Spørg eksperterne

Kan vi plante høje buske på skråning mellem to huse?

Til vores dejlige nybyggerhus er vi nu ved at etablere have. Vores grund var skrå, men dette har vi valgt at udligne ved at lave skråninger til begge naboer – den ene skrånende nedad mod naboen mod nord. Her ligger huset 2 ½ meter fra skel hvoraf de 1 ½ meter er plan og resten skrånende nedad mod naboen.

Naboen har også bygget tæt på skel og vi ønsker derfor at plante høje buske eller lave træer foran den ligusterhæk, vi har aftalt skal stå i skel, således at vi får noget flot at kigge på fremfor husmur. Det må meget gerne være blomstrende og stedsegrønne buske, som også kan blive ret høje.

Vi har kigget på blodribs og kejserbusk. Men spørgsmålet er, om disse vil kunne trives i skygge (sommer vil der være skygge / halv sol), da det er på vores nordside med huset tæt på? Og om de kan plantes på skråningen uden at falde ned mod naboen? Alternativt skal de stå på den plane del, men kommer jo så endnu tættere på huset og dermed også mere i skygge. Har I andre forslag end de nævnte, hører vi meget gerne disse også.

På forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen
Jannie, januar 2015

Svar

Det er meget lidt plads at plante på, når der også skal være en halv ligusterhæk (30–40 cm ind på jeres grund) nederst på den 1 meter brede skråning. Jeg gætter på at skråningen falder lidt mere end en halv meter ned mod skel. Når I også skal kunne komme rundt langs huset, er det i praksis kun muligt at plante ca. på kanten af skråningen, og planterne må helst ikke fylde mere end godt en meter i bredden.

Jeg kan trøste med at evt. planter ikke gror skævt og falder nedad på en skråning, men ganske automatisk gror lodret op i luften. Hvis det altså er en del af deres natur at gro opad, og det vil det normalt være for den type buske du nævner.

Skyggen bliver nok ikke et stort problem, da der er ganske mange planter, der tåler halv-trekvart skygge. Jeg går ud fra at der er tale om skyggen fra et hus af almindelig parcelhushøjde.

Jeg tror ikke, at I vil blive så glade for at lade almindelige buske som blodribs og kejserbusk gro frit, da de jo typisk busker sig, dvs. bliver af en vis bredde, der nok nogenlunde svarer til højden. Det vurderer jeg, at der bare ikke er plads til, skygge eller ej. Men buskene kan godt bruges, hvis man flere gange årligt styrer deres vækst i bredden.

Man kan plante buske, og beskære eller klippe dem på siderne ind mod huset og over mod naboen, så de danner en slags hækagtig plantning på op til en meters bredde. Denne plantning kunne blive til et spændende haveelement hvis I lod jeres fantasi og buskenes vækst spille sammen. Jeg ser for mig et sammenhængende fletværk af buskenes grene, hvor der er større og mindre åbninger i en plantning af varierende bredde og højde. Hvor der særligt er brug for at dække over mod naboen lader man buskene få fylde, mens man andre steder beskærer grene eller leder dem i retninger så der dannes åbninger i buskenes fletværk. Det kan også give nogle fine lys- og skyggevirkninger, og redepladser til havens fugle.

Blodribs, Ribes sanguineum og kejserbusk, Viburnum bodnantense ‘Dawn’, kan med alderen blive 2–3 m høje, og vil nok med lidt tålmodighed kunne formes som foreslået. Andre blomstrende buske i samme stil er f.eks. følgende: bærmispel, Amelanchier; ærtetræ, Caragana; kirsebærkornel, Cornus; dværgmispel, Cotoneaster; tjørn, Crataegus; benved, Euonymus; dronningebusk, Kolkwitzia; guldregn, Laburnum; gedeblad, Lonicera; uægte jasmin, Philadelphus; blærespirea, Physocarpus; ildtorn, Pyracanta; syren, Syringa; duftsnebolle, Viburnum; kvalkved, Viburnum.

Det vil kunne give en lille udfordring med at få beskåret eller klippet i højden, særligt siden der vender over mod naboen. Men der findes udmærket, professionelt beskære- og klippegrej, der vil kunne løse opgaven ved hjælp af en klipper på en lang stang.

En anden mulighed er at plante mere søjleformede buske, der ikke behøver klipning, højst lidt tilretning med beskæresaksen.

For eksempel sorter af cypres, Chamaecyparis; kristtorn, Ilex; og thuja, der også hedder Thuja på latin. Alle de nævnte er stedsegrønne, og opfylder derfor ikke ønsket om blomstrende buske. Men en blomstring i anlæget kunne opnås ved at plante de søjleformede buske med en afstand imellem, hvor der kunne placeres et klatrestativ til blomstrende slyngplanter, f.eks. klematis i forskellige farver. Klatrende, slyngende og løvfældende klematis vil danne en spændende kontrast til de regelmæssige, stedsegrønne søjler.

Eller overvej i stedet en tredje mulighed: at plante træer, der gror til ret smalle former:
F.eks. Søjle-bævreasp, Populus tremula ‘Erecta’, der udvikler sig smukt og meget smalt, helt uden hjælp, men som også med tiden kan blive pænt højt. Der findes ligeledes ret søjleformede sorter af birk, Betula; avnbøg, Carpinus; bøg, Fagus; prydæbler, Malus; prydkirsebær, Prunus; prydpærer, Pyrus; og prydrøn, Sorbus.

De søjleformede buske og træer findes generelt under sortsbetegnelser som ‘Columnaris’ der betyder søjleformet, eller Erecta‘ der betyder opret, eller ’Fastigiata’ der betyder søjleformet med spids.

Med venlig hilsen
Niels Junggreen Have
Landskabsarkitekt

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Kan vi plante høje buske på skråning mellem to huse?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider