Spørg eksperterne

Hvilke træer kan let opformeres til læhegn om ridebane?

Jeg skal til at anlægge en ridebane midt på en mark, som ligger lidt højere end alle omgivelserne og langt fra huse, træer og veje. Der er rigtig meget vind, og jeg kunne godt tænke mig noget læ samtidig med en flot omkransning af banen.

Vi må ikke sætte hegnsmoduler op, der er højere end 2 meter på grund af skelregler. Men når man rider stikker man ca. 3 meter op, og det er mig, der gerne vil have læ (hesten har ikke spurgt endnu).

Jeg kunne godt tænke mig nogle træer, som vokser hurtigt op, bliver tætte, ikke skal klippes, ikke vokser alt for skæve i vinden, og som jeg selv kan lave mange af i potter eller i jorden, da det skal gøres så billigt som muligt.

Det er et omfattende problem, men jeg håber I kan hjælpe.

Med venlig hilsen
Janni Haugaard, september 2011

Svar

Det er umuligt at opfylde alle disse ønsker i ét hug. I stedet kan du etablere læhegnet ad to omgange.

I første omgang finder du frem til en piledyrker (det kan f.eks. være én af dem, der dyrker energipil). Dér får du lov til at skære stiklinger, og det gør du engang i november, hvor du skærer dem af i 40 cm længde. Husk at vende rodenden samme vej på alle stiklingerne i bundtet eller kassen. Stiklingerne opbevarer du lodret nedgravet i sand, sådan at rodenderne vender nedad og selv toppen af stiklingerne er dækket af sandet. I foråret løsner du jorden rundt om ridebanen i ca. et spadestiks dybde og efterbehandler den med harve eller kultivator. Derefter trykker du stiklingerne ned i jorden med ca. 50 cm afstand. De skal så dybt ned, at kun et par knopper er over jorden. Husk at træde jorden fast til på begge sider af stiklingerne.

Næste etape er det langsomt voksende hegn, som ikke kræver (så megen) beskæring. Her må du i gang med at høste frø af velegnede buske og træer. Det skal helst være flere slags for at skabe et sundt og passende tæt hegn, og husk at bede om tilladelse til at høste frø af lodsejeren. Velegnede planter kunne f.eks. være: Almindelig hassel, aks-bærmispel, almindelig hæg og stilk-eg. Når frugterne er høstet, er det lettest at så dem direkte i et bed med god, dybmuldet og tjenlig jord. Altså: læg bær og nødder ud i nogle riller, og dæk dem så med et jordlag, der svarer til bærrets eller nøddens tykkelse × 2. Når frøplanterne har vokset på bedet i to år, kan de graves op og plantes ud i læet ved pilehegnet.

Efter endnu 5 år kan pilene fjernes, og du har et frodigt, billigt og effektivt læ.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvilke træer kan let opformeres til læhegn om ridebane?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider