Spørg eksperterne

Kan I anbefale en busk eller et træ til en krukke?

Kan I anbefale et august–september-blomstrende træ eller busk, til en stor krukke på vores tagterrasse. Meget gerne stedsegrøn.

Med venlig hilsen
Susanne Klausen, Østerbro, maj 2003

Svar

Når vi nærmer os september er de fleste træer og buske afblomstret; mange bærer i stedet farvestrålende frugter eller kønt, efterårsfarvet løv. En stor krukke kan have varierende størrelse alt efter hvem der omtaler den. Til træer og større buske er det sjældent nok med en stor standardpotte af keramik, da roden har brug for god plads for at passe til en stor krone. Så taler vi om baljer, helt store krukker eller plantekasser, som naturligvis ikke må være tungere, end konstruktionen kan holde til.

Der er flere muligheder. En stedsegrøn busk med røde frugter kan f.eks. være skimmia (der kræves dog både han og hunplante for at sikre frugtudvikling). Skimmia er en surbundsplante. Mahonia bærer blåduggede frugter sidst på sæsonen og blomstrer gult i maj med duftende blomster. Den er også stedsegrøn og har blankt løv. Af små træer kan paradisæble nævnes, især sorten ‘Brandkaer’ bærer meget farvestrålende frugter, omend træet ikke er stedsegrønt. Så er der alle høstfarverne. Her kan Fothergilla major nævnes. Den blomstrer med hvide, kønne lidt flaskerenserlignende blomster ved løvspring og udsender honningduft, og om efteråret står den kønt i gule og røde farver. Den er god at kombinere med stedsegrønne rhododendron, ligeledes i potter. Populær er også små træer af japansk ahorn, Acer palmatum f.eks ‘Dissectum’ eller ‘Osakazuki’ eller Acer japonicum ‘Aconitifolium’. Disse får kraftige gule til røde høstfarver men er ligeledes løvfældende. Rønnebær, Sorbus sargentiana har både røde frugter og smukt løv, mens Clara Friis-pæren har dejlige frugter foruden smukke efterårsfarver.

Buskene sargents æble og japansk snebolle, Viburnum plicatum tomentosum, er ligeledes muligheder, hvad angår efterårsfarver.

En helt anden mulighed er at låne eller købe Claus Dalbys bog »Krukker i Haven« og se hvilke muligheder der her anbefales. Den udkom i 2002. (Det skal rettelig nævnes, at jeg ikke selv har læst denne).

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er 6 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Forhandlerguide

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Dansk Hjemmeproduktion

Opbindingsmateriale

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Kan I anbefale en busk eller et træ til en krukke?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider