Havenyt uge 29, 2012

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Heldigvis skinner solen også i vore dejlige frodige grønne haver ind i mellem, så vi kan nå at nyde den ind i mellem regnbygerne. Og når blæsten rusker i trætoppene, sætter man virkelig pris på de gode steder med læ, som der bør være i enhver have. Og har man ingen læsteder, eller for få, så står de antagelig højt på anlægslisten. En god plads både med læ og overdækket er heller ikke tosset i den danske sommer i år.

Børnenes legested skal være et hyggeligt sted med læ

Det er også vigtigt, at børnenes legested er indrettet, så der både er læ, sol og skygge. Foto: Karna Maj

Haven er spiselig lige nu, og selv på regnvejrsdage når vi som regel en tur omkring hindbærbedet, der er fyldt med dejlige søde bær. Men der er også stikkelsbærrene, ærterækken eller drivhuset med tomater og agurker. Man kan næsten blive mæt på sådan en haverundtur, hvor man også lige kan samle grønsager ind til aftensmaden. Der er virkelig meget at vælge imellem, og selv en gang uventede gæster kan haven med lethed klare lige nu.

En regnvåd have er ikke så let at lave noget i – man bliver ret så våd. Det gælder om at udnytte de tørre timer og dage, til bl.a. at få taget løg op og få sået 2. afgrøde på de tomme bede. En blomsterbuket til at nyde inde, skal der også lige være tid til at plukke. Der er så mange flotte sommerblomster lige nu.

Merian

Merians lysrosa blomster er smukke – også i buketter. Foto: Karna Maj

Hjemmedyrket er en kvalitet for sig

Der er ikke noget bedre end at kunne gå ud i sin have og hente bær og grønsager. Friske usprøjtede grønsager fra egen have er i en klasse for sig. En kvalitet som man slet ikke kan købe. Måske kan man købe større og flottere eksemplarer, men på smagen og friskheden er købegrønsager hurtigt udkonkurreret.

Lige nu kan vi hente mange nye lækre grønsager: Kartofler, majroer, gulerødder, knudekål, ærter, salat, agurker, løg, hvidløg, spidskål, sommerhvidkål, sommerporrer, radiseskulper. I drivhuset er der nu masser af agurker og måske de første grønne peber, og de første tomater er modne. Har man været tidligt ude med at så tomater, er der nu masser af røde tomater. Har man forkultiveret bønner og plantet dem ud sidst i maj, er der ved at være bønner.

Fra egen have kan man få specialiteter, som man sjældent kan købe, f.eks. valske bønner, voksbønner og snitbønner, rødbladet basilikum og mange forskellige slags salat lige fra rødbladet pluksalat, hjertesalat, bataviasalat, endivie til rucola. Og hvor kan man købe grønne, røde og gule stikkelsbær, hvide ribs, voksbønner, sprøde agurker og solvarme tomater?

Valske bønner

Sidst i juli kan vi høste lækre valske bønner i haven. Det er en anderledes sikker afgrøde end de grønne bønner i en kold sommer. Kun de sorte lus kan reducere udbyttet en del. Foto: Karna Maj

Det er også masser af bær at hente i haven, hvis man har været flittig til at plante bærbuske. Det er modne hindbær, stikkelsbær, ribs, solbær og jostabær (solstik). Både ribs, stikkelsbær og solbær kan fås i mange sorter med forskellig tidlighed, så her kan man strække sæsonen, hvis man planter både tidlige og sene sorter. Der er også mulighed for at købe en ribssort med hvidgule bær. Hindbær kan man også dyrke til høst i sensommeren, hvis man planter efterårshindbær. Nyd bærrene friske – da er de allerbedst. Eller lav lækker marmelade og saft eller frys dem ned til vinterbrug.

Bær- og syltetid

Det er for alvor blevet bærtid. Det er modne hindbær, stikkelsbær, ribs, solbær og solstik. Både ribs, stikkelsbær og solbær kan fås i mange sorter med forskellig tidlighed, så her kan man strække sæsonen, hvis man planter både tidlige og sene sorter. Der er også mulighed for at købe en ribssort med hvidgule bær. Hindbær kan man også dyrke til høst i sensommeren, hvis man planter efterårshindbær.

Morellerne, som er det samme som sødkirsebær, er den frugt, som lider mest skade i regnvejr. De kan slet ikke tåle så megen regn. De sprækker, inden de er helt modne, og ødelægges. I privathaver er problemet til at overse, da man her altid får lidt kirsebær, mens kirsebæravlerne er i økonomisk krise på grund af det våde vejr. Surkirsebærrene er ikke helt så slemme til at revne, og her kan man i regnperioder vælge at plukke dem, lige inden de sprækker og så komme lidt mere sukker i syltetøj og saft. Uanset hvilken slags kirsebær, så gælder det om at komme før fuglene. De kan rydde et moreltræ på få timer. Et lille træ kan man overdække med net. Er træet større, må man dele med fuglene, eller holde døgnvagt.

Det gælder om at nyde havens bær friske lige fra busken. Hindbær kan bruges friske både i lagkager og tærter, og et par håndfulde oven i en portion yoghurt om morgenen, evt. sammen med friske ferskenstykker, er rigtig sommermorgenmad. Ribs rystet med en god gang sukker til rysteribs er en klassiker. Og ribsgele er godt at have på hylden, og uden ribssaft bliver rødkålen ikke helt så god. Stikkelsbær, både de umodne grønne og modne røde kan koges til grød. Og hjemmelavet solbærmarmelade er fantastisk.

Hvis man ikke kan overkomme at spise eller sylte bærrene, efterhånden som de modner, kan man fylde bær i fryseren og syltetøj på hylderne til den kommende vinter. Eller man kan lave dejlig hjemmelavet saft til børn eller børnebørn.

Har man blåbær, så husk at få nettet over i tide, ellers spiser fuglene bærrene rub og stub.

Hindbær

Hindbær skal helst have sol for at blive rigtig gode. I perioder med regn er man nødt til at plukke hver dag for at få en nogenlunde kvalitet uden alt for mange rådne og mugne bær. Foto: Karna Maj

Kirsebærtræer er til de store haver

Hvis man har masser af plads og lyst til at plante træer for at få skygge, så kan man jo overveje at plante kirsebærtræer. Sødkirsebær er normalt meget høje træer, men de kan findes på dværgstamme. Surkirsebær er et mindre træ. Begge slags træer giver en let skygge med solspil ned igennem.

Sidst i juli og først i august er det højsæson for både spise- og syltekirsebær. Det er således nu, at man skal ud og smage på sorter, hvis man vil plante sødkirsebærtræer til efteråret. I butikkerne er der som regel ikke sortsnavn på – en rigtig uskik som også gælder jordbær. Hvis man køber sødkirsebær i boder ved vejen, kan man måske få sortsnavnet at vide. Man kan også holde udkig efter nabolagets kirsebær og kan måske få lov til at smage – og være så heldig, at haveejeren kender sorten.

Når man skal plante sødkirsebær, skal man tænke på at finde både en velsmagende kirsebærsort og være opmærksom på, at ikke alle kirsebærsorter er selvbestøvende. Hvis man kun har plads til et kirsebærtræ, skal man vælge en selvbestøvende kirsebærsort og har da disse tre gode sorter at vælge imellem: Stella, Sunburst og Sweetheart. Sorter som Ulster, Büttnes Rote og Merton Late skal bestøves af andre sorter og kræver derfor mindst to træer.

Fugle elsker kirsebær, så derfor er det en god ide at overdække dem med net, hvis træet har en sådan størrelse, at det er overkommeligt. Surkirsebær spiser fuglene normalt ikke, førend de er meget modne og mørkerøde, næsten sorte. Det gælder derfor om at plukke dem, lige før de når denne modenhedsgrad. Surkirsebærtræer bliver i øvrigt ikke så store og kan holdes i en passende størrelse ved beskæring.

Moreller

Moreller er det samme som sødkirsebær, og det er kun med eget moreltræ i haven, at man har råd til at spise sig en rigtig mavepine til i moreller. Foto: Karna Maj

Forkæl jordbærplanterne efter høst

Jordbærplanter giver mindre bær med årene. De største bær får man de første 2 år, men udbyttemæssigt giver jordbærplanter normalt også et godt udbytte 3. år. Bærrene er mindre, men har en fin størrelse til at sylte.

Jordbærbedet skal renses for ukrudt efter bærhøst og de ranker, som ikke skal bruges til nye planter, skal fjernes. Jordbærene gødes efter bærhøsten, så de får ny bladvækst og kommer til kræfter ovenpå bærsætning. Gødes der for meget eller først i foråret, sætter jordbærplanterne mange blade og færre blomster og bær. Er jordbærplanterne store og pæne er det nok at gøde med et tyndt lag kompost, men måske skal der gødes mere, det afhænge af planternes tilstand.

Jo tidligere man planter de nye jordbærplanter, jo større udbytte vil de give næste år.

Man kan bruge udløbere af egne planter til det nye jordbærbed, hvis alle planter i jordbærbedet ser sunde og frodige ud. Udløbere tages fra 1. års jordbær, evt. 2. års. Hvis der er bare nogle enkelte planter, som er små og ikke ser ud til at trives, så køb nye sunde planter. Det er ikke en formue – man får ca. 25 planter for 100 kr. Så kan man også samtidig afprøve nogle af de ny sorter. Ved at plante både tidlige og sene sorter, kan man have jordbær fra midt i juni til 1. august. Hvis man yderligere planter en remonterende jordbærsort, kan man også have jordbær i hele august og september måned.

Egne planter tages til udplantning, når de har slået rod. Man kan evt. grave urtepotter ned i bedet og få planterne til at slå rod her. Men det kræver, at man holder potterne fugtige, da de lettere tørrer ud end jorden i bedet. Til gengæld giver det en mere sikker udplantning.

Men inden man kan plante egne udløbere ud i et nyt bed, skal de have dannet en god rod, og det opnår man hurtigst ved at holde jorden i bede med 1. års jordbær let fugtigt, indtil planternes rødder er godt etableret. Og det er i år jo ikke det store problem.

Høst af zittauerløg, rødløg og skalotteløg

Når løgtoppen lægger sig ned, og løghalsen føles helt blød, er det på tide at høste løgene for at tørre dem. Løg, der høstes på dette tidspunkt, holder sig fint.

Det giver dog lidt mindre løg at høste på dette stadie end ved nedvisning, og man kan godt lade dem visne mere ned og dermed få større løg. På lerjord er der dog fare for, at de sprækker i rodzonen, hvis der pludselig kommer megen regn igen efter en periode med tør jord. Så overvej, om der er løg, der er løg med blød løghals, som skal høstes inden regn sidst på ugen.

Hvis man høster løgene i en tør periode, kan man godt de første dage lade dem ligge og tørre på voksestedet. Derefter lægges de til tørre på et trådnet et sted, hvor de ikke udsættes for nattefugt og regn, eller de kan hænges op i mindre bundter, f.eks. i carporten eller beskyttet inde under et tagudhæng.

Høst af hvidløg

Zittauer- og skalotteløg skal tages op til tørring, når toppen lægger sig ned og løghalsen føles helt blød.

Hvidløg lægger sig ikke ned, når de er høstklare, men stænglen bliver tyndere og føles ikke længere så saftspændt. Venter man for længe med at høste hvidløgene, ødelægges det yderste dæklag, og feddene er ubeskyttede og holder sig dårligere. Hvidløg skal helst høstes, mens der stadig er 3 grønne blade tilbage på planterne.

Hvidløgene kan enten hænges op som de er, eller man kan tage det yderste dæklag af – det gør man ved at trække det nederste friske blad på stænglen nedad. Bladet fortsætter ned og laver et dæklag på løget. Er det såkaldt blødnakkede hvidløg, hvor stænglerne ikke bliver hårde og stive, kan man kan flette løgfletninger.

Hvis man har ladet hvidløg af den hårdnakkede type sætte topløg, kan de anvendes til at »så« i sensommeren. De mindste vil dog kun udvikle et mindre udelt løg, er de større kan de udvikle et mindre løg med fed. Hvis topløgene har en vis størrelse, kan man spise topløgene.

Estisk rød hvidløg

Nyhøstede hvidløg af sorten Estisk Rød. De har fået fjernet det yderste dæklag, så de er pænt rene til opbevaringen. Hvis man kommer for sent med optagningen, er der ikke dækblade rundt om feddene – se øverste højre hjørne. Foto: Karna Maj

Så 2. afgrøde i køkkenhaven sidst i juli

Når man har fået ryddet bede efter de tidlige kartofler, hvidløg og løg og har ryddet de jordbærbede, som skal nedlægges, har man en hel del kvadratmeter, hvor der kan plantes nye jordbærplanter ud senere og sås nye afgrøder. Eller man kan vælge at give jorden en jordforbedringskur ved at løsne jorden grundigt og så en grønafgrøde.

I år er jorden dejlig fugtig, vi får med mellemrum lidt eller meget regn, så det er let at få frø til at spire lige nu. Men allle afgrøderne er en god uges tid senere i år, og derfor er det er vigtigt at så, så snart det overhovedet er muligt og ikke udskyde det et par uger, da vækstsæsonens ur tikker ubarmhjertigt, og det hurtigt bliver for sent. Mangler løgene stadig lidt i at være afmodnede nok til at tage op, kan man evt. så mellem rækkerne inden optagning.

Bønner kan man lige netop nå at så et sidste hold af nu. De vil kunne give bønner ind i oktober.

Det er nu allersidste chance for at så salat, hvis man satser på de skal give fuldt udviklede salathoveder i efteråret. Brug de sorter, som udvikles hurtigt. Med andre ord de sorter, som først gav salat i foråret. I perioder med meget varmt vejr er det næsten umuligt at så salat på friland. Salatfrø går i spiredvale ved 21°, men med de sommertemperaturer, vi har i denne sommer, giver det ikke problemer at så direkte.

En anden mulighed er at så en række vårsalat til efterårsbrug. Til overvintring sås først i sidste halvdel af august.

Man kan også så en række almindelig rucola – men kun en lille række, da det endnu er så tidligt, at man måske kan risikere, at den går i blomst. Først hen i august sås til efterårshøst.

Fra nu og frem til 1. august kan man så majroer til efterårs- og vinterbrug. Gerne i to hold – et nu og så næste hold 14 dage senere. Der kan efterhånden købes flere sorter med forskellig udviklingstid.

Løg kan med lidt held overvintres som småplanter og give tidligere løg næste år. De kan enten sås nu eller sættes som stikløg i september. Stikløgene er den sikreste, men dyreste metode.

Orientalske bladgrønsager kan man stadig nå at så. Daikon, som i daglig tale og på grønsagshylderne i supermarkedet hedder kina- eller japanradis, kan man også så nu til høst i sensommeren. Man kan også købe kinesiske radiser til såning nu, men det er et spørgsmål, hvor godt de trives under danske forhold. Det er nødvendigt, at der dækkes med fiberdug, hvis man vil kunne høste flotte bladgrønsager som f.eks. pak choi og mizuna, da kålsommerfuglene hurtigt finder dem. De kan også gå på majroer og de omtalte radiser, så det kan være en god ide at så disse i samme bed, så de også dækkes med fiberdug.

Et udvalg af orientalske bladgrønsager. Det er nødvendigt at dække med fiberdug, da bladene ellers med ret stor sikkerhed bliver helt eller delvis ædt af kållarver. Foto: Karna Maj

Hvis man har småplanter af grønkål, kan disse stadig plantes ud. Men da de ikke når at blive så store, kan de plantes med 30 cm mellemrum. Har man stadig porreplanter, kan de også plantes ud og vil give nogle fine små porrer. Med mindre det er gode planter i potter med et godt rodnet, skal man finde et par dage med regn og overskyet vejr til udplantningen, men det skulle også være muligt i sommeren 2011.

Det er en god ide at så et nyt hold basilikum. Vejret er lige nu ikke varmt nok til at så ude på friland. Det er derfor sikrest at så til dyrkning i potter. Det betyder også, at man tage dem ind i drivhuset senere, når dagene igen bliver køligere.

Spinatbede og bladbeder kan også sås i juli til høst i efteråret, mens det endnu er lidt for tidligt at så spinat, da den hurtigt vil gå i blomst. Sådan er det normalt sidst i juli, men med det kølige og fugtige vejr, kan det være en god ide at prøve at så. Spinatbede, bladbede og bladsennep overvintrer som regel uden problemer og sætter lidt nye blade i det tidlige forår.

Gulerødder kan man også nå at så et allersidste hold af. De vil give et sent hold helt små gulerødder sidst på efteråret, men det kræver dyrkning under fiberdug/net, da gulerodsfluens angreb faktisk er værst i sensommeren. Det er vigtigt at så sorter af sommergulerødder til denne sene dyrkning.

Forsøg med sukkerærter efter løg

Kan man nå at så sukkerærter efter løg? Her er der som forsøg sået sukkerærter lige inden løgene skal høstes, så ærteplanterne får så lang væksttid som muligt. Samtidig kan det måske skjule de fremspirende ærteplanter, så duerne ikke æder dem. Foto: Karna Maj

Knopormens larver gnaver inde i kålhoveder

Hvis planterne er i god vækst, lægger man ikke altid mærke til, at der er skadedyr på spil. For de fleste planter betyder det ikke alverden for andet end udseendet, at der gnaves lidt i bladene.

Et sted er det dog kritisk netop nu, og det er i hovedkål. Her er det især knopormen, som ageruglens larve kaldes. Larven finder man inde i de små kålhoveder, som netop er ved at dannes. Knopormen er brunlig og kan let at kende fra den lille kålsommerfugls larve, som er matgrøn. Knopormen æder huller i bladene, og også i de små blade, som skal blive til kålhovede. Det gælder derfor om at få dem »luget« væk, og det kræver lidt forsigtighed, da de små sprøde blade ikke må beskadiges. Gå en runde og check de små kålhoveder med et par dages mellemrum. Når man overdækker kål med insektnet, kan der være små larver, man overser, og der klækkes nye larver fra evt. æg på kålbladene. Det er derfor nødvendigt den første tid efter overdækningen at tjekke for larver.

De ædte kålblade bliver forvandlet til larveekskrementer, som inde mellem kålbladene kan give grobund for råd. Hvis der er mange, kan det lille ny kålhovede rådne væk. Det er derfor en god ide at tage en kande vand med og spule ekskrementerne væk (uden at bruge bruserhovedet). På den måde sikrer man bedst, at hovedet bliver dannet. I løbet af kort tid er hovedet så fast, at larverne ikke længere kan komme ind mellem bladene. På varme sommerdage, hvor det ikke regner jævnligt, er det en god ide at spule ekskrementer væk rundt om kålhovedet og forebygge at selv store kålhoveder pludselig begynder at rådne.

Hortensia er smuk i udspring

Hortensia er ved at springe ud og er meget smuk, når de gulgrønne blomster over dage får stadig mere farve.

Hortensia tåler ikke at mangle vand, så her er det en god ide med jorddække under, så fordampningen dæmpes. I tørkeperioder skal man vande, så snart de begynder at hænge med blomster og blade i solen. Overvejer man at plante hortensia, skal de helst placeres i delvis skygge. Hvis man ikke har tid til at vande eller tror på forudsigelserne om stadig mere tørre somre, bør man overveje at plante andre mere tørketålende buske. Hortensia er jo ikke den eneste smukke sommerblomstrende busk.

Hortensia i udspring

Hortensiablomsterne står lige nu med sarte farver og er ganske bedårende i denne fase, inden de bliver store og helt farvede. Foto: Karna Maj

Natlys

Om aftenen er det en oplevelse at se natlys folde et nyt hold sart lysegule blomster ud hver aften i løbet af en lille times tid. Natlys kaldes også for klokken otte. Navnet er fra før, vi fik sommertid, så i dag bør den faktisk kaldes klokken ni, da det nu er tidspunktet for, at den åbner sine blomster. Næste formiddag visner de, og nye knopper folder sig ud om aftenen. Natlys er toårig og er en af de planter, som sår sig selv villigt, når man først har den i haven. Den er dog let at hakke om, hvor man ikke ønsker at have den. Frøene er godt vinterfoder til fuglene, og de kan i øvrigt bruges på bagværk i stedet for birkes.

Praktisk Økologi sommernummer

Man bliver i godt humør, når man ser forsiden på det nyligt udkomne sommernummer af tidsskriftet Praktisk Økologi. En stor lysrød cosmos. Kan det være mere sommerligt.

Inde i bladet er der mange interessante og praktisk anvendelige artikler: Længe leve diversiteten – om at få mere liv i haven. Gør som i Sorø – start et Farmers Market. Den grønne gødning – om at dyrke grøngødning i haven. Kinesiske radiser – en ny interessant mild og sød radise. Oprindelige kornsorter – fuld af variation, smag og sundhed. Se mere i indholdsfortegnelsen for 4/2012.

Tidsskriftet Praktisk Økologi modtager man som medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi.

Kom på besøg og se gamle kornsorter

De gamle kornsorter er blevet populære, og vil man vide mere om dem, kan man læse artiklen Oprindelige kornsorter i det ny nummer af Praktisk Økologi. Eller man kan deltage i et af de to medlemsarrangementer, som Praktisk Økologi er medarrangør af om gamle kornsorter i næste uge.

Det ene arrangement er Kornaften på Mørdrupgaard i Nordsjælland hos Per Grupe med markvandring og afslutning med smagning af kornet i forskellige former. Det er torsdag d. 26. juli kl. 18.00–20.30. Også ikke medlemmer er velkomne – tilmelding her.

Det andet arrangement er Økologisk kornmod på Livø, hvor man kan opleve gamle kornsorter. Der er mulighed for at overnatte på Livø. Det er Lørdag den 28. juli 2012. Også ikke medlemmer er velkomne – tilmelding her.

Gammel kornsort på Mørdrupgaard

Med Per Grupe i marken på Mørdrupgaard for at se på gamle kornsorter. Foto: Dorte Ernst

Her er du: Forsiden > 2012 > Havenyt uge 29, 2012

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider