Spørg eksperterne

Er det nødvendigt at fjerne blade fra græsplænen?

Jeg læser i Ugens Havenyt uge 46, at det er en almindelig november haveopgave at fjerne blade fra gæsplænen.

Hvorfor egentlig? Er bladene ikke vinterdække/overfladekompostering/vi beholder næringen på stedet? Er det tykkelsen af bladlaget der spiller en rolle?

Interessant, da der i parker og på grønne arealer ofte kører støjende bladopsamler-maskiner – som tillige er benzinforbrugende.

På forhånd tak for svar.

Med venlig hilsen
Signe Hermansen, november 2011

Svar

Visne blade er, som du skriver et fint dække og giver en næringstilførsel på nedfaldsstedet. Det er vigtigt, at bladene får lov til at ligge og beskytte jorden og dens liv mod frost, vind og slagregn. Undtagen lige på havens græsarealer.

Græsplænen har sin egen pels og behøver ingen bladdække. Faktisk skal bladene væk, så græsset kan få lys og luft og komme gennem vinteren med livet i behold. Er græsplanterne dækket af et tykt lag blade, dør de. Og selvom de kun er delvis dækket, kan det i vinterens løb forårsage, at de bliver udsat for svampeangreb. Bladdække kombineret med snedække giver risiko for bl.a. angreb af sneskimmel. Det så man tydeligt i mange plæner for et par år siden, hvor store plamager i græsplænerne var angrebet og gik ud.

Derfor skal bladene helst væk fra græsplænen, hvis de har samlet sig i et helt lag. Den letteste måde, hvis man ikke skal bruge dem til dække et andet sted, er at tage løvriven på en blæsende dag og hvirvle dem op i vinden og lade vinden blæse dem ud som et jævnt dække i den øvrige del af haven. Det er bedst under buske eller mellem stauder, hvor de bliver liggende. I løbet af nogle uger, har de fleste blade fundet et sted med læ, hvor de bliver liggende.

Så går man efter mindst muligt arbejde, kan man lige lade bladene blæse lidt rundt og finde sit eget hvilested. Men husk at få evt. bladbunker væk, inden så længe. Vinteren kan hurtigt komme bagpå os – det skete sidste år ved denne tid.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

FAUSOL A/S

HORNUM græsfrø: Kvalitets græsblandinger

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Er det nødvendigt at fjerne blade fra græsplænen?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider