Pæontid i haven

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

silkepæon

Hvid silkepæon af den type, som man kan finde i gamle landbohaver. Foto: Karna Maj

Når pæonerne blomstrer, skal man være hjemme, for større forventning findes ikke. Vil de blomstre og hvornår?

Man følger de nye røde skud, så rødlilla som rabarber fra den første spæde start mellem vintergækker og krokus. Fristende at plukke sammen med juleroser og dorothealiljerne til familiens utallige forårsfødselsdags morgenborde. Det er om at holde masken, når otteårige Niels kommer glædesstrålende ind med de morgenkolde næver fulde af blomster til bordet og i begejstring over deres farve har ryddet pæonbedet for de smukke røde skud.

Når de folder sig ud og gradvist taber farven, venter man spændt på, om der kommer ærtestore knopper i toppen. Så går der mange uger, hvor løvet vokser til, før knopperne svulmer og afslører hvilken farve undertøj, den har på.

Først en lille sprække som i en renæssance vams med silkefoer i ærmerne, og så alenlang venten på underet, en udfoldet blomst, enkel eller med skørtet fuldt af underkjoler. Spændingen er stor, når det er sorter, man ikke kender, eller en rod man selv har drevet af ukendt overbevisning. Og endnu mere spændende er det, om den dufter.

Pæoner er alles yndlingsblomst, deres overdådighed er mere charmerende end andre prangende blomsters, og glæden er så kort, at man ikke når at blive træt i øjnene.

Sejlivet eller vanskelig

Bonderose

Bonderosen blomstrer allerede midt i juni med de store blomster, som er så tunge, at stænglen næsten ikke kan holde dem. Foto: Karna Maj

De har en sejlivethed, der er imponerende. Pæoner kan man finde som eneste overlevende fra fortiden i gamle haver. De kan stå i græs til halsen og blomstre overvældende alligevel. Til gengæld har de ry for at være vanskelige, umulige at flytte og for at gå til uden forvarsel af svampesygdomme.

Det er som meget havevisdom en sandhed med modifikationer.

Pæoner kan flyttes, men med omhu

Pæoner – og bonderoser – skal bare plantes lige under jordoverfladen for at blomstre, højst 3–4 cm jord over kronen. Og de kan sagtens flyttes. Hvis man gør det på det rigtige tidspunkt sidst i august og først i september, giver det måske et hul i blomstringen i en enkelt sommer, det er det hele.

Flytningen skal ske varsomt, de nye blomsterknopper er allerede dannet, og rødderne er sprøde. De kan bedst lide svær jord, og hvis man har det, behøver de heller ikke gødning, nogensinde.

Med let jord får man flere problemer, for her kommer de til at mangle næring, og hvis de får for meget, eller for rå gødning taber de modstandskraften og bliver modtagelige for svamp og råd. Hvis man vil, må man grave masser af kompost og helt omsat gødning ned i et kæmpestort hul og håbe, at det går.

Mange nye planter fra en plante

Ved et tilfælde opdagede jeg for nogle år siden, at pæoner kan man få lige så mange af, man vil have, hvis man vil vente et par år. Jeg gravede nogle meget gamle pæoner op for at flytte dem et sted hen, hvor der ikke stod vand om vinteren. Det gik, som det skulle, de kom op med en klase fingertykke ten–agtige rødder og blev flyttet efter alle kunstens regler. De har blomstret, som de skulle, lige siden. Men det, der kom bag på mig, var, at der meget længere nede, ca. et spadestik, lå et kæmpemæssigt reservoir af pæonrødder på tykkelse med peberrod. De mange rødder er selvfølgelig også forklaringen på deres udholdenhed.

Hver plante havde mindst 3 kg rødder, og de blev omhyggeligt gravet op. Jeg skar dem i mindre stykker, så de kunne være i almindelige rosenpotter, fyldte op med jord, og lagde rødderne allerøverst i potten, med kun en smule jord over. De stod i potterne hele vinteren, dækket af halm, og næste forår kom der fine mørkerøde skud på næsten alle de små rodstykker. Næste år blomstrede de første, og nu tre år efter har de blomstret alle sammen.

Pæoner er godt, mange pæoner er fantastisk.

Pæoner fra en gammel have

Min gamle tante ryddede sit gigantiske staudebed for kun at beholde pæonerne, der var så store, at de blev gravet op med en bobcat, og jeg fik lov til at rydde resten. Det kom der en helt enorm masse blå iris og Macleaya cordata ud af, og så en lykkepose eller nærmere en flyttekasse af små og store pæonrødder, der var raslet af. De lå dybt, men pointen er altså at planter i næsten alle dele rummer muligheden for at danne andre typer af plantevæv, bl.a. efter hvor meget lys de får. Det er det, man udnytter, når man laver stiklinger. Alle mine pæonrødder vidste godt, de var dybtliggende rødder og ville ikke drømme om at lave blomsterskud, lige indtil de kom op i overfladen. Så gik det løs, og de dannede både blomster og bladskud, og en masse små nye rødder. Et under er det, det er bare at være taknemmelig.

Der var mange sorter, jeg aldrig havde set. Bonderoser og silkepæoner, duftende og duftløse, og et par helt afsindige med striber i mat og blankt, med overudviklede blomsterbunde. Jeg aner ikke, hvad de hedder, og jeg er også ligeglad.

Det rigtig fine var, at nogle af dem var meget senere end dem, jeg allerede havde. Hvis man sørger for at have de almindelige bonderoser først, og et udvalg af pæoner af alle slags bagefter, kan man glædes over dem i et samlet pæonorgie på halvanden måned.

Den kedelige periode efter afblomstring

Når pæonerne er blomstret af, kan man godt trænge til noget andet imellem dem. De er frodige, men ikke spændende, før de laver deres store efterårsshow, hvor bladene rødmer og gyldner til de mest utrolige farver. Høje asters og høstanemoner er smukke sammen med pæonernes løv.

I mellemtiden er det fint med både nogle buskroser, der remonterer imellem pæonerne, lammeører der giver lys til de mørke blade, og som bliver lige så voldsomme, og måske nogle kæmpekongelys, der får lov til selv at bestemme. Jeg har haft stor fornøjelse af nogle af de yndigere spinklere kongelys mellem pæonerne, de hvide Verbascum chaixii, og de støvetrosa-grå-lilla Verbascum phoenicium. Begge sår sig selv, det behøver man ikke bekymre sig om. Den enårige kæmpeverbena Verbena bonariensis, er også fin mellem pæoner, det skal i det hele taget være noget med en vis volumen eller en stor højde for ikke at forsvinde mellem pæonbladene.

Man kan også vælge simpelthen at plante dem i græs fra starten. De skal nok holdes fri de første år, men når de er vokset til, klarer de sig fint, bare man kører udenom med slåmaskinen. Det ser dejligt ud, specielt hvis der er flere, og de står lidt tilfældigt spredt ud i en lang drive.

Arter og sorter

Paeonia Mlokosewitschii

Paeonia Mlokosewitschii stammer fra Kaukasus.

De pæoner vi dyrker er næsten alle hybrider, mange af dem meget gamle. Men der er også arter. Jeg har kun en enkelt af dem selv, en ‘veitchii’ var. Woodwardi, og den er yndig, enkel, relativt lav og lavendellyserød.

Jeg ved bare, at hvis man bliver bidt, så bliver det en besættelse, som ikke skyr nogen midler for at blive opfyldt. Pæoner findes i så mange former, at det er nok til at udløse en meget uklædelig havesyge bare at se på billeder af dem.

Udvalget i almindelige planteskoler er nu ret begrænset. Hvis man er heldig kan man få ‘Rubra plena’ og ‘Rosea plena’, og en hvid form. Alle tre gamle og velprøvede, fyldte sorter af den europæiske pæon, Paeonia X festiva, som er en krydsning mellem Paeonia officinalis fra Sydeuropa, og Paeonia peregrina fra Lilleasien. Det er den vi kalder bonderose. Det er en af de ældste kultiverede blomster overhovedet, og de er skønne og dejlige alle tre. De blomstrer 2–3 uger tidligere end den østasiatiske silkepæon.

Den østasiatiske silkepæon, Paeonia lactiflora er blevet forædlet i Kina i mange tusinde år. Der findes tusindvis af sorter, men ikke mange i almindelig handel. Silkepæoner kan være helt utroligt forskellige i hele deres udtryk. Store og fløjlsagtige, enkle, overfyldte, silkeskinnede, blanke som lak, stribede, næsten gennemsigtige, nogle har en næsten vulgær pude af standere i midten, der findes sorter, hvor de fleste af blomsterbladene er nåletynde, omgivet af et enkelt lag blomsterblade, som en skål, pomponer, eller pæoner der ligner gammeldags roser.

Den, vi kan købe er franske sorter fra 1800 tallet, og de er smukke og ret lette og silkeagtige i bladene. Og så navnene, ‘Philippe Rivoire’, en mørk enkel skønhed med gule standere i en pude i midten. Den helt vidunderlige lysrosa storfyldte, nærmest skumfødte ‘Sarah Bernhardt’ er jeg særlig forventningsfuld til. Den minder mig altid om både duften og følelsen af min datters hud. Den høje, hvide ‘Festiva maxima’ er helt hvid med røde stænk, og dejlig duft. ‘Le cygne’ er helt svanehvid og overfyldt. ‘Reine hortense’, stor og rosa med røde stænk. ‘Laura Dessert’, er næsten gul, med rosa knopper. ‘Edulis superba’ er lidt tidligere, en krydsning med Paeonia officinalis, og den er taknemmelig. En tæt pink, overfyldt og absolut attråværdig med fin duft. Man kan blive ved. Alle de gamle franske har en ynde og silkeskinnede lethed, som rører ens hjerte.

Hvis man virkelig vil have pæoner i lang tid, skal man have nogle af arterne, hvis man kan få fat i dem. De er allertidligst, og de er vanedannede, hundedyre og henrivende. Så kommer bonderoserne, træpæonerne, silkepæonerne. Inden for hver gruppe kan man også trække sæsonen adskillige uger.

Hybrider – amerikanske eller hjemmesåede

Man bliver næsten puritansk af at kigge på de nyere amerikanske hybrider, som man kan købe over nettet. Poesien er begrænset til navne som ‘Whopper’, ‘Cheddar cheese’, måske der også findes en ‘Peanutbutter’? De er muligvis attråværdige af andre grunde, deres enorme størrelse og stærkere farver, men der er mere showtime end svanesøen over dem.

Silkepæoner laver ofte frø, og de kan sås med held, hvis man vil vente. Frøene skal ta’s mens de er helt friske, lægges i potter udendørs, graves ned i jorden, og så glemmes i et par år. Hvis man har held, vil der komme rødder første år, og et par blade andet år, og så har man sin helt egen hybrid. Husk navneskilt, så potten ikke bliver smidt ud i farten.

Kommentarer

Der er 95 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Egeskov

Gartneriet producerer planter til salg

Solsikken

Alt til den økologiske have

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Urtegartneriet

Biodynamiske og økologiske blomsterfrø.

Bjarne’s frø og planter

Frø af spændende og eksotiske planter

Albinus Frø

Stauder, sommerblomster; mange spiselige

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Pæontid i haven

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider