Spørg eksperterne

Må man klippe en nyplantet ligusterhæk?

Hej

Jeg har har plantet en ny ligusterhæk. Den er desværre for høj. Tager den skade af at blive klippet lidt ned i toppen?

Med venlig hilsen
Jens, september 2023

Svar

Kære Jens,

Normalt er spørgsmålet, hvordan man hurtigst muligt får en høj ligusterhæk. Her er svaret, at en nyplantet ligusterhæk først skal klippes i toppen, når den har nået den højde, den skal have. Men det har din jo allerede fra plantningstidspunktet.

Så svaret til dig er, at du godt kan tage hækkesaksen frem. Din hæk tager ikke skade af at blive klippet lidt ned i toppen, hvis den er for høj.

Ligusterplanter vokser ved, at der kommer nye skud, der gror både opad og til siden, på tidligere års skud. Din hæk vil derfor stadig vokse i toppen, og den skal klippes jævnligt for at blive holdt nede i den højde, du ønsker, som er lavere end ligusterplanternes naturlige højde.

Niels Junggreen Have har tidligere skrevet om ligusterhække her på siden, og selvom du ikke spørger om det, så tillader jeg mig at dele nogle af hans tip til en tæt og sund ligusterhæk, som måske kan interessere nogle af læserne af dette spørgsmål og svar.

Niels Junggreen Have gode råd til en ny ligusterhæk:

Hækken skal bestå af en velegnet art og sort (arten f.eks. Liguster og sorten ‘Atros’, hvis den skal være stedsegrøn).

Hækplanterne skal være af en god kraftig kvalitet med gode rødder, og de skal være behandlet omsorgsfuldt fra jord til jord : fra planteskole, over fragtmand, til gartner. Ingen rødder må nogensinde tørre ud, og rødderne skal sættes omhyggeligt i jorden.

Jorden skal være velegnet til plantning: god, levende muld i rigelig mængde, f.eks. ned i 30–40 cm dybde og i den dobbelte bredde af hækken. Under mulden god råjord af lerblandet sandjord eller sandblandet lerjord. Råjorden må ikke være kompakt, men skal være et godt sted for de store regnorm, der graver dybe gange.

Den nyplantede hæk skal passes det første par år med vanding i tørre perioder. En generelt tør juni uden ret meget regn kan kræve en kraftig dosis vanding med 5–7 dages mellemrum. Efter et par år burde rødderne have nået ned til mere sikre vandresourcer.

Det er meget vigtigt at holde hækken fri for ukrudt af enhver art, helt ud til en halv meter eller mere fra stammen. Det bedste er at luge med fingrene, eller hak kun lige i jordoverfladen, så hækplanternes rødder ikke beskadiges.

Flis som afdækning mod ukrudt er ofte set, men kan ikke ubetinget anbefales. Det virker kun mod ukrudstfrø der kommer flyvende, og som på grund af flisen har vanskeligt ved at spire og få rodfæste. Flisen virker derimod ikke på det ukrudt, typisk græs, der findes i jorden, og som kommer nedefra. Og flisens uundgåelige nedbrydning i løbet af 4–6 år tager meget kraft fra jorden, og kræver derfor ekstra næring, f.eks. i form af kompost.

Som I kan se, er der mange ting, der skal være optimale for et få en tæt og kraftig hæk, hurtigt. Mindre kan også gøre det, så går der bare længere tid, med et mere usikkert resultat.

Med venlig hilsen
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Må man klippe en nyplantet ligusterhæk?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider