Spørg eksperterne

Er der gode erfaringer med lærkehæk?

Hvilke erfaringer er der med lærkehække? Kan den holdes hel smal og skal den så klippes mere end en gang om året? Er det en hæk, der kan blive »gammel« ligesom en bøgehæk? Er der sygdomme eller skadedyr, der særligt angriber lærkehække?

Kender I nogle offentlige haver eller parker, hvor man kan se sådanne hække?

Med venlig hilsen
Kirsten Johansen, december 2007

Svar

Der er gode erfaringer med lærkehække, men det er gået af mode at bruge lærk til det formål, og derfor ser man ikke så ofte den slags hække. Desuden er der et par ting, man skal tage i betragtning for at få det til at lykkes:

  1. Planterne skal være japansk lærk, men ikke europæisk lærk eller hybridlærk. Den europæiske lider af en svampesygdom (lærkekræft), som misdanner og dræber den, og hybridlærken vokser for kraftigt. Det skal tilføjes, at alle tre lærkearter bliver angrebet af og til af bladlus, men det er så lille et problem, at man kan se bort fra det.
  2. Man skal klippe sin hæk, så afstanden mellem stammerne og hækkens yderside (»overfladen« kunne man sige) ikke bliver større end 20 cm. Hvis planterne får lov til at danne længere skud, vil de inderste dele blive skygget af de yderste, og hækken bliver åben. Det betyder, at man skal klippe sin hæk én gang årligt, nemlig når skudvæksten er afsluttet. Derved kan den samlede tykkelse holdes på de 40 cm maksimum sommeren igennem.
  3. Der er et problem med nålene, som er meget sure (pH = 3). Dem bør man rive sammen og lægge ind som topdressing under sine surbundsplanter. Eller man kan lægge dem på komposten, men så bør man tilføre bunken noget jordbrugskalk, når laget er lagt på.

Når disse ting bliver overholdt, har man en smukt lysegrøn hæk i sommertiden, der skifter farve og bliver gul om efteråret, og som har sunde, ranke stammer, der giver god stivhed.

Desværre kender jeg ikke længere nogen offentligt tilgængelige steder, hvor der står lærkehække, men hold øjnene åbne i ældre villakvarterer, for de findes skam stadigvæk.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Er der gode erfaringer med lærkehæk?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider