Spørg eksperterne

Hvor lave temperaturer tåler unge tomatplanter?

Når man har sået tomater i potter i stuevinduet og de er kommet op. Kan man så flyttet dem til en ikke-isoleret udestue, hvor temperaturen om natten er meget lavere end i stuen?

Med venlig hilsen
Anette, april 2002

Svar

Det kommer sandelig an på, hvor meget lavere temperaturen kan blive i udestuen! Tomatplanter bliver bedre, når de får meget lys – der findes næsten ikke det stuevindue, der er så godt som en udestue el. drivhus. De bliver kompakte og stærke, så de f.eks. ikke knækker så let, når man forsøger at plante dem i drivhuset.

Men tomater har det bedst ved 15–18 grader om natten, og må helst ikke komme under 12–13 grader – ellers risikerer man skader på de blomsteranlæg, der dannes når planten er lille (længe før, man kan se knopperne). Det ville betyde, at man ikke fik ordentlig udbytte af sine planter.

Så du må hellere måle minimumstemperatur i din udestue, eller hvor mange grader højere end temperaturen ude, stuen kan holde. Hvis den aldrig falder under 12 grader på dage med 4–5 grader udenfor huset, kan du godt flytte tomatplanterne ude, og nøjes med at tage dem ind på de nætter, hvor frosten truer. Hvis ikke må du enten:

  • Sætte planterne ud om dagen og tage dem ind igen om aftenen. Det er det, jeg er i gang med her først i april, fordi heller ikke drivhuset er varmt nok om natten.

Eller:

  • Lade planterne stå inde i stuen, indtil nattemperaturen i udestuen er høj nok.

Hvis tomatplanterne når at blive lange og ranglede, kan man undgå knæk – og første klaser langt oppe mod taget – ved at grave næsten hele planten ned i drivhusjorden (eller langt ned i en spand). Den vil da lave rødder på hele den del af stænglen, der ligger i jorden – og planten bliver lige pludselig af »normal« længde.

Med venlig hilsen
Lila Towle
Formand for Frøsamlerne, Frøsamlerne

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Genvand.dk

Opsamling og genanvendelse af regnvand.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Hobbydrivhuse.dk

Skabt til det danske vind og vejr

Gartneri Toftegaard

Dyrkningskurser, smagninger m.m

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Drivhuset > Hvor lave temperaturer tåler unge tomatplanter?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider