Spørg eksperterne

Skal jeg købe ukrudtsfri jord til mit ny drivhus?

Jeg har for nylig samlet et nyt drivhus (10 m²). Da drivhuset kun er ca. 2 meter højt, og jeg har samme højde, har jeg valgt at grave ca. 50 cm ned inde i selve drivhuset (det blev i praksis gjort før drivhuset blev samlet og sat på fundamentet). Inde i drivhuset har jeg i ca. dørens bredde bygget en »kasse« (ca. 1,5 meter lang). Det er så min mening at lægge fliser eller andet med lidt dræn i bunden inden i kassen, resten af drivhuset skal udgøre plantearealet. Jeg har altså fået lavet et højt nok, enmandsbetjent drivhus. Forsænkningen tjener også det formål at skåne min ryg, da jeg ikke behøver at bøje mig så meget forover, eller jeg kan sidde på en skammel og arbejde med planterne uden at bukke mig forover.

Mit spørgsmål er dog mest omkring selve jorden. Jeg skal nu have jord ind omkring kassen. Jeg kæmper en hård kamp med skvalderkål i min køkkenhave og vil derfor ikke have jord fra min have ind i drivhuset. Min plan er at lægge fiberdug i bunden af bedene, og så fylde op med jord – men hvad slags jord skal jeg bruge? Det skal være relativt frit for »uvedkommende« frø mm, og det skal selvfølgeligt være inden for fornuftige økonomiske grænser. Min plan er at dyrke lidt af hvert: Agurker, tomater, grøn peber, chili, formodentlig en vin og evt. prøve meloner og hvad, der ellers kan findes på.

Mit spørgsmål er, om jeg skal køre til den nærmeste planteskole/byggemarked og købe sække (og det bliver jo en del) med spagnum og fylde op, eller er der andre løsninger?

Med venlig hilsen
Jesper Andersen, oktober 2005

Svar

Det lyder som et velgennemtænkt plan. Du kan jo købe plantejord i poser, men spørgsmålet er, om det er nødvendigt – dyrt kan det ikke undgå at blive. Lad i hvert fald være med at fylde bedet op med ren kompost, f.eks. hentet på genbrugspladsen, da det er alt for næringsrigt. Hvis du køber spagnum, skal det være af den slags, som er tilsat kalk, da jorden ellers er alt for sur til grønsager. Hvis du køber muldjord, er det sjældent til at vide, hvor det kommer fra – og ukrudtsfri er den næppe.

Din almindelige havejord forbedret med kompost er derimod fin til at dyrke i inde i drivhuset. De planter, som du nævner er jo store planter, som skal plantes ud, så derfor er fremspirende ukrudt ikke så stort et problem. Du skal også huske på, at det er et kun ca. 8 m² stort bed, som du vil holde meget øje med, så her er det overkommeligt at holde rent for ukrudt. Det samme gælder for skvalderkål. Hvis du omhyggelig fjerner alle de rodstumper fra jorden, som du kan se, når du fylder det ind, og du så de første forårsmåneder omhyggeligt fjerner hver eneste plante med rod, som dukker op, så kan du sagtens få et drivhus uden skvalderkål. Og havejord med kompost er efter min mening bedre til at dyrke de nævnte planter i end spagnum.

Du skriver, at du vil lægge fiberdug ned i bunden, inden du fylder jord på. Det kan du jo godt, men samtidig med at du forhindrer planterødder nedefra i at komme op, så kan dine planter i drivhuset heller ikke sende rødderne ned i den dybde, som de naturligt gør. Tomater, der vokser frit i jord, sender rødderne minimum en meter ned, så de får mindre jord at vokse i. Der er måske mere grund til at sørge for, at skvalderkål ikke kan vokse helt ind til drivhuset, så det ikke kan invadere det udefra, når du på den ene eller anden måde har fået etableret et drivhus fri for skvalderkål. Det kan du gøre ved at holde en sti hakket rundt om drivhuset, eller du kan lægge en ukrudtdug, dækket med f.eks. dækbark ud rundt om drivhuset.

Jeg har prøvet at dække jorden i drivhuset med ukrudtsdug – en kraftig gråsort fiberdug. Jeg skar små kryds til at plante ned igennem. Det forhindrede ukrudt, så jeg kun behøvede at luge lige rundt om planterne. Jeg havde lagt siveslanger under ukrudtdugen, men det var også muligt at vande gennem dugen. Jeg kunne ikke se forskel på trivslen hos de spanske peberplanter, som var dyrket på et areal uden ukrudtdug, og de, som var dyrket på et areal dækket med ukrudtsdug. Begge blev vandet via siveslangen. Jeg har kun gjort det i et lille drivhus i 2004, og har ikke gentaget det, da jeg faktisk hellere vil hakke ukrudt end have mas med at få lagt dugen ud og få plantet ned gennem den. Men det kunne være en måde at få kvalt de sidste fremspirende skvalderkål på den første sommer.

Ukrudtsdug

Spansk peberplante plantet ned gennem kryds i ukrudtdug. Som det kan ses, kommer der lidt ukrudtsplanter inde omkring planten, men de luges let væk. Foto: Karna Maj

Og så kan jeg ikke lade være med at komme med en god ide: Hvis du laver et isoleret låg, evt. i flere dele, til din kasse inde i drivhuset, har du et rum, som vil være frostfrit de fleste vintre. I stedet for at isolere låget, kan du lægge en vintermåtte hen over.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Gartneri Toftegaard

Dyrkningskurser, smagninger m.m

Hobbydrivhuse.dk

Skabt til det danske vind og vejr

Vansta Trädgård Scandinavia

REALISERE DIN DRIVHUS DRØM!

Bjarne’s frø og planter

Funktionaliteten eminent.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Drivhuset > Skal jeg købe ukrudtsfri jord til mit ny drivhus?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider