Havenyt uge 41, 2004

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

På nogle af de mere udsatte steder, har der været lidt rim på græsset en enkelt morgen i sidste uge, men endnu har vi ikke haft de lave nattetemperaturer, som får løvet til at få de flotte efterårsfarver. Det ser dog ud til, at vi kan vente nattefrost sidst på ugen.

Hvis man vil være sikker på glødende røde og gule efterårsfarver i haven, kan man plante buske og træer, som har dette som sit speciale. Hvis man besøger parker, botaniske haver eller planteskoler de kommende uger, kan man ved selvsyn vurdere disse buske og træer og finde de arter, som man synes er flotte. Det er planter som benved, bærmispel, kinesisk glasbær, hjertetræ, liljekonvalbusk, tempeltræ, troldel, troldnød og tulipantræ – og der er mange flere.

Inden man vælger et træ eller busk for efterårsfarvens skyld, skal man lige overveje, om træet eller busken også er pæn resten af året, om den f.eks. har flotte blomster eller frugter, bær og blade, og om den vil være med til at fremme havens fugle- og insektliv. F.eks har surbær og kirsebær, hvor frugten kan spises af både fugle og mennesker, også flotte høstfarver.

Oktober er bedste tidspunkt for plantning af træer og buske

Hvis haven skal have nye træer og buske er det i løbet af den næste måneds tid, at det er bedst at plante. De barrodede planter skal man dog vente med at plante, indtil de er ved at tabe bladene allersidst i oktober. Det gælder også træer og buske, som man vil grave op i haven og flytte, da man her ikke kan undgå at beskadige rodnettet. Derimod kan man nu plante alle træer i buske, som købes i potter.

Ind imellem er det nødvendigt at ommøblere i haven og flytte mindre træer og buske. Hvis omplantningen af træer og buske på op til et par meters højde skal lykkes, er det bedste tidspunkt i slutningen af oktober, når planterne netop har kastet bladene. Da er der stadig varmt nok i jorden til, at rødderne kan nå at gendanne de levende spidser, sådan at de kan være klar til at forsyne planten med vand fra begyndelsen af foråret.

Har man et større træ på 2,5–4 meter, som man gerne vil flytte, kræver det langt mere omhu og arbejde, da men er nødt til at tage rodnettet op som en sammenhængende klump af en vis størrelse.

De helt store træer på mere end 4 meters højde er vanskelige at flytte. Resultatet er meget usikkert, og det koster betydelige anstrengelser at gennemføre flytningen. Man bør måske i stedet overveje at fælde træet og plante nyt. Men med det kan dog lade sig gøre at flytte et stort træ.

Høst og opbevaring af valnødder

Valnøddetræet vokser i Danmark på sin nordgrænse, og det danske efterårsvejr egner sig normalt ikke til at tørre valnødder. Det gælder om at få samlet valnødderne op i tør tilstand, da det giver bedre mulighed for at få dem tørret godt, så de kan holde sig. Med lidt viden og erfaring kan man få valnødderne tørret, så de fint holder sig både til jul og til brug i bagværk og salater i løbet af vinteren.

Det er vigtigt at samle valnødder op hver dag, så de ikke ligger og bliver grimme og begynder at mugne. Hvis de vaskes i varmt vand tilsat Atamon, bliver de dels pænt lyse, dels er de mindre tilbøjelige til at mugne under tørringen. De lægges i et lag på bageriste eller lignende og stilles et tørt sted med god luftcirkulation og gerne også lunt. De skal tørres godt, men prøveknæk engang imellem for at se, om nødden er tilpas tør, da for megen tørring giver kedelige nødder.

Efter tørring opbevares valnødderne tørt, køligt og frostfrit – gerne i netsække eller gamle nylonstrømper. Det er vigtigt, at de opbevares et sted, hvor mus ikke kan komme til dem.

De kan evt. også fryses, men mister den sprøde konsistens og egner sig bedst til brug i bagværk.

Slut med sommergrønsager

Der kan stadig hentes tomater, basilikum, chili, majs, bønner og måske endda squash ude i haven, men det er som om sæsonen for sommerens grønsager er ved at rinde ud. Der er heller ikke længere den samme smag i dem, som da de modnede i sol, sommer og varme. Disse grønsager tåler ikke nattefrost, så det er måske snart helt slut.

Nu er det ved at være tid til supper med vinterurter og bagte grønsager som pastinak, gulerod og skorzonerrod. Og egentlig er det jo en af de store oplevelser ved at dyrke egne grønsager, at man varierer brugen af grønsager efter årstiden i stedet for at bruge de samme grønsager året igennem, som man kan fristes til, når de ligger i supermarkedet.

Krydderurter i vinterhalvåret

Det er nu så sent på året, at man skal til at overveje,, hvordan de forskellige krydderurter klarer vinteren. Arter, som slet ikke tåler frost, er man nødt til tage ind i en frostfri udestue eller vindueskarm, hvis man vil være helt sikker på, at de overlever vinteren. Det gælder f.eks. citronverbena og rosmarin. Hvis man ikke har disse muligheder, er der dog også en god chance for, at rosmarin overlever vinteren i et drivhus med potteklumpen gravet ned i jorden og dækket med to lag fiberdug i frostperioder.

Andre kan man nøjes med at slå ind i drivhuset og atter andre klarer fint vinteren på friland. Timian vil mange steder overvintre fint på friland, men på nogle lokaliteter klarer den ikke vinteren. Så her vil det være en god ide at slå et par planter ind i drivhuset til at bruge som moderplanter til at tage stiklinger af i foråret.

Dyrk dine egne hvidløg

Hvis man er vild med hvidløg, er det en god ide at dyrke dem selv. Det er let, og der er mange penge at spare. For at de kan få en ordentlig størrelse, skal hvidløg sættes her i oktober – så snart som muligt, så de kan nå at udvikle et godt rodsystem, inden vinteren sætter ind.

Hvis man har et stykke med nyplantede jordbær, kan man sætte mellemrækker med hvidløg og dermed udnytte pladsen mellem jordbærrækkerne. Hvis man sætter hvidløgsrækker med 40 cm mellemrum, kan man så nyhøstet persillefrø mellem rækkerne her i efteråret. Det vil så spire i det tidlige forår og give tidlig persille. Samtidig udnytter man pladsen optimalt.

Grønne rækker med rucola- og vårsalat

I oktober sætter det danske klima punktum for videre udvikling for langt de fleste grønsager. Men rækkerne med rucola og vårsalat står grønne og frodige og fortsætter med at vokse. Spinat til overvintring danner også fine, grønne striber ned gennem bedet. Har man ikke fået sået disse tre mere eller mindre hårdføre bladgrønsager på friland, kan man prøve lykken i drivhuset nu, hvor agurker og tomater alligevel skal ryddes, når de sidste frugter er høstet.

Vårsalat vokser vildt i Danmark og hedder helt korrekt tandfri vårsalat, Valerianella locusta og hører til familien Valerianaceae. Vårsalat er det rigtige, danske navn, som fortæller, hvornår denne plante kan spises. I øjeblikket kaldes den i supermarkeder og på restauranter feldsalat. Det er den tyske betegnelse for vårsalat, som vårsalat desværre markedsføres under i Danmark.

Plukketid for vinteræbler

Det blæser ofte her i efteråret, og dermed blæser æbler og pærer ned, så snart de er plukkemodne, og netop nu er gemmeæbler som ‘Spartan’, ‘Jonagold’, ‘Mutsu’, ‘Bramley’ og ‘Belle de Boskoop’ ved at danne korklag, hvor stilken sidde fast på grenen, så æblet løsner sig og til sidst falder ned. Hold øje med dem på sydsiden og i toppen af træet, hvor de er længst fremme i udviklingen. De skal plukkes, så snart de begynder at slippe, når man løfter op i æblet og giver det et let drej. Det sker inden for de næste par uger. ‘Golden Delicious’ er først plukkemoden sidst i oktober.

Af pærer er der ikke mange tilbage på træerne. ‘Conference’ og ‘Fondante de Charneu’ er ved at være plukkemodne, mens vores fineste pære, ‘Doyenné du Comice’, endnu ikke er plukkemoden. Disse tre sorter kan nedplukket holde sig til december, ‘Conference’ endda ind i det ny år.

Check for rådne æbler i kasserne

Det er vigtigt at huske jævnligt at tilse kasser med nedplukkede æbler, da æblerne også i kasserne kan blive angrebet af gul monilia. På få dage er de helt rådne. Og de smitter de æbler, som de rører ved, hvis de ikke fjernes i tide.

Her er du: Forsiden > 2004 > Havenyt uge 41, 2004

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider