Spørg eksperterne

Hvordan forynger jeg min tjørnehæk?

Min (gamle) ca. 2 meter høje tjørnehæk er åben i bunden. Hvordan får jeg den tæt? Et sted er der et stort hul (og ingen stammer). Kan jeg plante en ny lille tjørn der? Det er vel svært ikke at beskadige de eksisterende rødder. Og hvornår kan jeg gøre det? Den har vist aldrig fået nogen form for gødning– vil det hjælpe? Hvilke muligheder er der – naturligt eller kunstgødning?

Om sommeren er den tæt (fra 50 cm. oppe), men om vinteren kikker man lige ind til huset fra vejen. Kan jeg lukke lidt af – f.eks. ved at blande efeu eller andet stedsegrønt i hækken eller vil planterne så bare kvæle hinanden?

Med venlig hilsen
Karina Demuth, oktober 2002

Svar

Det bedste vil ganske afgjort være at skære alle hækplanterne ned til 5–10 cm højde her til vinter. De vil så sætte nye skud til næste forår, og du kan bygge en ny, helt tæt hæk op på grundlag af dem. På den måde bevarer du et veletableret rodnet og får en god, forynget hæk.

Der er nemlig store problemer ved at etablere nye tjørn på steder, hvor der har stået tjørn før. Det kaldes »jordtræthed«, og det vil også give dig problemer, når du skal have gang i en ny plante dér, hvor hullet er. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at grave plantehullet ud i to spadestiks dybde og så stor en bredde, som det nu er muligt for naboplanterne. Al jorden skal fjernes (f.eks. til køkkenhaven), og ny jord skal køres til (f.eks. fra køkkenhaven). Kun på den måde er der en chance for, at det kan lykkes at få gang i en ny tjørn.

Som du ser, har problemerne ikke meget med gødskning at gøre, men i givet fald kan du kalke jorden i januar og gøde den med en PK-gødning i april. Det kan godt være gavnligt.

Med hensyn til at plante stedsegrønne i bunden under hækken så må det frarådes at bruge vedbend (efeu). Den bliver simpelthen for kraftig for tjørnene. I stedet kunne du overveje at bruge Bispehue, Singrøn eller Mahonibusk, som alle er stedsegrønne, blomstrende og ikke aggressive i forhold til tjørnene.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvordan forynger jeg min tjørnehæk?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider