dagen, afgiver kondens om natten, som kan være med til at holde liv i en plante, der ellers er truet af tørke.

Jeg nyder også at kunne gå rundt i vores stenbede, hvor stenene fungerer som trædesten, så jeg undgår at træde på jorden – eller rettere sagt på planterne, for der må ikke gerne være bar jord mellem dem.

Noget andet er alt det kryb og kravl, som benytter stenene som beskyttelsesrum. Når jeg vender en sten i en stenbunke for at se, om den er værd at tage med hjem, er der altid noget liv under den, som bliver forstyrret: bænkebidere, myrer, firben, ørentviste, frøer eller måske en tudse. De bruger stenene som skjulesteder og nyder godt af den kølighed og fugtighed, som findes her, selv på varme sommerdage. Det er altid lidt ærgerligt, når jeg ser en tudse springe for livet, fordi jeg har fjernet dens skjulested, men jeg trøster mig med, at der opstår et nyt hjemme i haven.

Med tiden kommer der mosser og lav på stenene, en slags patina, som får dem til at falde i med de planter, som smyger sig op ad dem, og som hjælper med at få stenene integreret i haven som et naturligt element.

Med tiden vokser der flere forskellige mosser på stenene, der bliver til et helt kunstværk. Foto: Knud Lindhardt Halskov

Natursten er oftest gratis

Sten, der ligger rundt om i landskabet, eller som bondens plov i tidens løb har raget op af jorden, er en guldgrube, som bonden almindeligvis ikke selv har øje for. De er kun til besvær. Derfor kan jeg få lov at hente alle de sten, jeg finder på min vej, når jeg går tur derude. Jeg spørger naturligvis om lov, før jeg begynder at rode i en stenbunke, hvis den ligger på privat grund.

Vandløbet fungerer med en kraftig pumpe placeret i bunden af et større vandbassin. Vandløbet og bassinet er støbt i beton med marksten til at skjule betonen. Her vokser kongebregne, nøkketunge, skovmærke, liljekonval og diverse hosta i skyggen af et stort bøgetræ. Foto: Knud Lindhardt Halskov

Én gang har jeg oplevet, at bonden bad om betaling for stenene. Det var en stor stendynge, jeg fik øje på et stykke fra vejen, jeg kom kørende ad. Her må være en fin mulighed for at finde nogle gode sten, tænkte jeg, og stoppede op ved gården. Jeg gik ind og spurgte, om jeg måtte kigge efter sten i hans stendynge. Bonden gik med mig ud på marken for at se, hvilke sten jeg kunne være interesseret i. Jeg fandt tre eller fire fine sten, som jeg selv kunne løfte og bære hen til bilen. »Hvad har du tænkt dig at betale for stenene«, ville bonden vide. Jeg tilbød ham 100 kr. »For hver sten?«, spurgte han. »Nej, alt i alt«, svarede jeg, »ellers må jeg lade dem ligge«. Så var den handel på plads!

Det har sparet os mange udgifter til belægning og støttemure, at vi ikke har haft behov for at købe materialerne i byggemarkedet eller havecentret, men har kunnet finde dem i naturen. Det harmonerer også godt med vores opfattelse af, at haven bør gå i spænd med naturen.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

AltomByg

Trænger haven til en kærlig hånd?

BIOBYG– lidt mere levende

BIOBYG tilbyder uderum med læ, liv, lys

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Hobbydrivhuse.dk

Dyrk dine egne grøntsager og urter

FC Beton

Nye fliser eller sten til terrassen?

Grønne Grunde

Du fortæller om dine havedrømme.

Primabolig

Anlægsgartneren betaler sig

Arresø Pil

Økologisk dyrket og usprøjtet pil.

Robinie.dk – SkovTrup

Byg din Terrasse med Eg eller Robinietræ

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Anlæg og inspiration > En stenrig have

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider